Der er priser på højkant, men Resilience Business Cup handler først og fremmest om at skabe samarbejder. Tesen bag den grønne startup-konkurrence er nemlig, at kommuner, store virksomheder og startups skal arbejde sammen, om at løse fremtidens urbane udfordringer.
Fra jordskælv og stormflod til ensomhed og mobilitet. Siden 2013 har byer over hele verden arbejdet sammen i netværket 100 Resilient Cities for at løse nogle af fremtidens store, urbane udfordringer.
Udfordringerne bliver omdrejningspunktet, når den første Resilience Business Cup, der er støttet af 100RC-organisationen, bliver afholdt i Vejle, som er den eneste danske medlemsby i netværket.
”I år er temaerne vand, energi og social resiliens, og de startups der når finalen kommer til at arbejde side om side med eksperter fra Siemens, Grundfos, Danske Bank, Vejle Kommune og en lang række eksterne videnspersoner i Spinderihallerne,” forklarer Lene Lawaetz, der er Innovationschef i Vejle Kommune.
Konkurrencen bliver nemlig ikke vundet ved at levere den bedste pitch. Det handler om at løse nogle af Vejle Kommunes klimaudfordringer i samarbejde med udvalgte store virksomheder, kommunen og eksperter.
Matchmaking er omdrejningspunktet
Målet med konkurrencen er, at løsningerne der bliver udviklet undervejs også efterfølgende bliver realiseret gennem de samarbejder, der er skabt under Business Cuppen. Derfor er matchmaking omdrejningspunktet fra start til slut.
Allerede før konkurrencen screener AI-startuppet Valuer alle ansøgere med udgangspunkt i en konkret problemstilling som f.eks. oversvømmelser i Vejle. Virksomhedens særlige metode tager blandt andet højde for team-sammensætning og kompatibilitet med de corporates, som de skal samarbejde med i konkurrencen.
Læs også: Valuer.ai når millionomsætning på halvandet år
De udvalgte finalisterne inden for de forskellige temaer kommer i løbet af konkurrencen til at arbejde i bootcamps, hvor de sammen med de store virksomheder, eksperter fra kommunen og eksterne videnspersoner skal løse en række konkrete udfordringer, som er udstukket af Vejle Kommune.
”Der vil være et vidensområde med kompetence-personer, som kan fodre ny viden ind i samarbejderne på kryds og tværs. Samtidig vil der være flere pitch- og netværksessioner, hvor der også kan opstå samarbejde på tværs af temaerne. Det gode match er i fokus, men i høj grad også løsningen på vores klimaudfordringer – og det er faktisk også grundlaget for at vinde cuppen,” siger Lene Lawaetz.
Bliver der udviklet den rigtige løsning går man altså hjem fra konkurrencen med et nyt samarbejde på hånden, en investering til sparing og prototype-test samt muligheden for at prøve løsningen af i stor skala i Vejle. Og klarer flere startups i konkurrencen det godt, kan de sagtens ende op med et samarbejde eller en investering, selvom de ikke vinder cuppen.
”Vi står overfor store klimaudfordringer i fremtiden, så konkurrencen handler i høj grad om at komme med brugbare løsninger som både vi i Vejle Kommune kan gøre brug af, og som kan formidles videre til de andre 99 byer i RC-netværket,” siger Lene Lawaetz.
Corporates vil tæt på startups
Siemens, Danske Bank og Grundfos vil i løbet af Resilience Business Cup komme helt tæt på de udvalgte startups.
”Vi arbejder på at udvikle os fra at være en virksomhed, der sælger pumper og vandteknologi i hele verden, til også at være en virksomhed der fokuserer på digitale services og løsninger, så vi kan gøre en endnu større forskel med vores teknologi,” siger Fredrik Östbye, VP og Head of Digital Transformation hos Grundfos og fortsætter:
”Vi har stort fokus på de nyeste teknologier og vi glæder os til at møde start-ups, der arbejder med vandudfordringerne, og lære mere om deres idéer og se, hvordan vi sammen kan implementere dem og hjælpe Vejle by.”
Hvis du ønsker at deltage med dit startup, kan du ansøge lige her: https://www.rcbusinesscup.com/rcb-startups
Ud over startup-sporet har Resilience Business Cup også en række keynotes om de grønne udfordringer, som er åbne for alle. Hele programmet kan ses her: https://www.rcbusinesscup.com/program