Godt et årti efter at cloud-leverandører som Amazon, Google og Microsoft først lancerede deres services, er skyen for alvor blevet mainstream.
For Peter Schleidt, bankdirektør i Jyske Bank, er det at følge med den teknologiske udvikling lige så vigtigt som at udstede lån. Derfor tog Jyske Bank også springet fuldt ud i 2019, hvor banken valgte at genudvikle hele netbanken på en cloud-baseret platform.
“Jeg ser, at vi kommer til at få langt flere samarbejder med fintech-virksomheder i fremtiden. For der er en masse muligheder, som er tilgængelig nu, hvor vi er på en cloud-baseret platform,” siger Peter Schleidt.
Ved at skifte en aldrende legacy-platform ud med skyen kan Jyske Bank nu i højere grad samarbejde med eller købe færdige systemer fra tredjeparter, som hurtigt kan integreres i bankens brugergrænseflade. Og det åbner for et væld af nye muligheder.
Født i skyen
For generationen af unge fintech-selskaber er det ikke nogen nyhed at udvikle produkter og services i skyen. Det gælder blandt andet betalingsinstituttet November First.
“For os giver det kun mening at være i et cloud-miljø, fordi det er meget lettere at styre infrastrukturen, putte flere maskiner på din arkitektur og sætte en lang række af forskellige miljøer op,” siger Mikael Nilsson, CEOCEO betyder Chief Executive Officer og er den øverste leder i en virksomhed, ansvarlig for den overordnede strategi og ledelse. CEO’en rapporterer normalt ti More og grundlægger af November First.
Skyen vælges dog ikke kun, fordi det som tech-startup gør det nemt at skalere løsningen op, i takt med at der kommer flere brugere på. For November First giver cloud-platformen også en række fordele inden for compliance og sikkerhed.
“Vi sparer mandetimer, fordi vi kan automatisere en række procedurer omkring compliance og på den måde vise, at vi dagligt, ugentligt, eller månedligt kører de tests, monitoreringer og alarmer, vi skal. Yderligere sikrer det, at når it-revisionen gennemføres, så er det meget let at vise det underliggende materiale for revisorerne,” siger Mikael Nilsson.
Han uddyber, at November First i Microsofts cloud-platform Azure har mulighed for direkte at benchmarke virksomhedens platform op imod en række regulatoriske frameworks. Herefter gives der en række anbefalinger, til hvordan virksomhedens efterlevelse af compliancereglerne kan forbedres yderligere.
“Derefter kan vi nemmere vurdere, hvor vi skal lægge vores energi henne, og hvor vi får mest bang for the buck,” siger Mikael Nilsson.
Jyske Bank har genudviklet netbanken
Med en samlet finansiel sektor på vej op i skyen på forskellige måder, bliver mulighederne for hurtigt og agilt at udvikle nye services i samarbejde med andre meget bedre – også med partnere uden for selve sektoren. Til gavn for både bankens kunder og bankens bundlinje.
Øverst på ønskelisten over fintech, som Peter Schleidt gerne vil have integreret i Jyske Banks app, er Mobilepay. Forhåbningen er, at Jyske Banks kunder bliver endnu gladere for appen, mens Mobilepay vil blive brugt endnu mere.
Et andet ønske er at integrere stemmestyring. Her har banken i løbet af en enkelt uge bygget Googles stemmekontrol ind i appen i et testmiljø. Udfordringen er dog så at finde ud af, hvad kunderne drømmer om, at en stemmestyret mobilbank kan.
“En stemmestyret netbank skal nok kunne noget mere, end blot at fortælle, hvor mange penge der står på kontoen. Så hvad gør, at en voice bank bliver rigtig god? Vi mangler svaret, og det er den eneste årsag til, at vi ikke har lanceret noget endnu,” siger Peter Schleidt.
Dermed bliver udfordringen med cloud også sat på spidsen: Når det hele er muligt, hvordan finder man så ud af, hvilken retningen man skal gå i?