Gennem Roskilde Festivals nye iværksætterinitiativ, Det Cirkulære Laboratorium, får startups og unge virksomheden mulighed for at afprøve, udvikle og forbedre deres bæredygtig løsninger. Og det hele sker i samarbejde med festivalgæsterne.
Gamle bekendtskaber, man lykkeligt havde glemt, en lejr med dårlig musiksmag og for store højtalere eller et spil ølbowling, der absolut ikke måtte afbrydes. Der er chance for at støde ind i lidt af hvert, når man spankulerer rundt på Roskilde Festival.
Men i år kommer gæsterne også til at møde alle de startups, som gennem Roskilde Festivals nye iværksætterinitiativ, Det Cirkulære Laboratorium, tester, interagerer og udvikler deres produkt med publikum. Tanken bag er, at virksomhederne på den måde får en unik mulighed for indsigter, som de efterfølgende kan arbejde videre med på vækstrejsen.
Læs også: Roskilde Festival skruer op for ambitionerne: Startupinitiativ får »mere muskelkraft«

Det danske startup Sharedrobes står bag en bæredygtig app-platform, der gør det nemt at bytte tøj med hinanden, organisere garderoben og gennem konceptet ‘clothing as a currency,’ handle cirkulært udelukkende ved byt af eget tøj eller virtuelle coins opnået fra tidligere handler.
“Vi er jo en tech platform, der som udgangspunkt er digital, men vi får utrolig meget værdi ud af at kunne møde og snakke med vores målgruppe fysisk. Det er med til at validere konceptet, skabe opmærksomhed og blive klogere på vores brugere på en anden måde,” fortæller Maria Clemmensen, stifter og CEO i modetech-virksomheden Sharedrobes.
Bæredygtige festivalkonstruktioner
Andre steder på Roskilde Festival skal produktet gerne bruges fysisk, når virksomheden skal teste vande hos de glade festivalgæster.

Det gælder startuppet SAML, et cirkulært byggesystem lavet til midlertidige konstruktioner som pavilloner, boder og tribuner. Princippet bygger på skånende beslag og bolte som både betyder, at træet kan anvendes igen og igen og et hav af forskellige konstruktionsmuligheder.
“Vi har lavet, hvad der i bund og grund er et byggesæt i stor skala, der kan samles og skilles ad igen og igen, og som er et bæredygtigt alternativ til at lave midlertidige konstruktioner,“ fortæller Lasse Bruun Korsholm, den ene af de tre iværksættere bag SAML.
Det danske startup deltager hos Det Cirkulære Laboratorium med en åben tilgang til deres eget produkt. De vil nemlig undersøge det sociale aspekt af, hvordan gæsterne samler konstruktionerne sammen og stressteste træet i reelle festivalomgivelser.
“Vi inviterede en masse festivalsgæster til at komme og bygge deres egne campingborde og stole for at se, hvordan de gik til opgaven og hvor, vi kan gøre arbejde endnu nemmere. Det bliver vigtig viden, når vi skal videreudvikle i virksomheden,” forklarer Lasse Bruun Korsholm.
Tegn din egen sko
Også folkene bag den bæredygtige modevirksomhed VAER havde taget en undersøgende tilgang med til deres bod i Det Cirkulære Laboratorium.
Startuppet, som til daglig producerer upcycled sneakers af overskydende tekstil, var på Roskilde Festival for at komme i kontakt med deres kunder, skabe opmærksomhed og ikke mindst for at afprøve et nyt koncept.

“Festivalen har været en stor mulighed for at teste vandene ift. at kunderne selv kan designe deres egne sko. Vi giver nogle rammer og nogle farvevalg, og så kan de ellers bare gå i gang,” fortæller Lili Dreyer, stifter af VAER.
Upcycling kan normalt være en svær størrelse for producenterne, der ikke har kontinuerlig adgang til materiale og derfor får svært ved at skalere produktionen. Men gennem en stabil kilde af tekstil fra arbejdstøj og jeans kan startuppet lave en ramme for, hvordan skoene kan se ud.
“Vi har fået konkrete inputs og et stort indblik i, hvilke valg folk træffer, hvor meget de ville være villige til at bruge et par af skoene, og hvad der skulle til, for at de fik lyst til at give sig i kast med det. Udover den store opmærksomhed omkring vores mærke er det særligt den indsigt, vi tager med videre, når vi går i gang med næste fase af tests og produktion,” siger Lili Dreyer.
Paller – igen og igen og
Når festivaler, store begivenheder og folkelige arrangementer løber af stablen, er det ofte med stor brug af paller til transport af alt fra højtalere til tribunekonstruktioner, som efterfølgende bliver sat på et lager et sted i hjørnet. Men hvorfor ikke betragte dem som ressourcer?
Det spørgsmål har startuppet Mellow Designs stillet, der står bag en række bæredygtige og cirkulære metalbeslag til konstruktion af alt fra borde til boder. Beslagene sikrer, at pallerne får et langt længere og mere klimavenligt liv.

“Vi har designet et ikke-invasivt indgreb, som gør, at pallerne, som ellers ikke må anvendes til transport, hvis de er blevet skruet i, kan bruges igen og igen,” forklarer Emil Aarestrup Ellegaard, en af stifterne af Mellow Designs.
Produktet har de tre DTU-iværksættere bag kaldet Mellow Joints og forløbet med Det Cirkulære Laboratorium har udover opmærksomhed hos gæsterne også givet startuppet en række nye fordele.
“Gennem startupinitiativet har vi fået en masse kontakter og lært en masse gennem de workshops, Det Cirkulære Laboratorium har afholdt. Nu er drømmen at komme ud til så mange events og festivaler som muligt, så vi får udnyttet de stillestående ressourcer på en langt mere bæredygtig måde,” siger Emil Aarestrup Ellegaard.