Bygningskonstruktion er en branche, hvor der sker meget, når det kommer til bæredygtighed, men også hvor der fortsat er plads til forbedring.
En problematik i den sammenhæng er genbrug af materialer. Men hvad nu hvis, man kunne samle en bygning, skille den ad og samle den igen som en anden konstruktion ligesom Lego?
Lige præcis dette har to forskere i Odense udviklet, skriver Syddansk Universitet i en pressemeddelelse.
I stedet for små plastik-klodser bruger de større træmoduler, som de kalder ReconWood, der nemt kan samles og skilles ad igen. Samtidig kan de bruges som alt fra vægge og bjælker til bærende søjler og hele etagedæk.
Opfindelsen er skabt af ph.d-studerende Anja Kunic og lektor Roberto Naboni fra Det Tekniske Fakultet på SDU som en del af forskningsgruppen SDU Create, og de kan se store fordele ved projektet, når det kommer til bæredygtighed i byggebranchen.
“Lige nu er træ det eneste 100% bæredygtige byggemateriale, men hvis vi skal bygge mere i træ, kommer det til at lægge pres på skovene. Derudover bliver langt det meste træ brændt, når det bliver smidt ud, hvilket fører til yderligere CO2-udledninger. Derfor gælder det om at holde byggematerialerne i live så længe som muligt, og det kan man, hvis de er modulære og rekonfigurerbare,” siger Anja Kunic.
Hendes forskningsmakker er enig i vigtigheden af genbrug af materialer ift. bæredygtighed.
“Det er enormt vigtigt, at vi så kan genbruge de materialer, bygningerne er lavet af, fordi der ligger en masse CO2 lagret i dem. Man kan vel næsten sige, at bygninger er en slags carbon capture-teknologi. Men den energi, naturen har brugt på at skabe materialerne, går til spilde, hvis man bare river ned eller bygger om uden at genbruge,” fortæller Roberto Naboni.
VR-samlevejledning og QR-koder
Genbrug af materialer er noget, der i forvejen er forsket meget i, og som fortsat bliver undersøgt, men der er mange udfordringer i den sammenhæng. En af dem er at finde materiale i samme mål, hvilket man helt kommer uden om med ReconWood-modulerne.
Modulerne, eller klodserne, kan samles automatisk med robotter eller manuelt med VR-briller ud fra en digital model. Samtidig er modulerne udstyret med QR-koder, der forbinder dem til en digital database, hvor man kan holde styr på placeringen af delene løbende, så det er nemt at samle og skille ad igen.
ReconWood-konstruktionerne skulle desuden være lige så stærke som traditionelle trækonstruktionerne, ifølge forskerne.
ReconWood-klodserne er stadig i forskningsstadiet, og forskerne undersøger i øjeblikket, hvordan man kan kommercialisere teknologien og få det ud på markedet.