Techtænketanken, Singularity University, offentliggjorde onsdag, at de åbner deres første store organisation uden for Silicon Valley i København, som får navnet SingularityU Denmark. Vi har spurgt den administrerende direktør, hvad det vil betyde for Danmark som tech-nation.
Det store, amerikanske uddannelsescenter Singularity University offentliggjorde i denne uge, at de åbner en højteknologisk borg i København, under navnet SingularityU Denmark. Det er det første store center uden for Silicon Valley i USA, hvor firmaet ellers har til huse.
I det danske erhvervsliv har det i de senere år nærmest været en teknologisk pilgrimsrejse at tage til “the valley” og lære fremtidens brug af alt fra maskinlæring til blockchain-teknologien.
Tanken er, at den danske gren skal huse iværksættere, startupvirksomheder og uddanne erhversledere, politikere og andet godtfolk.
Direktør hentet fra DARE2
Laila Pawlak, som tidligere var i spidsen for konsulentvirksomheden DARE2, er blevet den administerende direktør i SingularityU Denmark. Ifølge hende er det en stor gevinst for iværksætteriet i Danmark, at organisationen kommer til landet.
“Singularity University er en af de førende institutioner i verden, når det kommer til eksponentiel tech og nye forretningsmodeller, der gør en forskel i verden. Det sætter Danmark på landkortet i forhold til innovation og iværksætteri, at vi også er her nu. Det brander landet, København og især vores startupmiljø. Og forhåbentlig kan det få flere unge interesserede i at skabe fremtidens vindervirksomheder.”
Landets erhvervsminister, Brian Mikkelsen, er også svært begejstret for, at den amerikanske techtænketank kommer til Danmark.
“At Singularity University vælger at placere deres internationale hub i Danmark, er en anerkendelse af de potentialer, vi har her i Danmark og giver flere danske virksomheder mulighed for at komme på forkant med den digitale udvikling,” siger han.
Allerede 25 tilmeldinger fra virksomheder
Tanken med SingularityU Denmark er, at det skal være muligt for virksomheder, startups inkluderet, at få kontor sammen med det amerikanske tech-firma, og på den måde få coaching og kunne netværke over kaffemaskinen med forskellige etablerede virksomheder. Virsomheder skal ansøge om at få en plads og vil så blive individuelt vurderet for at se, om de har en fremtid i bygningen, der ligger på Nørrebro i København.
“Vi har officielt været i Danmark i mindre end 24 timer nu, men har allerede fået over 30 henvendelser fra virksomheder, der vil herud, og de første er allerede begyndt at flytte ind, så der er allerede gang i idéudvekslingen over frokosten. Det er overvældende med så meget interesse,” fortæller Laila Pawlak.
Virksomheder skal gøre godt i verden
For at virksomheder kan komme ind i varmen hos SingularityU Denmark, er der dog et par krav, der skal være opfyldt. Selvsagt skal virksomhederne arbejde med teknologi, selvom det ikke nødvendigvis betyder, at man skal sidde og kode dagen lang for at komme i betragtning, fortæller Laila Pawlak.
“Som virksomhed og startup, der vil være hos os, skal du have en lyst til at påvirke verden til det bedre med din teknologi og forretning. Det skal du have en holdning til og en god idé til, hvordan dit produkt eller service skal gøre det.”
På spørgsmålet om, hvilke tech-områder virksomheder kan få hjælp og sparring til, så er der mange muligheder, forklarer hun.
“Singularity University arbejder generelt meget med emner som machine learning, 3D-print, biotech og kunstig intelligens, og det er også områder, vi regner med at arbejde videre med her i SingularityU Danmark.”