Da Bulbul Watches startede med at designe ure tilbage i 2013, var missionen at skabe noget nyt og anderledes.
”Jeg ville gerne prøve at fusionere det bedste fra den nye generation af dansk design med en meget traditionel og konservativ urbranche. Derfor endte vi med nogle meget unikke designs – blandt andet det asymmetriske Pebble-ur, som er designet efter sten i strandkanten,” fortæller Jacob Juul, stifter og designer af Bulbul Watches.
Uret ramte et designsprog, som ikke fandtes i forvejen, og det betød, at det lille brand hurtigt tog fart. Men populariteten havde en uventet pris. Den betød nemlig, at det lille nye brand fra Danmark pludselig blev interessant for kopister.
”Jeg opdagede i starten, at der lå nogle kopier på Alibaba, hvor kopisterne havde brugt vores produktbilleder. Så for køberen lignede det fuldstændig vores produkt – bare til en brøkdel af prisen,” siger Jacob Juul.
Efter han opdagede de første kopier i 2015 tog udbredelsen fart over de følgende år, og var lige ved at tage livet af forretningen. Det var først da Jacob Juul for alvor gik ind i kampen mod kopisterne – og fandt ud af, hvor meget han som nystartet iværksætter selv kan gøre – at han fik styr på sine rettigheder til designet.
Kopisterne rammer bredt
Handlen med kopivarer udgør i dag op til 3,3% af verdenshandlen – mod 1,95% i 2007. Det vurderer en rapport som OECD og EUIPO (Den Europæiske Varemærkemyndighed) står bag.
I en anden rapport estimerer EUIPO, at næsten 7% af importen til EU er kopivarer. På det danske marked vurderes det, at virksomhederne mister 4,2% af salget inden for 11 sektorer pga. handlen med kopivarer – og det koster knap 4000 arbejdspladser i Danmark.
“Handlen med kopivarer er steget i takt med den øgede internethandel, som også har givet de kriminelle bedre muligheder for at afsætte kopivarer.”
”Handlen med kopivarer er steget i takt med den øgede internethandel, som også har givet de kriminelle bedre muligheder for at afsætte kopivarer. Enkelte nylige rapporter fra EUIPO peger på, at niveauet kan være stabiliseret i EU og Danmark. Men under alle omstændigheder har handlen med kopivarer fortsat et kæmpemæssigt omfang”, siger Barbara Suhr-Jessen, sektionschef i Patent- og Varemærkestyrelsen.
Samtidig viser rapporten, at kopisterne rammer bredt: Hver fjerde SMV oplever at få sine rettigheder krænket.
”Det er ikke kun store brands, der bliver kopieret. I dag ser vi kopier af næsten alle typer af varer. Det er lige fra designprodukter, elektronik, legetøj, tøj, sko, værktøj til kosmetik. Hvis der er en profit at tjene, er der også en risiko for at blive kopieret,” siger Barbara Suhr-Jessen.
Ud over at ramme de originale virksomheder på salget, kan kopivarer også være direkte farlige for forbrugerne. Kopivarer kan desuden skade originalproducentens omdømme, hvis forbrugere har en dårlig oplevelse med et kopiprodukt, som de tror, er en ægte vare.
Originaler og kopier side om side
Da Bulbul blev ramt af kopiering, brugte stifteren i starten ikke meget tid på at forholde sig til det.
”Jeg var nok bange for at fokusere min energi over på det, så jeg valgte faktisk at prøve at fokusere på salget og så håbe det forsvandt af sig selv,” siger Jacob Juul.
Desværre blev det kun værre. Pludselig lå kopierne ikke bare på kinesiske platforme, men også over alt på Amazon og Ebay. Og det blev et alvorligt problem, fordi kunderne ikke længere kunne kende originalerne fra kopierne – og det ramte Bulbul på både omsætning og renommé.
”Der opstod nye brands, som bare havde taget vores designs og kaldt det noget nyt, og der begyndte at komme en masse dårlige anmeldelser af vores ur på Amazon. Det var ved at koste butikken. Det halverede i hvert fald vores omsætning. Ikke bare fordi nogle køber kopi-ure, men også fordi nogle af vores store kunder ikke ville købe fra os mere, før vi fik ryddet op i det,” siger Jacob Juul.
Heldigvis havde han fra start fået beskyttet sit design, og den beskyttelse brugte han som våben til at skyde igen med. Han begyndte derfor målrettet at anmelde kopierne på sociale medier og handelsplatforme som Amazon, Ebay og Instagram, hvor de løbende blev taget ned. Og efter halvandet år kan Jacob Juul konkludere, at kampen har hjulpet omsætningen tilbage.
”Èn ting er, at Nike og Gucci bliver kopieret – de er jo kæmpe store. Men det er interessant, at sådan et lille brand som os, der investerer i design, kan miste alt. Jeg følte mig lidt hjælpeløs, for på nettet kan de kopiere det på 10 minutter,” siger Jacob Juul.
Iværksættere kan tage sagen i egen hånd
Mange iværksættere bekymrer sig om, hvordan de skal håndhæve deres rettigheder overfor kopister – og hvad det koster. For kan det overhovedet betale sig at beskytte sine rettigheder, hvis man ikke har råd til at håndhæve dem?
”Håndhævelse over for kopister behøver ikke at ende i en dyr retssag”, siger Barbara Suhr-Jessen fra Patent- og Varemærkestyrelsen.
Sammen med 11 andre myndigheder har styrelsen lanceret hjemmesiden www.jegvælgerægte.dk. I virksomhedsguiden på siden er der en række gode råd og initiativer, som virksomhederne selv kan tage. Det kan fx være overvågning af markedet, indgivelse af toldanmodning, tegning af IPR-forsikring, hemmelige markører på de ægte varer og indgivelse af politianmeldelse.
”Løsningen kan ikke sættes på formel, da situationerne er forskellige. Men hjemmesiden giver generelle gode råd. Man er også velkommen til at ringe til ’Hotline om kopivarer’ hos Patent- og Varemærkestyrelsen. Her kan man få indledende vejledning om bekæmpelse af kopivarer – fx om reglerne, præventive tiltag og håndhævelsesmuligheder, siger Barbara Suhr-Jessen fra Patent- og Varemærkestyrelsen.
Design er værd at kæmpe for
For Bulbul blev løsningen at anmelde kopierne målrettet, og selvom det kun er 3-4 år siden, at stifteren tog kampen op, mener han, at det er blevet nemmere at rapportere kopier i dag – både på Instagram, Amazon og Ebay.
“At finde frem til selve fabrikken i Kina er næsten umuligt – og endnu mere umuligt at lukke ned.”
”Det jeg vil anbefale andre små virksomheder at gøre er at gå ind på platformene og anmelde dem, der kopierer varerne. At finde frem til selve fabrikken i Kina er næsten umuligt – og endnu mere umuligt at lukke ned. Men kan du lukke deres salgskanaler på sociale medier – det er noget de har respekt for og mærker,” siger Jacob Juul.
Da det for Bulbul så sortest ud overvejede han, om det overhovedet var værd at investere i design, når det kan stjæles så nemt. Men efter kampen mod kopierne, har han ændret holdning:
”At jeg har valgt at investere i designet er jo faktisk årsagen til at jeg kunne beskytte det. Du kommer måske ikke uden om at tage nogle kampe, men du har faktisk noget, der er værd at beskytte. I virkeligheden er det et argument for at bruge endnu mere krudt på at designe noget unikt”, siger han.
FAKTABOKS: 6 ting du selv kan gøre mod kopier
- Registrer dine rettigheder: Første skridt er at registrere rettigheder i form af varemærker, design og patenter, også kaldet IP-rettigheder, så de kan håndhæves.
- Overvåg markedet – og anmeld kopier til handelsplatforme: Overvåg markedet for kopivarer – ikke mindst på internettet. De store handelsplatforme og sociale medier har formularer, som man kan bruge til at anmelde kopier – og få lukket den tilknyttede konto. Det er derfor en god ide at overvåge, om der sælges kopier af dine produkter på internettet.
- Benyt særlige kendetegn på varer eller emballage: Har en kunde en dårlig oplevelse med et kopiprodukt, som kunden tror, er en ægte vare, kan det ramme virksomhedens omdømme. Derfor er det godt at kunne afgøre – på en effektiv måde – om der er tale om en kopi eller den ægte vare. Med hemmelige detaljer skjult forskellige steder på produktet eller emballagen (fx en skjult guldtråd i mærket i nakken på en bluse), kan du hjælpe kunden med at indse, at der er tale om en kopivare og ikke dit produkt.
- Indgiv en toldanmodning: Du kan bede toldmyndighederne om – gratis – at se efter kopier af dine varer i toldkontrollen.
- Tjek dine underleverandører: Undersøg om dine underleverandører tidligere har været involveret i kopiering eller misbrug af forretningshemmeligheder. Og husk at indgå samarbejdsaftaler med juridisk bindende hemmeligholdelses-klausuler og afklaring af ejerskab til IP-rettigheder. Det kan også være en god idé at sprede virksomhedens produktion på flere lokationer, og først til sidst samle produktet et sted, hvor der er øget kontrol. På den måde gør I det vanskeligere at efterligne virksomhedens produktion.
- IPR-forsikring: Flere forsikringsudbydere tilbyder IPR-forsikringer, som kan dække virksomhedens omkostninger til at håndhæve rettigheder overfor kopister.
Se flere gode råd på https://www.jegvaelgeraegte.dk/for-virksomheder/
Eller kontakt ’Hotline for kopivarer’ for indledende vejledning. Hotlinen har åbent alle hverdage mellem kl. 9.30-11.30 på telefon 22 60 56 87. Hotlinens mailadresse er enforce@dkpto.dk.