This post is also available in: English
Carzillas platform tilbyder en anderledes tilgang til bilannoncering, som udfordrer de traditionelle metoder. I stedet for at forhandlerne skal oprette detaljerede lagerlister med billeder af alle deres biler, samler Carzilla relevante leads og matcher dem direkte med forhandlere. Kunderne kan skal beskrive deres ønsker, og platformen vil derefter præsentere deres behov for relevante bilforhandlere.
For kunderne betyder det, at de ikke længere behøver at have fuldstændigt styr på præcist, hvilken bil de ønsker, før de begynder søgningen. Kunderne kan blot have en idé om deres ønsker og behov, så modtager de tilbud fra bilforhandlere, der har biler, der matcher disse kriterier. Dette sparer tid og fjerner kompleksiteten ved at gennemgå store mængder annoncer.
“Vores produkt henvender sig egentlig til de kunder, der ikke er bilnørder. Det gør hele processen lettere, da kunderne kan få tilbud på biler uden at gennemgå hundredvis af muligheder. Carzilla er skabt for at gøre bilkøbs- og leasingprocessen så enkel som muligt, både for forhandlere og for kunder. Vi hjælper folk med at finde ud af, hvilken bil de vil have, og arbejder på at forberede dem bedre i forhold til leasing og de omkostninger, der følger med,” siger medstifter Rasmus Vind til TechSavvy.
På forhandlersiden giver Carzilla mulighed for at vælge, hvilke leads de vil forfølge. Forhandlere betaler kun for de leads, de ønsker at arbejde med, hvilket gør platformen omkostningseffektiv og målrettet.
Slut med den uendelige række af online-annoncer
Carzilla blev grundlagt af Rasmus Vind og Mads Sjørslev Lorenzen, som begge har en mangeårig erfaring fra bilbranchen. Rasmus Vind, der har en baggrund som marketingansvarlig hos Nellemann-koncernen, opdagede en udfordring ved de eksisterende annonceringsplatforme og leadgenererings-værktøjer – det kræver at kunden besøger forhandlerens website. I september gik Carzilla så stille og roligt i luften.
“Vi begyndte med at generere nogle få leads til en lille gruppe forhandlere, som vi løbende var i dialog med for at optimere produktet. Vi har ændret produktet og vores setup nogle gange undervejs – og nu har vi fundet et produkt, vi mener, der er plads til i markedet. Kort sagt tilbyder vi en ny måde at annoncere biler på. For forhandlerne er fordelen, at de ikke behøver at oprette en lang lager- eller annonceliste med billeder af deres biler, som man gør på de traditionelle annonceringsplatforme,” forklarer Rasmus Vind.
På Carzillas platform kan forhandlerne selv vælge, hvilke leads de vil arbejde videre med, og de betaler kun for de leads, de ønsker. Dette gør det muligt for Carzilla at tilpasse sig forhandlernes behov, hvis de ikke ønsker at modtage alle leads. Carzilla befinder sig stadig i en tidlig fase med løbende produktudvikling, men tilbyder nu både en abonnementsløsning og Pay Per Lead.
Vil vokse organisk. For nu.
For Carzilla er rejsen først lige begyndt og vil for nu gerne vokse organisk og gradvist styrke deres brand awareness. Men det langsigtede mål er at blive et kendt navn i bilbranchen og være en af de mest benyttede platforme til bilkøb og leasing. De har også en ambition om at arbejde hen imod at blive en platform, hvor kunderne kan få hjælp og rådgivning om alt fra bilvalg til finansieringsmuligheder.
“Vi har fokuseret på at teste produktet og få bekræftet, at der er et marked for os. På sigt vil vi gerne øge vores brand awareness, så vi når flere, der er i starten af deres bilsøgning. Vi har ambitioner om at blive et kendt navn, men har bevidst valgt at starte småt og gradvist udvide vores markedsføring,” forklarer Rasmus Vind og fortsætter:
“Vi har været heldige at kunne finansiere udviklingen af platformen selv, men vi forbereder os på at søge finansiering, når tiden er rigtig, og platformen har bevist sit værd. Den opmærksomhed, vi har fået fra branchen, bekræfter os i, at vi har et koncept, der potentielt kan skabe en solid markedsposition.”
Visionen med Carzilla er at gøre bilkøb lettere for almindelige mennesker, der ikke er eksperter i bilmarkedet. For de to stiftere har de positive tilbagemeldinger fra både købere og forhandlere kun forstærket deres tro på, at de har gang i noget rigtigt med Carzilla.
“Jeg troede først, det sværeste ville være at få kunderne til at bruge platformen, men det viste sig, at der var stor interesse. Folk ønsker en enkel måde at få biltilbud på uden at skulle gennemse annoncer. Det har også vist os, at folk er klar til at bruge en platform som vores, selv uden et stort kendskab til vores brand,” siger Rasmus Vind.