De fleste restaurant-ejere og kokke går mere op i madoplevelsen, end hvordan de markedsfører den på sociale medier. Men hvis ikke de er med i det digitale ræs, mister de kunder.
Den digitale marketingsassistent ‘Tilde’ er sat i verden for netop at løse det problem ved at gøre markedsføringen automatisk, nem og effektiv for et ikke-teknisk segment.
Startuppet bag assistenten, Towoo, har to år på bagen, og nu har de landet en investering på i alt 2,4 millioner kroner. Penge der kommer fra Keystones, Vækstfonden og lead-investor Jakob Heiberg, der er medejer af pizzakæden Gorm’s, og som ser stor værdi i konceptet for restaurationsbranchen.
Læs også: Pizzabagmænd skyder millioner i grøn matchmaking platform
“Jeg synes, at der var et rigtigt godt match med min erfaring fra Gorm’s og mine øvrige kompetencer, og da jeg blev introduceret til teamet og deres pitch, blev jeg hurtigt overbevist om, at det var en rigtig interessant case for mig. Tilde løser et kæmpe behov hos markedet. Med deres data-drevne og automatiserede tilgang, hjælper de den travle restaurationsbranche med at håndtere en vigtig del af det at drive en succesfuld forretning: Den digitale markedsføring,” siger Jakob Heiberg.
Marketingsafdeling i ét stykke software
Det er både tidskrævende og bekosteligt at markedsføre sin virksomhed – særligt hvis man ikke har den tekniske viden. Målet med ‘Tilde’ er derfor at samle marketingsafdelingen i ét stykke software, som gør det nemmere og mere effektivt at samle og automatisere de mange opgaver, som ligger i markedsføring.
“Hele ideen er at lave software, der imiterer det at have en ansat til markedsføring. Det automatiserer og tager selv en masse valg, så kunderne – der ikke er specialister i markedsføring – ikke skal tage valg om cost pr. klik, kanaler, formater osv.,” forklarer Andreas Hoé Bergstrand, medstifter og CEOCEO betyder Chief Executive Officer og er den øverste leder i en virksomhed, ansvarlig for den overordnede strategi og ledelse. CEO’en rapporterer normalt ti... More i Towoo.
Skal en restaurant markedsføre et event, stiller ‘Tilde’ en række spørgsmål, hvorefter softwaren bruger informationerne til at oprette annoncer på sociale medier, lave et event med tekst og billeder og endda et mikro-site med information om eventet og mulighed for at købe billet.
Alt – fra den intelligente markedsførings-software til billetsystemet – er udviklet fra bunden af den unge virksomhed, og forbundet til de sociale medier gennem API’er. Og med adgangen til dataen på de sociale medier, kan ‘Tilde’ lave et markedsføringsflow, der minder om den fra store virksomheder.
“Restauranterne har hele tiden behov for at kommunikere forskellige events i løbet af året, men får ikke selv opdateret deres site med den kommunikation. Det er en branche, som har hamrende travlt og ikke er super skarpe på det tekniske – de skal have en totalløsning, der står for alle de digitale processer,” siger Andreas Hoé Bergstrand
Essentielt at være til stede online
Softwaren fra Towoo har været på markedet siden 2017, og teamet bag kan konkludere, at algoritmer og automation i gennemsnit giver restauranterne 350 procent mere for deres marketingbudget. Selvom forretningen er analog, er det nemlig afgørende at være tilstede digitalt.
”87 procent af alle kunder, som besøger en restaurant, har været inde og læse om restauranten på internettet først”, forklarer Andreas Hoé Bergstrand.
Læs også: Restaurant-appen Eatie lander sin anden investering på fire måneder
Men branchen har svært ved at følge med den konstant skiftende marketingsverden. Derfor mener han også, at det er essentielt, at ‘Tilde’ hele tiden hjælper dem med at automatisere indsatsen, så de bruger de digitale marketingskroner så smart som muligt.
“Det kræver i dag kompetencer fra fem forskellige marketings-specialister for at få succes med at skabe flotte digitale og datadrevne marketingkampagner. Det er de færreste restauranter, der selv ligger inde med ressourcerne og den tekniske indsigt til at løfte opgaven, men deres overlevelse afhænger i høj grad af det,” siger Andreas Hoé Bergstrand.
Vækstpotentialet er enormt
Med investeringskronerne har Towoo allerede udvidet holdet med fem nye medarbejdere. De har nemlig store forventninger til at løsningen kan sælges til en restaurationsbranche i vækst – for slet ikke at tale om potentialet udenfor landets grænser.
“Vi har et klart mål om, at Tilde skal ud over landets grænser og hjælpe branchen globalt set, og denne investering og ikke mindst den viden vi får, er en rigtig god start på den rejse. Vi har ambitioner om at vækste forretningen trefold om året de første år, og det kan kun lade sig gøre med stærke investorer, der foruden penge også kan støtte virksomheden med know-how fra markedet, kontakter og netværk,” siger siger Andreas Hoé Bergstrand.
Og selvom de satser benhårdt på restaurationsbranchen nu, afviser han ikke, at de vil tilbyde løsningen til andre ikke-tekniske brancher i fremtiden.
“Restaurationsbranchen er en go-to-market strategi for at skærpe kommunikationen til ét segment og være dygtige overfor dem. Andre ikke-tekniske brancher kunne også godt bruge den hjælp vi giver – fx håndværkere og frisører,” siger han.