Velkommen til ugens startup-overblik. En gennemgang af ugens nyheder, stort og småt og det, vi ikke synes, du skal gå glip af. Både herhjemme og i Norden.
I denne uge er kritikken haglet ned om ørerne på fonden Seed Capital i en række artikler fra Børsen. Fonden har fået kritik for sin optionsmodel, hvor Seed Capital næsten risikofrit og til en pris langt under markedsprisen kan skyde penge i iværksættere. Det har hjulpet dem med at få virksomheder som Vivino, Trustpilot og Templafy i sit portfolio.
Seed Capital har siden 2007 haft en aftale med Pre-Seed Innovation under DTU, som hvert år sender mellem 70 og 90 millioner skattekroner i startups. Staten tager risikoen, mens fonden får en option, der efter to år kan give en ejerandel til den pris, som staten gav to år tidligere. Og bliver virksomheden ikke til noget, kan fonden droppe optionen.
På den anden side af Atlanten er det ventede startup visum løbet ind i problemer, som måske dræber idéen, før den bliver ført ud i livet. The International Entrepreneur Rule blev sat i gang af Obama, tre dage før han forlod det Ovale Kontor – noget som startupsmiljøet så frem til forhåbentlig at kunne benytte fra 17. juli i år – men ifølge San Francisco Chronicle vil administrationen under Trump annullere eller i hvert fald udsætte reglen på ubestemt tid.
I sidste uge meddelte Ubers topchef, Travis Kalanick, at han gik på orlov. Nu har han efter pres fra investorerne helt fratrådt sin stilling i den medieomsuste teknologivirksomhed.
Ugens scoops
Happy Helper, en af Danmarks største serviceplatforme, fik denne uge et vækstlån på 3,5 millioner kroner fra Vækstfonden. Også startuppet Digital Revisor har fået en millionindsprøjtning, også på 3,5 millioner kroner, men denne fra Borean Innovation.
De to fremadstormende danske startup, TwentyThree og Zendesk har begge berettet om godt nyt denne uge. TwentyThree har indgået partnerskab med den globale tech-gigant HubSpot, og Zendesk har som en af få danske softwarevirksomheder i verden får EU’s godkendelse for persondatabeskyttelse.
Hvis du også har set de mange reklamer på sociale medier, hvor folk børster tænderne sorte i kul, så har du set datingkongen, Morten Wagners, nye investering. Han har nemlig gennem sit firma Freeway købt den bare 19-årige Anna Oehlenschlægers firma Coalcure.
Sidst på ugen kunne Planday fortælle om et nyt partnerskab med den tyske engroskæmpe Metro, og Conferize gennemførte fredag deres børsnotering med 1100 danskere i ryggen.
Nordisk nyt – mest fra Sverige
Startuphuset Minc i Malmø har fået ny direktør i Charlotta Alegria Ursing.
“Minc er ikke bare stærk i Malmø, huset er også vældig betydningsfuldt for hele Sydsverige og Øresundsregionen. Man har en fantastisk platform og selvom Malmø ikke er en kæmpestor by, står man stærkt her i den internationale konkurrence,” siger den nye direktør til Di Digital.
Den svenske ehandels- og fintechvirksomhed Klarna har nu, to år efter stifterne første gang luftede idéen, fået sin banklicens af Finansinspektionen. Det afslørede Breakit.se, som skriver, at Klarna nu har et år til at etablere sin bankvirksomhed, ellers tilbagetrækkes licensen.
Den nordiske VC-virksomhed Viking Ventures har investeret i Oslo-baserede Attensi, som arbejder med 3D gamificerede simulationer og træningssituationer til detail- og sundhedssektoren.
Og selvom de nu har hovedkontor i Silicon Valley er rødderne i BetterDoctor finske. De har nu lukket en runde på 11 millioner dollars fra Health Catalyst Capital, Vision+, Texo Ventures, SoftTechVC, B-ForeCapital og Helsinkibaserede LifeLine Ventures til videreudvikling af deres API.
Fik du set..?
… at TechSavvy Media var en tur i Silicon Valley med Innovation Centre Denmark og Udenrigsministeriet. Det vil vi frygteligt gerne fortælle mere om, men først kan du jo lige tjekke ud på Instagram, hvor fedt vi havde det derovre.
Et opslag delt af Techsavvy.media (@techsavvy_media) den
De unge håb
Denne uge var der også Venture Cup i København. Her blev Particle 3D fra SDU kåret som vinder af National Startup Competition af 300 erhvervsfolk, studerende og iværksættere. Startuppet arbejder med 3D print af knogler, og har som mission at hjælpe kræftpatienter, der har fået fjernet eller beskadiget et stykke knogle.
Venture Cuppens andre vindere blev:
Inden for fintech vandt pensionsselskabet målrettet digitale indfødte, Penstable fra CBS. Lyras fra Aalborg Universitet, som laver pasteurisering ved hjælp af UV-stråler vandt Greentech-prisen. Plinthit ApS fra Aarhus Universitet vandt med deres patenterede parasolfod med låsesystem kategorien Product & Devices, og Limelight Music ApS fra ITU og Aarhus Universitet vandt Mobile & Web for deres musik-app for up coming artister.
In other news
Danmark har fået en disruptionuddannelse. Du læste rigtigt. En uddannelse i disruption. Det kan lyde som varm luft, men uddannelsen lover, at det ikke kun kommer til at handle om Uber, AirBnB og Tesla, og hvad man gør i Silicon Valley.
“På den nye uddannelse kommer deltagerne over et halvt års tid blandt andet til at arbejde med at disrupte deres egne virksomheder – og til at udvikle disruptive tiltag, der kan afprøves sideløbende med den ‘gamle’ forretning. På den måde bliver de opmærksomme på nye digitale markedsmuligheder og ikke mindst mulige faldgruber,” siger Anders Rosenlund, uddannelseschef hos Aros Business Academy.
Udover disruption bliver der talt meget om deleøkonomi, og nu har delebilsmarkedet i Danmark fået en ny konkurrent, nemlig hollandske SnappCar, som med en millioninvestering ruller ind i landet.
Også på IT-Universitetet sker der nye ting. Her er der blevet etableret et nyt blockchain-center, European Blockchain Center, som skal sikre, at Danmark bliver i førerfeltet, når det kommer til teknologien.
Centeret bliver ledet af professor Roman Beck og starter officielt op til september i år.
På falderebet…
…synes vi lige du skal tjekke den her artikel ud på Huffington Post. Nogle af USA største techpersonligheder mødes nemlig i denne uge med præsident Donald Trump for at diskutere en modernisering af den teknologi, regeringen benytter.
Deres ansigtsudtryk siger det hele.
When Siri is offline and you need help.. #apple #timcook pic.twitter.com/I1z83vLicP
— Neel Sal (@NeelS7) June 20, 2017
Læs sidste uges TechPosten om The flippening og Uber uden topchef
Psst
Vi er med til dette års Roskilde. Tip os, hvis du kender en super fed startup-camp, møder noget ny tech eller bare gerne vil tage en selfie med os!