Tobias Schelle er stifter af 24Slides

Iværksætter går imod investordogme og bootstrapper sig til omsætning på 10 millioner

@rasmus

Tobias Schelle forvandlede en opsparing på 100.000 kroner til tocifret millionomsætning med sit startup, 24Slides, uden brug af ekstern funding. Han mener, at startups burde fokusere på at tjene penge fremfor at rejse dem.

De fleste forbinder PowerPoint med præsentationer og præstationsangst, men for Tobias Schelle er softwaren blevet en del af en succesfuld forretningsmodel for hans startup 24Slides.

”I 2012 stiftede jeg 24Slides og tog til Indonesien for at minimere mine omkostninger og bygge et team op. Jeg havde sparet 100.000 kroner op og budgetteret med, at vi skulle være profitable indenfor 6 måneder – eksklusiv min egen løn – ellers var der ikke flere penge i kassen,” siger Tobias Schelle.

Iværksætteri handler ikke om investering – men om eksekvering

Tobias Schelle var opsat på at bygge en virksomhed på egen omsætning. Den tilgang står i kontrast til det store fokus på investeringer, der hersker i medierne og i økosystemet, som Tobias Schelle mener har taget overhånd.

”Det har skabt en iværksætterkultur, hvor mange tror, at det handler om at få en god ide og så rejse pengene der kræves. Det er så langt fra sandheden, som noget kunne være. For mig handler iværksætteri om effektiv eksekvering og om at lære hurtigt af de ting, der ikke virker uden at knække nakken.”

For den 32-årige iværksætters startup var de finansielle begrænsinger med til at skærpe forretningsmodellen.

”Jeg er overbevist om, at mit fokus på at skabe omsætning har været rigtig sundt. I mit tilfælde var jeg tvunget til at finde ud af, hvad vores kerneforretning fra start af. Vi kunne måske have skaleret hurtigere de senere år med en investering. Men i starten hjalp det mig at jeg holdte fokus på at skabe penge i stedet for at rejse dem.”

Fra omskiftelig omsætning til voldsom vækst

Før Tobias Schelle stiftede 24slides var han lige trådt ud af en anden virksomhed, med en lignende forretningsmodel. Hans gamle partnere kørte virksomheden videre, men med sig tog Tobias rettighederne til at lave tilpassede PowerPoint designs – ikke bare skabeloner – og en indonesisk freelancer.

Til at starte med bestod virksomheden af Tobias Schelle selv og fire medarbejdere. Sammen brugte de seks uger under den sydøstasiatiske sol på at udvikle 24Slides’ første webapplikation, som straks gik live.

”Omsætningen var utroligt varierende. En måned ramte vi over 50.000 kroner. Det var helt vildt, for det var første gang at vi nåede break-even og endda lidt over. Jeg boede stadig i Indonesien, så jeg behøvede ikke mere end 10.000 kroner om måneden.”

Men på trods af de gode takter var der stadig måneder, hvor han ikke udbetalte løn til sig selv. Vendepuktet kom for alvor i starten af 2013 da han vendte tilbage til Danmark. Han fik tid og kontakter til at oprette et advisory board, hvor blandt andre Laila Pawlak fra SingularityU og Torben Andersen fra Green Mobility er med.

”Deres rådgivning gjorde, at jeg fik et stort fokus på større virksomheder. Jeg lavede en abonnementsmodel, hvor man betalte et fast beløb for et antal slides. Det kunne være 1000 slides per måned. Det betød, at vi gik fra at have en omskiftelig omsætning til at være i kraftig vækst.”

I dag har 24Slides 30 større abonnementskunder. De udgør cirka halvdelen af de 9,2 millioner kroner, startuppet forventer at omsætte for i 2017. Og for få måneder siden flyttede startuppets nu 80 medarbejdere ind i større lokaler.

24Slides nye lokaler
24Slides kontor i Indonesien hvor de sidder 80 mand

Færre penge giver større succesrate

Den eksplosive vækst i ansatte og omsætning er sket uden en krone fra investorer eller ved lån. Men alene ved selvfinansiering.

”Når du ikke har modtaget ekstern finansiering, så får man et andet forhold til, hvordan man bruger pengene. Næsten hver gang vi har investeret en krone, har jeg spurgt mig selv: hvordan måler vi den økonomisk gevinst, og hvor hurtigt kan vi se en effekt?”

Han tror på, at flere startups vil overleve, hvis iværksætterne venter med at søge om penge, før deres service eller produkt er velmodtaget af et marked, og kunderne har bekræftet efterspørgsel.

”Man skal være helt skarp på product-market-fit, før man søger penge. Udover en større succesrate tror jeg, at de startups, der kommer ud på den anden side, klarer sig langt bedre, fordi de lærer at fokusere på hurtig eksekvering.”

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY