Spar Nords investerer et ukendt millionbeløb i det aalborgensiske startup Debito, der har succes med en enkel og digital platform målrettet virksomheder med mindre inkassosager.

I 2015 lancerede Christoffer Baadsgaard og Morten Holst Henriksen den digitale inkasssoplatform Debito. Godt tre år senere har Debito rundet knap 20 millioner kroner, der er blevet indkrævet på vegne af startuppets kunder. Det svarer til en succesrate på 86 procent.

Det har imponeret den Nordjyske storbank Spar Nord i en sådan grad, at banken har investeret et ukendt millionbeløb i Debito, der nu skal komme flere af Spar Nords erhvervskunder og andre SMV’er til gavn og understøtte bankens innovationsstrategi.

På den digitale inkassoplatform kan Debitos kunder oprette en inkassosag på få minutter. Det er som udgangspunkt omkostningsfrit for Debitos kunder at køre sagen. Inkassoløsningen har vist sig at have en tiltrækningskraft over for typisk mindre virksomheder, der netop har manglet en enkel og økonomisk løsning til at inddrive mindre ubetalte regninger. Debito er dermed godt i gang med at skabe et nyt marked for små inkassosager, og det er de perspektiver, som nu har fået Spar Nord til at investere i løsningen.

Blev født i bankens rugekasse

Debito har blandt andet arbejdet med idéen til en digital inkassoplatform på Spar Nords hackathons, og har siden sommeren 2017 haft kontor i Spar Nords hovedsæde i Aalborg som en del af bankens inkubator-program.

Markedet for ubetalte fakturaer vurderes alene i Danmark at løbe op i 30 milliarder kroner årligt, men ifølge Spar Nord er Debitos vækstpotentiale ikke begrænset til Danmark. Planen er derfor, at løsningen og forretningsmodellen også skal afprøves uden for landets grænser.

Fokus på skalering

I forlængelse af Spar Nords investering kan Debitos to stiftere Christoffer Baadsgaard og Morten Holst Henriksen nu fortsætte udviklingen af den nye inkassoplatform og sætte handling bag planerne om at udbrede løsningen i både Danmark og udlandet.

“Vores foreløbige erfaringer tyder på, at rigtig mange af Spar Nords erhvervskunder og andre virksomheder i Danmark vil tage godt imod løsningen, og så arbejder vi på en række muligheder for at gøre løsningen endnu mere tilgængelig – eksempelvis ved integration til netbank,” siger Christoffer Baadsgaard og tilføjer:

“Og så har vi jo at gøre med et produkt, der relativt let lader sig skalere, så via samarbejdet med Spar Nord er vi i fuld gang med at afsøge mulighederne for samarbejde om udbredelse af løsningen i blandt andet Norge, Sverige, Tyskland og England.”

Debito fortsætter indtil videre med at drive virksomheden fra kontoret i Spar Nords hovedsæde.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.