Rune Dalton og Christian Lykke spiller Dying Light fra en MacBook Air gennem Snoost.

Snoost forvandler gamle computere til potente gamerbæster

@sebastian

Hvis man vil spille nye og krævende computerspil, skal pc’en opgraderes ofte – og det er dyrt. Derfor har startuppet Snoost udviklet cloud-gaming på abonnement, hvor brugerne betaler et fast beløb for at få leveret en gamercomputers kraft fra skyen.

”Jeg elsker selv at spille computerspil, men ikke nok til at købe en gamercomputer til 10.000 kroner. Til gengæld synes jeg, at min Mac er lækkert at arbejde på, men den er bare besværlig at spille spil på – især de nyeste spil. Så jeg manglede selv den her service,” siger Rune Dalton.

Derfor blev han medstifter og udvikler i startuppet Snoost, som fra en baggård i det centrale Aarhus har udviklet en service, hvor computerspillere fra hele verden kan abonnere på computerkraft. På den måde kan de spille de nyeste og mest krævende computerspil via et stream i deres browser – uanset hvor gammel og træt computeren er, og hvilket styresystem den kører.

”Snoost blev startet ud fra eget behov og timing i markedet – ironisk nok har vi så ikke selv tid til at spille mere, fordi vi arbejder så meget med Snoost,” siger Rune Dalton.

Med et abonnement hos Snoost og en hurtig internetforbindelse har man altid adgang til en gamercomputer der er stærk nok til de nyeste spil – og det har på et halvt år tiltrukket ”tusinder” af brugere til servicen.

Leverer computerkraft uden at eje egen infrastruktur

De første spadestik til Snoost tog Rune Dalton og medstifteren Christian Lykke for 1,5 år siden. Målet var af lave servicen uden at skulle lave infrastruktur – altså indkøbe egne servere, som kunne trække brugernes computerspil.

Løsningen fandt de hos Amazons serverdivision AWS, som i 2010 begyndte at putte grafikkort i sine servere, så de også kunne lave grafiktungt arbejde fra skyen.

”Med virtuelle maskiner, VPN-forbindelser og grafikkort i servere har det teknologisk været muligt i tre-fire år, men ved at kombinere de nye teknologier til vores streaming service, har vi skabt noget unikt,” siger Rune Dalton.

Snoost stifterne Rune Dalton og Christian Lykke
I marts gik Snoost servicen online og nu er stifterne Rune Dalton til venstre og Christian Lykke klar til for alvor at trykke på vækst knappen

Allerede kort efter havde de en fungerende prototype. Men det tog lang tid at sætte servicen op for brugeren, og der var for lang forsinkelse på billedet fra serveren, så spiloplevelsen blev forringet.

”Det kommer meget an på den fysiske afstand fra brugeren til serveren. Vi kunne teste noget som virkede fint i Danmark, men når vi så testede i Italien duede det ikke. Derfor har det også været en fordel at have Amazon som leverandør af infrastrukturen – de har datacentre over hele verden, så vi har god dækning og en fleksibel og skalerbar infrastruktur,” siger Rune Dalton.

Efter måneders udvikling lykkedes det at få klaret opsætningen af de forskellige moduler i servicen med automatiseringer, og forsinkelsen har de fået ned på maksimalt 40 milisekunder. Derfor kunne de i marts i år åbne op for de første alpha-brugere.

Markedet er helt åbent trods gamer-hype

Selvom konceptet kan lyde noget futuristisk for os, der er vokset op med Amiga 500 og Sega-spillekonsoler, er Snoost ikke de første der forsøger at lave en cloud-gaming løsning.

Flere forskellige koncepter er blevet afprøvet, nogle er gået konkurs undervejs og ingen har vundet markedet endnu. Alligevel er de to århusianske iværksættere ikke nervøse for, at de er på vej ind i en blindgyde med Snoost.

”Vi har fulgt gaming-scenen løbende, og der er kommet mere og mere hype omkring det. Markedet så rigtigt ud, det er blevet mere acceptabelt at game, så vi mente, at tiden nu var rigtig,” siger Christian Lykke, der også er medstifter af Snoost.

Læs også: Esport er godt på vej til at blive en ”billion dollar industry”

I bund og grund handler cloud-gaming om at streame et billede, der bliver afviklet på en server, til brugerens computer – ligesom Netflix og TV2Play gør det. Men modsat videostreaming, er kommunikationen i computerspil tovejs; billedet skal reagerer når spilleren trykker på knapperne, og går det ikke hurtigt nok oplever spilleren forsinkelsen – lag.

Selvom Snoost har optimeret sig i front på lag-problemet, vil forsinkelsen på cloud-gaming altid være større end på en gammeldags, fuldblods gamercomputer, og topspillere i hurtige spil som skydespillet Counter-Strike, vil ikke kunne bruge servicen. Men heller ikke det bekymrer Snoost-bagmændene.

”Vores kunder er ikke dem, der spiller hardcore, for de vil alligevel vælge at have deres egen maskine. Vi har en kundegruppe på Linux eller Mac, som er besværlige at spille på, og så har vi fået fat i spillere blandt andet Brazilien og Mexico. Her advarer vi nogle af brugerne om, at der vil blive for stor forsinkelse, fordi de bor for langt fra er server, men de vil alligevel gerne betale for et abonnement, fordi det er den eneste måde, de kan få råd til at spille de nye spil,” forklarer Christian Lykke.

MVP med ægte bootstrap

Snoost er kun godt et halvt år gammelt, og indtil har stifterne selv finansieret det seks mand store team på ægte bootstrap-maner.

”Vi har tvunget os selv til at skalere og udvikle for færreste omkostninger, for vi ville gerne vise et fungerende MVP, inden eventuelle investorer kommer på,” siger Christian Lykke.

De få tusinde brugere de har nu, er kommet til platformen helt organisk, og ifølge duoen har det været helt bevidst, at de endnu ikke har smidt markedsføringspenge i.

”Udrulningen er sket i et perfekt tempo. Vi har fået en masse respons fra vores brugere, og havde det gået stærkere havde vi ikke haft programmører nok til at følge med. Brugerne skal føle, at de bliver hørt, når de har forslag til forbedring – og det har vi kunnet,” siger Rune Dalton.

Nu hvor teknikken er på plads, handler det for startuppet dels om at få brugerne til at forstå, at prisen er en smule højere end videostreaming, fordi det er mere teknologisk krævende, dels at få prisen ned.

”Markedet er der, og markedet er kæmpestort. Vi skal vokse i antallet af brugere, men hvis vi bliver ved med at levere den bedste produkt, skal de nok komme. Og med Amazons servere i ryggen er vi ikke bange for at vokse,” siger Christian Lykke.

Snoost kan prøves gratis på snoost.dk, og koster derefter fra 99 til 298 kroner om måneden alt afhængig af, hvor stor en opløsningen man vil streame.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY