You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

RiACT

Robotvirksomheden RiACT rejser millioninvestering til kommercialisering af forretingen

Software-virksomheden RiACT har fået en kapitalindsprøjtning på 5,2 mio. som virksomheden skal bruge på at målrette løsningen til konsulenter.

Software-virksomheden RiACT har fået en kapitalindsprøjtning på 5,2 mio. som virksomheden skal bruge på at målrette løsningen til konsulenter.

RiACT, der leverer intuitive og fleksible softwareløsninger til robotter, har netop landet deres første investering. Investoren bag er en investeringsfond, som har postet 850.000 dollars, svarende til 5,2 mio. danske kroner, i virksomheden. 

Investeringen skal først og fremmest bruges på at kommercialisere softwaren, hvilket i praksis betyder, at RiACTs softwareløsninger skal ud til såkaldte integratorer, som derefter skal implementere softwaren i klienternes produktion. 

“I efteråret arbejder vi tæt sammen med en række produktionsvirksomheder som er slutbrugere af RiACT, og hjælper dem med at automatisere deres produktion med RiACT-styrede robotter. Fra starten af 2022 skifter vi fokus. Vores software bliver tilgængelig for integratorer og konsulenter, som hjælper slutbrugeren med at sætte løsninger op med domæne-specifikke robot apps,” siger Magnus Philip Ritzau, medstifter og ansvarlig for salg og marketing i RiACT.

Læs også: Ugens Startup: RiACT vil erstatte kompliceret robot-programmering med en saml-selv løsning

RiACT Magnus Ritzau
Magnus Philip Ritzau

RiACT leverer en platform samt en række værktøjer, som integratorerne bruger til at skræddersy robotterne til slutbrugernes behov. Robotterne kan hurtigt og nemt omprogrammeres, så de hele tiden er bedst tilpasset produktionen. 

Virksomheden vil omsætte erfaringen fra det direkte samarbejde med produktionsvirksomhederne til at styrke brugervenligheden af det såkaldte drag&drop-interface, som giver operatøren en række værktøjer til at skabe og ændre på robottens funktionalitet afhængig af den aktuelle arbejdsopgave. 

“Som startup er det vigtigt, at vi kommer ud og tester produktet på de forskellige brugere, så vi også ved, hvordan det virker for slutbrugeren, som jo i sidste ende er dem, som skal betjene robotterne,” siger Magnus Philip Ritzau. 

Flere ansatte

RiACT består lige nu af fem fuldtidsansatte samt eksterne konsulenter og udviklere. Men investeringen skal også bruges på at få flere kloge hoveder ansat i virksomheden. 

“Vi kommer til at ansætte flere folk, især udviklere, så vi næsten ender på en fordobling af ansatte i virksomheden. Vi ansætter flere, så vi virkelig kan accelerere udviklingen af produktet og de forskellige applikationer, som vi gerne vil have, skal ligge i løsningen,” siger Magnus Philip Ritzau. 

Lige nu opererer RiACT inden for Skandinaviens grænser, men på sigt vil virksomheden også kigge mod resten af Europa i form af nye klienter og integratorer.

“Vi har set en række virksomheder og produkter i det sidste årti, som totalt har ændret måden, hvorpå vi arbejder og interagerer. Vi håber på, at kunne bygge videre på succeserne fra Odense Robotics clustered ved at redefinere måden, hvorpå robotter kan bruges ved også at bringe robot software ind i det 21. århundrede,” siger Magnus Philip Ritzau. 

UGENS STARTUP: