Med kun et år på bagen er startuppet Flextribe vokset til at have 140 store corporate virksomheder som kunder og over 360 specialistfreelancere på sin digitale platform.
Der var ellers ikke mangel på digitale freelance-platforme, da Flextribe satte sig selv i vernde. Men ifølge bestyrelsesformand Stig Myken skyldes væksten, at virksomheden trækker elementer fra den danske model ind i freelancer-markedet.
“Vores platform er attraktiv for arbejdstagere i Danmark, fordi vi både sikrer trygge rammer og mulighed for at tilrette sit arbejdsliv som det passer den enkelte. Vi fjerner barriererne for at tage springet fra lønmodtager til freelancer, og vi tilbyder præcis den fleksibilitet, til at vælge fagligt spændende opgaver, som de unge færdiguddannede ønsker sig,” siger han.
Flextribe skiller sig ud ved kun at acceptere erfarne specialister på sin platform, som virksomheden hjælper med at lønforhandle og tilbyder pension.
Nu er virksomheden klar til næste fase af vækstrejsen. Firmaet har netop rejst 3.1 mio kr. hos nye og eksisterende investorer, og selskabet har i samme forbindelse fået to nye bestyrelsesmedlemmer: Stig Myken, der er indtrådt som formand, og Jacob R. Kunøe.
Flere projektansættelser under krisen
Mens coronakrisen for mange virksomheder har betydet stagnation eller ligefrem tilbagegang, har det været en vækstperiode for Flextribe.
“Jeg er overrasket over den markante stigning på kundesiden under coronakrisen. Vi ser en tydelig tendens i at virksomheder, der har skåret nogle procenter af deres medarbejderbudget har set fordele i at benytte sig af specialister på vores platform til deres projekter. Selv om virksomhedernes lønbudgetter er blevet skåret, har de stadig opgaver, der skal løses, og der tilbyder vi en kærkommen fleksibilitet,” siger Stig Myken.
Og han ser ikke behovet for specialister på freelance-basis falde efter krisen.
“De tendenser vi ser verden over indenfor flydende arbejdskraft slår også igennem på det danske arbejdsmarked. Fremtiden er præget af en mangel på de dygtigste specialister, og derfor får vi samlet set mere ud af at dele dem, og tilbyde dem den arbejdsstruktur, de higer efter. De bliver tændt af de fagligt spændende projekter, men ikke det administrative forbundet med projektopgaver. Via platformen kan vi matche opgaver og specialister og det administrative ordnes let, så specialisterne kan koncentrere sig om at eksekvere. Det er til gavn for arbejdstager såvel som kunde at processerne er nemme og strømlinede,” siger Stig Myken.