You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Ski-teknologi buldrer frem: 5 nye gadgets til skituren

Foto: Zach Lucero.

Skiløb er i forvejen en hobby med en masse grej, og teknologierne udvikler sig hele tiden. Vi har taget en snak med eksperterne fra Blacksnow og fundet 5 nye og fede gadgets.

Skiløb er i forvejen en hobby med en masse grej, og teknologierne udvikler sig hele tiden. Vi har taget en snak med eksperterne fra Blacksnow og fundet 5 nye og fede gadgets.

Der skal selvfølgelig et par ski og støvler til, skitøjet må gerne have en Gore-Tex-membran og så skal der være nogle lag af skiundertøj med alt fra merinould til indbyggede varmelegemer som salgspunkt.

Læs også: I Zell am See bruger de digitale tricks for at holde pisterne skarpe

Skiløb er bare en notorisk grejtung hobby, og med nye teknologier lover nye produkter hele tiden mere komfort, bedre sikkerhed – eller bare en mere liret udstråling på pisten.

Vi har taget en snak med Christian Harboe, som er medejer af skibutikken Blacksnow, og fundet frem til 5 nye produkter, som viser hvor skibranchen er på vej hen.

1: Briller med elektronisk glas

For år tilbage var det nyeste indenfor brilleteknologi, at man skulle have en lille skærm inde i gogglen, som kunne bruges til at måle fart, finde vej osv. Om det undervejs gik op for producenterne, at det nok ikke ligefrem opfordrede til sikker kørsel, eller om de høje priser bare holdte kunderne væk, er usikkert. Men fartmåleren er i hvert fald ude af brillerne i dag.

I stedet er innovationen rykket over i selve linsen. Her har det længe været muligt at få udskiftelige linser, så man kunne tilpasse sin skibrille til lyset – ét glas til solskin, ét glas til overskyet osv. Og med ’One Lens’-teknologien er producenten Spy gået skridtet videre: Nu sættes der strøm til linsen, så den bliver ’elektrokromatisk’.

”Det vil sige, at du trykker på en knap på siden af brillen, og så kan den skifte mellem tre forskellige linsefarver, ved at sætte strøm til glasset. Så bevæger du dig ind i dårligt lys, kan du trykke på knappen, og så ændrer den farven på glasset, så du bedre kan se,” forklarer Christian Harboe.

https://www.youtube.com/watch?v=0S9ixCokohY

2: Lavinerygsækken er blevet batteridrevet

Offpiste-skiløb er blevet rasende populært det seneste årti, men det har indbyggede faremomenter, som kan minimeres med det rigtige grej.

En lavinebipper, skovl og sonde bør i dag være standardudstyr for alle, der begiver sig ud i den dybe sne udenfor pisterne, så man har en chance for at blive fundet, hvis man skulle blive taget i en lavine. Og den seneste tilføjelse til den obligatorisk offpiste-pakke er lavinerygsækken med airbags.

”Når du bliver fanget i en lavine, fungerer du som et anker, der trækkes til bund. Med en lavinerygsæk øger du din massefylde, så du i stedet kommer til toppen,” siger Christian Harboe.

Selvom airbag-rygsækkene i sig selv er en ret ny opfindelse, har de allerede bevist, at de kan redde liv. Derfor arbejder producenterne også på at gøre dem mere tilgængelig for den bredden – både prismæssigt og teknologisk.

Den seneste udvikling kommer fra producenten Black Diamond, som er begyndt at bruge el i stedet for gas, når airbaggen skal udløses. Tidligere har man nemlig skulle installere en CO2-patron i rygsækken, som tømmes når airbaggen udløses.

”Når du skal med fly, skal patronen ud, og det giver bøvl i security. Det nye er Jetforce-rygsækken, som blæser luft ud med batteri-hjælp. Det betyder, at rygsækken kan udløses 3-4 gange på opladning, og efterfølgende bare kan lades op via USB. Hvorimod gas-patronen skal skiftes efter hver udløsning,” fortæller Christian Harboe.

Fordi det med den nye teknologi ikke længere koster ekstra at udløse rygsækken, giver den også offpiste-skiløberne mulighed for at teste funktionen inden de bevæger sig ud i den dybe sne – uden at skulle betale for en ny gaspatron.

Og som et ekstra es i ærmet giver rygsækken også ekstra sikkerhed, hvis man alligevel er så uheldig at blive begravet.

”Er man begravet i en lavine, er den største fare, at man ikke kan trække vejret. Det løser Jetforcen ved at trække luften ud af airbaggen og puste den op igen flere gange, så den skaber plads omkring dig, når du ligger under sneen. Det er et virkeligt fedt produkt, som giver mere sikkerhed,” siger Christian Harboe.

3: Skihjelmen der efterligner din hjerne

I europæiske skiområder er skihjelmen efterhånden blevet lige så obligatorisk som ski og stave, når de skiglade turister slår sig løs på pisterne – og heldigvis for det!

Det betyder dog ikke, at innovationen har sluppet sit tag i hjelmen, og én af de store inden for sikkerhed kom for et par år siden med ’MIPS’, som simpelthen gør skihjelmen sikrere.
”Det er en sikker type skal, som er implementeret i mange hjelme i dag. Tricket er, at den er bygget op som hjernen, så det er en skal der fleksibelt kan rotere – ligesom hjernen kan bevæge sig i kraniet, når det får et stød. Og det reducerer antallet af hovedskader,” forklarer Christian Harboe.

Du kan se en demonstration af, hvordan Mips-systemet virker her:

4: Skitouring vil være mainstream

Skitouring er endnu en af de mere nørdede nicher inden for skiløb, som er i vækst i disse år. Det går i alt sin enkelthed ud på, at man ikke bruger liftsystemet, men i stedet går på skiene til bjergtoppen, inden man kører ned.

Det kræver nogle særlige bindinger, som kan løses i hælen. På den måde kan man gå op med en stil, der minder om langrend. På toppen spændes hælen så fast, så man kan stå ned i almindelig alpin-stil.

Indtil nu har det været et helt særligt gear-stykke, som betød, at man både skulle have særlige bindinger og særlige støvler for at være med – og så gav det i øvrigt ikke samme stabilitet, som ved almindeligt skiløb. Og det har selvfølgelig været med til at gøre skitouring til noget for entusiaster.

Men med en ny skibinding fra Salomon bliver det hele mere allround, så almindelig skiløbere kan få en god binding til pisten, der også kan bruges til touring, hvis de skulle få lyst.

”Når du gerne vil køre alpint med en touring-binding, er den ikke så sikker som en almindelig binding. Så det Salomon har lavet, er en binding, som både kan bruges til touringstøvler og til almindelige alpinstøvler – så får man det bedste fra begge verdener,” siger Christian Harboe.

Marker kommer næste år med et tilsvarende produkt.

5: Gør skituren til VR-oplevelse

For et årti siden sad GoPro alene på tronen af markedet for de kompakte action-kameraer. Det var lige meget om du lavede Red Bull-sponserede backflips eller var familiefar på tur i Sydsverige: Det lille firkantede kamera skulle side på hjelmen, så oplevelsen kunne foreviges.

Siden har et hav af både konkurrenter og billige kopier oversvømmet markedet, og GoPro har ad flere omgange måtte skære ned i antallet af ansatte, fordi det har været svært at holde salgstallene oppe.

Det har da også været begrænset med stor innovation, selvom producenten næsten årligt er kommet med kameraer der både har bedre skærme, sensorer og mikrofoner. Men essentielt kunne de det samme: Filme skiløbet – eller hvilken aktiv sport, man nu var i gang med.

Med GoPro Max åbner producenten dog for alvor døren til et nyt segment: 360 graders video. Og det helt særlige ved GoPros nyeste model er, at alt arbejdet med at gøre videoen 360 grader allerede sker i kameraet.

Det betyder, at det ikke længere er et marked for VR-entusiaster og professionelle videofolk – men noget alle kan prøve kræfter med for nogle få tusinde kroner.

Og GoPro Max giver ikke kun mening i VR. Kameraet er tænkt til også at filme hele scenen og derefter re-frame den til almindelig video – hvilket giver en følelse af, at kameraet svæver foran skiløberen.

Gratis magasin:
Få "The Danish Startup Bible 2024" i indbakken!

Samt de seneste nyheder og største historier om tech og startups direkte i indbakken hver torsdag!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY