40 millioner brugere over hele verden har tilsluttet sig Vivinos sociale vin-univers, siden den danske service blev lanceret i 2010. Appen er måske mest kendt for at kunne scanne vin-etiketter og finde bedømmelser på den baggrund, men i de seneste år er den i større og større grad blevet en markedsplads, hvor man kan købe vin fra forskellige leverandører.
Og efter Vivino sidste efterår begyndte at sælge vin til sine svenske brugere, er virksomheden kommet i ‘bad standing’ hos Systembolaget.
I Sverige er det nemlig det statslige selskab Systembolaget, der har monopol på salg af vin, og det har fået selskabet til at rejse en sag i ’Patent- og Markedsretten’, hvor de kræver en bøde på i alt 3 millioner svenske kroner og et forbud på at markedsføre vinen i Sverige.
“Vivinos salg af alkoholholdige drikkevarer er således i strid med alkoholloven og er ulovlig,” hedder det i sagsakterne ifølge Dagensjurik.se.
Har tidligere fået lukket startup
I Sverige må drikkevarer, der har en alkoholprocent over 3,5, udelukkende sælges af Systembolaget. Desuden anfægtes Vivinos måde at reklamere på: De har kaldt vinen for ”fredagsmys,” hvilket kan være i strid med de svenske regler om markedsføring af alkohol.
Tidligere har tjenesten Winefinder mærket, hvad det kan betyde, når Systembolaget går ind i sådan en sag. Winefinder forsøgte nemlige også at sælge vin direkte til svenskerne, men måtte stoppe efter Systembolaget blandede sig, skriver Digital.di.