Det danske startup WriteReader har netop offentliggjort et samarbejde med Sesame Street. Elmo, Big Bird og Cookie Monster skal nu være med til at forbedre børns læsefærdigheder gennem børnenes egne digitale fortællinger.
Big Bird, Cookie Monster og Elmo ringer nok en nostalgisk klokke for mange danskere. Karaktererne fra den populære amerikanske børneserie Sesame Street er nemlig også kendt og elsket i Danmark, hvor de siden 60erne har underholdt og forberedt børn til skolen. Men de er langt fra irrelevante trods en alder på højde med mange børns bedsteforældre – Sesame Street har nemlig netop indgået et partnerskab med den danske edtech startup Writereader.
WriteReader blev stiftet i 2012 som en digital platform, en app, hvor børn kan lære at læse ved selv at skrive og publicere deres fortællinger på WriteReader på deres eget niveau. Nu skal den danske læringsteknologi bruges til at styrke børnenes skrive- og læsefærdigheder i USA.
Historiefortælling og selvudgivelser styrker børns skrive- og læsefærdigheder
Med det nye samarbejde får børnene også mulighed for at bruge de kendte karakterer i deres historier og derudover vil Elmo og vennerne også kunne bruges i foreslåede aktiviteter og læringsplaner, hvor der er fokus på venskab, empati og samarbejde, alt sammen skabt af WriteReader og Sesame Workshop, som står bag Sesame Street.
“Forældre og lærere har længe vidst, at børn klarer sig langt bedre, når de er aktivt engagerede i stoffet frem for passive modtagere. Ved at give dem muligheden for at udtrykke sig gennem deres favoritkarakterer, har WriteReader og Sesame Street bygget en fængslende oplevelse som hjælper børnene til at blive stærkere i læsning og skrivning gennem historiefortælling,” siger medstifter og CEOCEO betyder Chief Executive Officer og er den øverste leder i en virksomhed, ansvarlig for den overordnede strategi og ledelse. CEO’en rapporterer normalt ti... More, Babar Baig i en pressemeddelelse.
WriteReader vinder priser for deres platform
WriteReader har faktisk haft et tag i det amerikanske marked i noget tid. I 2013 vandt WriteReader en konkurrence i Berlin, hvor præmien var en billet til Washington med deltagelse i Challenge Cup Education Startups. De vandt dog ikke cuppen, men fik dog et møde med Barack Obamas chefrådgiver for Internet and Privacy, David Edelman.
WriteReader har også flere priser under bæltet senest vandt de Renew the Book-konkurrencen i Holland, hvor præmien lød på 15.000 euro. Men partnerskabet med Sesame Street er et helt nyt område for startuppet, da det er første aftale, hvor en tredjeparts indhold bliver tilgængelige på platformen.
“Sesame Street og WriteReader har lignende missioner om at påvirke børns læsefærdigheder tidligt på en positiv måde. WriteReaders unikke platform passer perfekt til vores elskede karakterer,” siger Jennifer A. Perry, vicepræsident og publisher for Sesame Workshop og fortsætter:
“Vi glæder os til at engagere en masse unge nybegyndere med Sesame Streets indhold på WriteReaders platform og hjælpe dem til at blive klogere, stærkere og mere empatiske.”