Spiir x Undo: Fintech-samarbejde er første skridt mod finansiel servicering uden om giganterne

Budget-appen Spiir og den rent digitale forsikringstjeneste Undo har netop indgået et partnerskab, så de unge brugere kan få styr på både budget og forsikring fra ét sted.

Budget-appen Spiir og den rent digitale forsikringstjeneste Undo har netop indgået et partnerskab, så de unge brugere kan få styr på både budget og forsikring fra ét sted.

Trenden inden for fintech-verdenen har længe været, at de nye udfordrere specialiserer sig på et felt og tager en lille bid af den traditionelle bankforretning med et stærkt, digitalt produkt. Det er også tilfældet for Spiir, der har udmanøvreret bankernes budget-tilbud og fået 250.000 brugere til sin budget-app i Danmark.

Gennem et nyt partnerskab med forsikringsappen Undo viser de to startups nu første skridt mod en fremtid, hvor en håndfuld startups kan levere samme tilbud som de traditionelle giganter ved at samarbejde.

Læs også: Spiir åbner Jyske Banks mobilbank med Nordic API Gateway

“Vi er stolte af at byde Undo velkommen som partner og ser frem til at kunne tilbyde vores brugere et overskueligt, innovativt og 100 procent digitalt digitalt alternativ til deres forsikringer. Begge services har til formål at skabe transparens og simplicitet for unge, og det er fedt, at vi kan indgå et partnerskab, som normalt er forbeholdt store selskaber,” siger Rune Mai, CEO og co-founder hos Spiir.

Med samarbejdet kommer der integrationer på tværs af de to startups app-produkter, så brugerne fra i dag får en samlet indgang til både budget og forsikring – men leveret af to forskellige startups.

Forsikringsbranchen mangler digitalisering og transparent

At begge services er bygget digitalt fra start, har været afsættet til at Spiir og Undo har fundet hinanden. Ikke alene har det gjort det nemmere at finde fællesnævnere og at integrere de to services. Hos Spiir mener man også, at forsikringsbranchen ikke er god nok til at møde unge på den digitale legeplads.

“Det er ekstremt vigtigt, at forsikringer følger med den digitale udvikling. Det er ikke mange etablerede spillere, der som Undo kan prale af at være digitale – og ingen andre forsikringsselskaber kan udbetale skadeserstatning på få minutter, efter du har rapporteret skaden på din telefon. Derudover er Undos forsikringer fornuftigt prissat, og deres produkter er strikket sammen til unge, som vi i Spiir også ønsker at hjælpe,” forklarer Rune Mai.

Hos Undo ser de partnerskabet som en mulighed for at hjælpe Spiir med at give unge en gennemskuelig forsikringsløsning. De deler nemlig samme holdning om transparens og digitalisering af privatøkonomi som Spiir.

“Vi er begejstrede for at samarbejde med en af de førende virksomheder på den danske fintech-scene. Vi vil gerne støtte Spiir i deres mission om at hjælpe unge med at få styr på økonomien. Med Spiirs indsigt i de unges behov og den troværdighed, de har over for deres brugere, ser vi dem som det helt rette match,” siger Sophie Bohr Grønbæk, CEO og co-founder af Undo.

Tæt samarbejde om de unge brugere

Undos forsikringer er blevet implementeret i Spiir-appen, så brugerne får en gnidningsfri og let forståelig vej til forsikringer. Og det er der ifølge Undo brug for.

“Vi har fået lavet en survey der viste, at over 40 procent af danskerne under 35 år ikke havde en forsikring. 70 procent af dem, der bliver medlem hos Undo, havde ikke en forsikring før. Det tal er højere, end jeg havde turdet håbe på, og viser, at der ikke er tale om en uansvarlig generation, men i stedet at de andre forsikringsprodukter på markedet ikke er relevante nok for målgruppen,” siger Sophie Bohr Grønbæk.

Læs også: Undo udfordrer branchen med gennemskuelig forsikring fra mobilen

Da Spiir servicerer primært unge brugere, har de to startup målgruppen til fælles. Og fra i dag kan brugerne direkte fra Spiir-appen få at vide, hvordan de kan blive dækket hos Undo – og om de kan spare penge på det.

“Det har været ultra vigtigt at bygge bro mellem vores app og Undos forsikrings-app, så vi fremadrettet kan give tusindvis af unge Spiir-brugere en gnidningsfri og let vej til forsikringer, der matcher priserne på markedet – og vigtigst af alt de unges forsikringsbehov,” siger Rune Mai.

I forbindelse med lanceringen får alle Spiir-brugere gratis forsikring de første to måneder.
Spiir åbner i det nye op år op for en features kaldet “Members Club,” hvor flere håndplukkede services bliver tilgængelig forbrugerne, så de kan spare penge.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY