TechBBQ er netop overstået – og det med flere deltagere end nogensinde.
Det betyder også, at den store, danske startup-fest nu har vokset sig for stor til rammerne i Lokomotivværkstedet, som det ellers kun er to år siden, at grillfesten flyttede ind i.
Derfor har TechBBQ indgået aftale med Bella Center om et event med 10.000 deltagere i 2025 – med en ambition om at gøre København til en sand iværksætter-hub på sigt.
“Jeg er utrolig stolt over at kunne annoncere vores aftale med Bella Center. Det er mere end en milepæl for TechBBQ – det er startskuddet til at gøre København og Danmark til en sand iværksætter-hub i Europa,” siger Avnit Singh, CEOCEO betyder Chief Executive Officer og er den øverste leder i en virksomhed, ansvarlig for den overordnede strategi og ledelse. CEO’en rapporterer normalt ti... More for TechBBQ, der hvert år siden 2013 har bragt tech-iværksættere, startups- og investorer fra hele verden sammen.
København rider i øjeblikket på en bølge, når det gælder innovation og iværksættervækst. Hovedstaden tiltrak i 2023 rekordmange internationale virksomheder. Samtidig er Danmark netop kåret til det mest innovative land i EU 2024.
Udviklingen er så markant, at TechBBQ nu er overbevist om, at København har potentiale til yderligere vækst i de kommende år.
“Vi har netop gennemført et succesfuldt TechBBQ i Lokomotivværkstedet, som bl.a. tiltrak nogle af verdens største eksperter i kunstig intelligens. De var alle overvældede over Københavns potentiale. Med vores nye aftale med Bella Center Copenhagen, som giver langt bedre rammer for begivenheden, vil det blive endnu mere attraktivt for vores udenlandske gæster at komme til Danmark,” siger Avnit Singh.
Med et større TechBBQ skal Danmarks position i det globale iværksætterlandskab styrkes ved én gang om året at rykke alle relevante aktører sammen. Og fra næste år i endnu større rammer.