Faktisk er Spiir et af de mest rutinerede fintech-startups i Danmark, da virksomheden blev stiftet allerede i 2011. Der skulle dog en række iterationer og en pivot fra det store, komplicerede overblik mod assistent-løsninger til, før Spiir for alvor fik gang i brugervæksten.
Siden er det til gengæld gået stærkt: I dag servicerer deres økonomi-assistent en kvart million danskere, de har lanceret open banking-platformen ”Nordic API Gateway”, og så har Dansk Bank netop investeret 25 millioner kroner i startuppet, for at blive medejere.
“Vi er stolte over at have fået en investering fra Danske Bank, der er en stærk og innovativ bank. Pengene giver god grobund for vores platform, Nordic API Gateway, der skal være den samlede PSD2 infrastruktur i Norden. Investeringen betyder, at vi kan rykke op i højere tempo. Vi har performet langt over evne med et lille team på 15 mand, men forventer at tredoble teamet over det næste halvandet år,” siger Rune Mai, CEOCEO betyder Chief Executive Officer og er den øverste leder i en virksomhed, ansvarlig for den overordnede strategi og ledelse. CEO’en rapporterer normalt ti More i Spiir.
Læs også: 100.000 brugere på et år: Spiir ramte plet, da de gamificerede økonomi
Mens Spiir forventer, at de med investeringen kan nå 750.000 unge brugere i Norden over det næste halvandet år, er det i lige så høj grad deres Open Banking-platform ”Nordic API Gateway,” der har fået Danske Bank til at lave deres første egentlig investering i et fintech-selskab.
“Vi ser et stort potentiale i Nordic API Gateway og Spiirs app. Vi samarbejder allerede med flere fintech-virksomheder om at udvikle nye kundeløsninger inden for Open Banking. Men aftalen med Spiir er første gang, Danske Bank også bliver medejer,” siger Lars Malmberg, chef for Commercial Excellence i Group Development hos Danske Bank.
Lars Malmberg er i forbindelse med investeringen trådt ind i Spiirs bestyrelse, men fintech-virksomheden ejer stadig majoriteten i selskabet.
Platforms-spinoff er nyt, stort forretningsområde
Spiir har bygget deres egen app, af samme navn, på en platform, der kan hente bankdata fra mere end 250 nordiske banker. Platformen har Spiir nu stillet til rådighed for banker, startups og andre fintech-virksomheder under navnet ”Nordic API Gateway”.
“Vi ønsker at sætte gang i den digitale innovation i hele Norden med Nordic API Gateway, der er en simpel plug & play løsning for alle. Vi samarbejder allerede med Danske Bank men ønsker at få flere banker med, så vi kan blive ved med at innovere i et højt tempo,” siger Rune Mai.
Spiir lukkede tilbage i januar en aftale med Copenhagen Fintech Lab, der nu stiller gatewayen til rådighed for sine medlemmer, og Spiir håber i kølvandet på investeringen at få flere banker med som partnere og investorer, så platformen blive endnu mere åben.
Første startups er ombord
De første kunder er allerede kommet med på Nordic API Gateway – både startups og store finansielle virksomheder – heriblandt regnskabsvirksomheden, Dinero, med Martin Thorborg ved roret.
“Vi har på få uger lukket en aftale med Nordic API Gateway og har på kort tid implementeret løsningen i Dinero, så vores kunder lige om et øjeblik kan få glæde af endnu mere automatisering, når det kommer til deres bogholderi. Nordic API Gateway har gjort det super nemt for os at løse et kæmpe kundebehov – nemlig at hente transaktioner automatisk fra banken,” udtaler Dineros CEO, Martin Thorborg.
Læs også: Spiir giver startups adgang til bank-data i hele Norden
For Martin Thorborg var det vigtigt at vælge en løsning, der opfyldte de regulatoriske forhold og samtidig var sikker og simpel.
“Målet med Nordic API Gateway er at sætte innovationen fri, så alle kan begynde at bygge finansielle tjenester. Med Danske Bank i ryggen får vi mulighed for at accelerere udviklingen af både Spiir og Nordic API Gateway. Det bliver en stor gevinst for både virksomheder og forbrugere, at de kan anvende deres data, hvor det giver mening,” siger Rune Mai.