Et patent eller varemærke kan være afgørende for, om en investor ser potentialet i et ungt startup. Uanset om startuppet er beskyttet fra starten eller ej, er det vigtigste for investoren, at de har gjort sig de rigtige overvejelser.
Man skal ikke igennem mange afsnit af Løvens Hule – eller de tilsvarende udenlandske formater – for at se en glad håndværker komme ind til investorerne med en god ny opfindelse, for derefter lynhurtigt at komme i problemer, fordi der ikke er taget patent på opfindelsen.
Også udenfor tv-programmernes virkelighed, kan de rigtige rettigheder ind imellem være forskellen på, om et startup får en investor med ombord eller ej. Som minimum er det derfor en god idé at have forberedt sine svar, hvis en investor spørger ind til immaterielle rettigheder.
”Ud fra en investors synsvinkel kan immaterielle rettigheder være alt. I biotech-virksomheder investerer man eksempelvis kun, hvis man ved, at man har rettighederne,” siger Nicolaj Højer Nielsen.
Læs også: Patenter: Værdifuld investering eller tidsspild for startups?
Han er forfatteren bag ”The Startup Funding Book”, og som business angel har han investeret i en lang række startups indenfor blandt andet biotech, hardware og it.
“For nogle startups er rettighederne fuldstændigt essentielle, og i de tilfælde er omkostningerne forbundet med vedligeholdelse af rettigheden det hele værd. Andre ønsker ikke den gennemsigtighed, som et patent indebærer, og her er det derfor vigtigt at vurdere, hvad man får ud af rettighederne, og hvorfor man vælger dem fra,” siger han.
Immaterielle rettigheder er én vej til beskyttelse
Når en investor skal vurdere, om et startup er værd at investere i, er det potentielle afkast og risikoen to afgørende faktorer. Og om et patent eller et varemærke kan være med til at minimere risikoen afhænger helt af situationen i det enkelte startup.
“For nogle er immaterielle rettigheder en god vej til at beskytte sig mod konkurrence, mens det for andre kan handle om at beskytte en unik know-how, som de ikke har lyst til at disclose.”
”For nogle er immaterielle rettigheder en god vej til at beskytte sig mod konkurrence, mens det for andre kan handle om at beskytte en unik know-how, som de ikke har lyst til at disclose – og det bliver de jo nødt til, hvis de vil have udstedt et patent,” siger Nicolaj Højer Nielsen.
Han vurderer derfor værdien af eventuelle patenter og varemærker hos det enkelte startup ud fra, om rettighederne gør det mere vanskeligt for konkurrenter at levere samme ydelse eller værdi.
For startuppet MotilityCount, som har udviklet en hjemmetest af sædkvalitet, har et patent været afgørende for at lande en distributionsaftale, som har fået gang i forretningen i USA – og dermed også afgørende for, at Nicolaj Højer investerede i virksomheden.

Krænker du andre med dit navn eller logo?
Mens et patent kan være afgørende for, om en investor vil smide penge i et startup, er værdien af varemærkebeskyttelse mindre synlig fra starten. Men den succes, som en virksomhed skaber via brandet undervejs, ryger direkte ind i varemærket, som derfor bliver mere værdifuldt over tid.
”For typisk har du ikke opbygget et brand endnu. Du har måske et ønske om det, men det kommer senere i processen i takt med virksomhedens succes,” siger Nicolaj Højer Nielsen.
Hvis startuppet får succes, kan varemærker blive værdifulde, og derfor er det vigtigt tidligt at se på, om man har ret til at bruge et givent navn og logo, inden man poster en masse markedsføringskroner i at styrke det.
Og igen er der brancher, hvor beskyttelsen af varemærker, design og ophavsret betyder mere.
”Indenfor computerspil betyder det faktisk meget, fordi man opbygger et univers, hvor værdien ligger i verdenen og karaktererne. Da jeg investerede i computerspillet ’Forgotton Anne’ gik nogle af de andre investorer og jeg også ind og sikrede varemærket for at maksimere potentialet, hvis det skulle blive en succes,” siger Nicolaj Højer Nielsen.

Bevidsthed er det afgørende
For investoren er immaterielle rettigheder altså bare ét af mange værn, der kan sikre et startup mod at blive udkonkurreret. Derfor mener Nicolai Højer Nielsen også, at det er vigtigt, at startups tidligt har en strategi – uanset hvad den så indeholder.
”I bund og grund er jeg meget positiv overfor immaterielle rettigheder, og det er noget, både startups og investorer skal forholde sig til. Strategien kan gå på at patentere noget og ikke andet, men man skal bare have en holdning til, hvorfor man gør, som man gør,” siger han.
Der er ikke noget i vejen for, at en investering kan bruges på netop at sikre et varemærke eller at få udstedt et patent. Men før investeringen falder skal startuppet demonstrere, at de har tænkt over det – så et muligt patent for eksempel ikke bliver spoleret, fordi det allerede har været offentliggjort, inden patentet søges.
“Det handler om at se på casen udefra, og om de fremtidige konkurrencebarrierer er drevet af immaterielle rettigheder.”
”Er du i de brancher, hvor du faktisk har opfundet noget, skal du for det første passe på, hvem du snakker med om den specifikke opfindelse. Det handler om at se på casen udefra, og om de fremtidige konkurrencebarrierer er drevet af immaterielle rettigheder. Et startups evne til at have styr på det, kan være afgørende for investering,” siger Nicolaj Højer Nielsen.
3 råd om immaterielle rettigheder fra Nicolaj Højer Nielsen:
- Vurder tidligt, om der er reel innovation, som kan patenteres, og om du krænker andre med dit navn eller logo. Bare fordi du har lavet en smart knap og et godt interface, så kan eller skal det ikke nødvendigvis beskyttes.
- Er der løsninger, som potentielt skal patenteres, skal du tænke dig rigtig godt om; hvem snakker du med, inden du ansøger? Og skal der ansøges, så få professionel hjælp – for du kan ikke skrive en patentansøgning selv, hvis den skal beskytte ordentligt.
- Det er helt okay at komme til den konklusion, at du ikke har brug for et patent eller et varemærke. Men så skal du tænke på, hvordan du i stedet beskytter dig mod konkurrence og eventuel kopiering af din forretning eller dit produkt: Er det unikke netværkseffekter, brugerbasen eller en forretningshemmelighed, der stiller startuppet unikt overfor konkurrenterne?