You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Startup øgede effektiviteten med 300% efter finansiering fra Markedsmodningsfonden

I januar sidste år modtog Claimlane en medfinansiering på 1,25 mio. kr. fra Markedsmodningsfonden til at færdigudvikle en platform, der digitaliserer retursedler og simplificerer reklamationsprocesser mellem butikker og leverandører. Det skabte fremdrift og momentum i udviklingen af Claimlanes platform.

Det er aldrig rart, men de fleste har nok været ude for det. Man har købt et produkt, som mod forventningerne går i stykker. Heldigvis for danske forbrugere giver købeloven to års reklamationsret.

Men under reklamationer oplever både kunder og butikker en langsommelig og kompliceret proces, når klager skal håndteres. Forskellige leverandører har nemlig forskellige krav til reklamationer. Det besværliggør processen væsentligt og gør det svært for butikkerne at levere en tilfredsstillende kundeservice.

Det vil det danske startup Claimlane lave om på med sin platform, som gør det nemmere for butikker at håndtere forbrugernes reklamationer over for deres leverandører.

Fra ide til lancering på kort tid

Før Jakob Kristoffersen stiftede Claimlane arbejdede han med engrossalg af tøj og kender derfor alt til frustrationen, når tunge processer kommer i vejen for god kundeservice. Da der ikke fandtes andet end dyre og lukkede løsninger på problemet, gik han i 2015 i gang med at udvikle en platform sammen med sine fire medstiftere. Ikke lang tid efter investerede stifterne og deres netværk 1,36 millioner kroner i ideen.

I januar 2016 kom der endnu et rygklap, da de fik medfinansiering på 1,25 millioner fra Markedsmodningsfonden til at optimere prototypen af platformen og teste den en gang om måneden sammen med relevante slutbrugere. Tilskuddet er en vigtig årsag til, at den unge virksomhed kunne lancere platformen så kort tid efter, at de første koder blev nedfældet.

”Konkret har det betydet, at vi har haft råd til 4.000 udviklingstimer over et år i modsætningen til de 1.200 arbejdstimer, vi havde budgetteret med uden bevillingen fra Markedsmodningsfonden. Dertil kommer medstifternes og vores støtters arbejdskraft, så vi har i alt lagt 12.000 udviklingstimer i projektet i 2016,” forklarer Jakob Kristoffersen.

Markedsmodningsfonden har til formål at få virksomheders innovative løsninger hurtigere på markedet. Derfor giver fonden tilskud til test og tilpasning af løsninger blandt kunder og slutbrugere i den sidste afgørende fase inden markedsintroduktion.

Mere end et tilskud

For Claimlane har det også betydet, at man kunne lancere på mere end en mavefornemmelse. Forløbet har ifølge Jakob Kristoffersen givet dem indsigt i deres brugeres behov og samtidig skabt en integritet omkring deres produkt.

”Vi håndterer udfordringer, der sætter os op imod tunge og etablerede spillere. Derfor er det godt at have en fond i ryggen. Markedsmodningsfonden var attraktiv for os, da deres bevilling var højere end andre steder og så har strukturen i forløbet hjulpet os med at lave teknologiske roadmaps for at sikre fremdriften. Det havde vi ikke selv have haft ressourcer til at planlægge,” forklarer Jakob Kristoffersen.

Han er også blevet bekræftet i, at tilskuddet giver dem mere end en teknologisk fordel. Udover de hårde tal har Claimlane altså også nydt godt af den blåstempling, medfinansiering fra Markedsmodningsfonden giver.

”Det er helt bevidst, at vi nævner samarbejdet i vores salgs- og kommunikationsmateriale. Vi har hævet os over startup-stadiet til en professionel og mere etableret spiller. Man positionerer sig meget, når man har en fond med, da fonde oftest støtter et bestemt formål. Internt gik vi også meget op i at ramme de rigtige tal, at følge den aftalte proces, og rapportere tilbage til Markedsmodningsfonden. Først og fremmest for at skabe et godt samarbejde og en fremdrift,” siger Jakob Kristoffersen.

Byder utilfredse kunder velkommen

En almindelig tøjbutik har mellem 60 og 100 leverandører, og de har med al sandsynlighed lige så mange forskellige reklamationsbetingelser, der alle bliver håndteret manuelt.

En analyse, foretaget af Claimlane, baseret på 500 reklamationer viser, at det i gennemsnit tager butikken 47 minutter at behandle en reklamationssag. Virksomheden har som mål at hjælpe butikkerne ned under to minutter for hver sag. Det sker via platformen, der skal give en professionel og effektiv håndtering af reklamationer, så butikkerne kan nøjes med i stedet at oprette, kommunikere og afslutte reklamationer.

Claimlane er bygget som et b2b værktøj, for at give virksomheder og leverandører en bedre platform til at kommunikere igennem. Men der er vækstpotentiale til at gøre det til b2c, og når Claimlane har etableret sig blandt tøjmærkerne, er næste mål at udbrede sig hos butikker og deres leverandører. Herigennem sigter man efter i fremtiden at etablere Claimlane som den foretrukne reklamationsplatform blandt alle handlende.

Du kan booke en telefonisk præscreening her.

Du kan læse om ansøgningsprocessen her.

UGENS STARTUP: