Med sensorteknologi og en veldesignet brugeroplevelse får SENS motion patienterne på Bispebjerg Hospital til at røre sig 51 minutter mere om dagen. Samtidig indsamler løsningen vigtig viden, som aflaster sundhedspersonalet og gør dagligdagen mere effektiv.

Ældre indlagte patienter bruger langt hovedparten af tiden i sengen, og selv efter kort tids inaktivitet medfører en indlæggelse typisk en reduktion af kondital og muskelmasse. Derfor bliver mange ældre og svage i dag genindlagt kort tid efter udskrivningen.

Skal genindlæggelse undgås kræver det en indsats, men ny forskning viser, at bare 100 skridt om dagen reducerer risikoen for genindlæggelse med 10 procent.

Ifølge Kasper Lundberg Lykkegaard, CEO og medstifter af SENS motion, er en del af løsningen digitale – som virksomhedens egen, der både hjælper patienterne og kan gøre sundhedspersonalets hverdag lettere.

“Vores værktøj hjælper indlagte patienter til at være mere aktive, og giver personalet et overblik over patienternes fysiske aktivitet. På den måde kan personalet prioritere rigtigt ud fra objektive data, så de kan give bedre service og kvalitet med færre ressourcer,” siger han.

Med hjælp fra en sygeplejerske påføres IoT-sensoren i et plaster og her fra registreres patientens aktivitet. Foto: Kasper Hellesøe.

Som noget relativt unikt har virksomheden bevist, at de med en veldesignet, digital løsning hjælper patienter til at være mere aktive under indlæggelsen. Aktivitet der hjælper patienter med bedre at komme sig igen, når de bliver udskrevet. Næste skridt er at dokumentere, at løsningen i praksis hjælper personalet til at sikre kvalitet med færre ressourcer.

Godt design motiverer

SENS motion udstyrer sengeliggende patienter med et plaster samt en indbygget sensor. Den genanvendelige sensor måler, hvor meget de får bevæget sig i løbet af dagen og sender resultatet til en app, hvor både patienter og sundhedspersonale kan følge den enkelte patients aktivitetsniveau.

“Vi har i samarbejde med hospitalet, terapeuterne og ikke mindst patienterne designet en app, som kan benyttes af alle. Vores erfaringer viser, at appen skal være let at bruge – også af de ældre patienter – og så at sige passe sig selv. I en i forvejen svær situation er det vigtigt at patienterne ikke føler sig stressede af vores løsning,” forklarer Kasper Lundberg Lykkegaard.

Selvom kernen er sensorteknologi og avancerede algoritmer, har det været vigtigt at appen ikke bare måler men også kan motivere patienter gennem visuel feedback. Og her er et brugervenligt design tilpasset lige netop denne patientgruppe helt afgørende.

“Man er nødt til at tage udgangspunkt i brugeren. I første version præsenterede vi mange tal for brugerne, men det skræmte faktisk nogen så meget, at de lagde appen ned i skuffen og ikke fik den brugt,” siger Kasper Lundberg Lykkegaard.

Derfor oversætter den nuværende version af appen aktiviteten til en tur rundt i København, hvor de alt efter aktivitetsniveau virtuelt når forskellige seværdigheder.

“På den måde har vi lavet noget, der tilpasser sig den enkelte. Der er ikke ret langt til de første seværdigheder – men det kan være en stor kraftanstrengelse for de dårligste patienter. Samtidig er der meningsfulde mål for selv de meget aktive,” siger han.

SENS motion tracker patienternes aktivitet og visualiserer det i deres app. Her er patienten virtuelt på vej mod Københavns Rådhus. Foto: Kasper Hellesøe.

På vej mod optimering af processer

Nogle patienter er meget selvkørende, mens andre har behov for klare forventninger og et spark bagi for at holde sig aktive under indlæggelsen. Det kender fysio- og ergoterapeuter, der hjælper patienter med at være aktive, allerede. Men med Sens Motion får de et nyt værktøj til at få hårde data om patienternes aktivitet.

“Det, vi har set, er, at data fremmer samtalen om bevægelse og gør, at terapeuten i højere grad lykkedes med at øge patientens aktivitet. Fysioterapeuten skal f.eks. ikke bruge kostbar tid på at kortlægge, hvor meget Fru Olsen på 89 har bevæget sig de sidste dage. Det ved hun allerede, og dermed kommer hun også udenom patientens tilbøjelighed til at svare det, som personalet gerne vil høre. Det korte af det lange er, at samtalen kan starte et andet sted, og dermed være meget mere fokuseret og effektiv,” siger Kasper Lundberg Lykkegaard.

Værktøjet giver altså personalet mulighed for objektivt at prioritere, hvem der har brug for hjælp, og hvem der er mere selvkørende.

“Vi gør fysisk aktivitet målbart, og skaber det overblik der vil gøre det muligt at optimere processer og arbejdsgange. En separat skærm for personalet på hospitalet giver overblik og bygger bro mellem faglighederne.” siger han.

Den nye viden giver mulighed for at opstille kvalitetsparametre for fysisk aktivitet – eksempelvis mål for, hvor aktive patienterne skal være hver dag. Kasper Lundberg Lykkegaard mener helt grundlæggende, at overbliksløsningen kan være med til at løfte kvaliteten uden at koste flere ressourcer for afdelingen.

Hjælp til COVID19

SENS udbyder i disse dage deres udstyr til hospitaler som står i en presset situation grundet corona virusset. Sundhedspersonale kan med appen øge patienternes selvaktivering og med overbliksløsningen sikre at ingen patienter bliver “glemt” selv når personalet har travlt.

Et overblik over patienternes fysiske aktivitet på afdelingerne gør det således nemt at spotte de patienter der virkelig har brug for ekstra hjælp i en situation hvor der er færre hænder end normalt.