Oplevelseserhverv og turisme bliver kompetencerne i det tolvte Scale-Up-center, som åbner i Region Syddanmark. Det nye elitetræningscenter får del i Scale-Up Denmarks pulje på 137 millioner kroner, som blandt andet skal bruges til at finde de næste vækstvirksomheder inden for oplevelseserhverv.
Turisme, underholdning, leg, design og gaming. Det kunne lyde som opskriften på en hyggelig ferie, men faktisk er det omdrejningspunkterne for et nyt Scale-Up-eliteprogram, der skal finde og udvælge Danmarks nye vækstvirksomheder inden for oplevelseserhverv.
Tirsdag morgen blev det offentliggjort, at det bliver et konsortium bestående af SE Next Step, Insero og Spinderihallerne i Vejle, der kommer til at stå bag det nye elitetræningscenter for virksomheder.
Bæredygtighed, nye teknologier og digital fabrikation
Uanset om det gælder en ny måde at indtage naturen på, nytænkning af underholdning på de platforme og medier vi alle sammen benytter, eller smarte, nye designløsninger, vil vi have det optimale ud af både ferier og oplevelser. Derfor skal det nye elitetræningscenter gøre digitalisering til et nøglebegreb for oplevelseserhverv og turisme.
”Digitale oplevelser og underholdning, der sprænger rammerne, står højt på ønskesedlen hos de fleste, og vi vil gerne løfte industrien med blandt andet det fokus. Men vi vil også meget gerne overraskes, for der gemmer sig uden tvivl en lang række interessante virksomheder derude, som kan blive de nye højdespringere både på vækst, men absolut også på barometeret for innovation,” siger Lisbeth Valther.
Syddanmarks nye elitetræningscenter favner bredt, men den får et særligt fokus på at udvikle de deltagende virksomheders forretningsmodeller med bæredygtighed, nye teknologier og digital fabrikation for øje.
”Der hersker ingen tvivl om, at evnen til tænke digitalisering ind i forretningsmodellen spiller en afgørende rolle i forhold til at skabe en konkurrencemæssig fordel på markedet. Vi ser frem til at bidrage med vores erfaring inden for digitalisering og strategisk forretningsudvikling, så endnu flere vækstvirksomheder kan udfolde deres fulde potentiale,” siger Mogens Vig Pedersen, administrerende direktør i Insero.
Træningsprogram for væksteliten
Det nye Scale-Up vækstcenter vil skabe et træningskoncept for SMV’er rettet mod eliten af vækstvirksomheder i Danmark, herunder også virksomheder med internationalt fokus. Det betyder, at det ud af 100 ansøgere hvert år indenfor oplevelseserhvervet kun er de ti bedste virksomheder, som får lov at deltage i forløbet.
”Det er jo et eliteprogram, som skal træne virksomheder inden for oplevelseserhvervet, som har et stort vækstpotentiale. De udvalgte virksomheder får adgang til kompetencepersoner og netværk fra større virksomheder, men også industri- og forretningsspecialister. Forløbet bliver skræddersyet til den specifikke virksomhed, og så bliver de trænet i at skabe et stærkt forretningsfundament,” forklarer Majbritt Chambers, Udviklingskonsulent i Spinderihallerne i Vejle
De udvalgte virksomheder kommer igennem et fem måneder langt træningsforløb, hvor de samtidig skal drive deres forretning. Alle de udvalgte deltager i seks træningscamps, men derudover skræddersyes læring og et netværk af relevante corporates, som kan hjælpe – alt sammen til en værdi af 250.000 kroner.
Store virksomheder skal være medspillere
Selvom blækket på aftalen om den nye accelerator knapt er tørt, har centret for oplevelseserhverv og turisme allerede samlet hensigtserklæringer fra virksomheder som Rambøll, Jysk Fynske Medier, Isabella og Unity Technologies, som vil bidrage med viden på corporate-siden af projektet. Skal vækstvirksomhederne lykkes, er det rette netværk nemlig helt afgørende.
”Vi vil tiltrække de mest talentfulde virksomheder til det nye elitetræningscenter, og det kræver, at vi stiller vores solide netværk til rådighed. Et kvalitetstungt netværk er kernen i vores måde at drive vækstprogram på, både i eget regi og generelt i Scale-Up Denmark programmet. Det er afgørende for enhver virksomhed med vækstpotentiale og ambitioner,” siger Lisbeth Valther, administrerende direktør i SE Next Step, der har mere end tre års erfaring med vækstkonkurrencen Next Step Challenge.
Også noget for de store virksomheder
Selvom hjælpen fra et netværk af corporates skal styrke vækstvirksomhederne, er der dog også noget at vinde ved at deltage for de store virksomheder.
”Samarbejde og videndeling mellem nye virksomheder og corporates sænker både risiko og omkostning og øger samtidig udviklingshastigheden. Sammen skaber de innovation og vækst. Ved at deltage får de store virksomheder en mulighed for at skabe samarbejde, hvor de kan se, hvad der bevæger sig i miljøet, hvor de nye udviklingsområder er og måske kan de selv være med til at realisere nogle af idéerne,” siger Majbrit Chambers, Udviklingskonsulent i Spinderihallerne i Vejle
Ansøgning til programmet åbner i efteråret, og screeningsprocessen er færdig, så de ti udvalgte virksomheder kan gå i gang med programmet til januar 2018. Programmet afsluttes med et awardshow og muligheden for at komme i kontakt med investorer.