I form af Teknologipagten præsenterede regeringen i går deres ambitioner for at styrke danskernes teknologiske og digitale kompetencer. Her blev Fonden for Entreprenørskab annonceret som sekretariat for Teknologipagten, og det betyder, at Fonden får en stor og aktiv rolle i arbejdet i forbindelse med Teknologipagten.

Danskernes tekniske og digitale kompetencer skal styrkes til gavn for erhvervslivet og den enkelte, så de kan deltage i og være med til at udvikle samfundet. Formålet er at uddanne flere danskere med de såkaldte STEM-kompetencer, som dækker over science, technology, engineering og mathematics.

”Danmark og danskerne skal være digitale frontløbere, og det kræver at vi får flere til at uddanne sig og arbejde med digitale og teknologiske job. Det skal vi, så vi i Danmark kan få del i de mange muligheder, det bringer, både i forhold til job og velstand, men også fordi det giver mulighed for at løse nogle store samfundsudfordringer – lige fra, når droner kan sprøjte marker mere effektivt til gavn for miljø og produktion, til når supercomputere og ny teknologi kan opdage kræft via en blodprøve,” siger erhvervsminister Brian Mikkelsen om den nye plan i en pressemeddelelse.

Ved pressemødet, der blev holdt på Experimentarium i Hellerop, blev sløret også løftet for hvilke aktører, der skal løfte udfordringerne.

Iværksætteri i centrum

Fonden for Entreprenørskabs overtager sekretariatet og det bliver Fondens opgave at indsamle erfaringer fra Teknologipagtens projekter, skabe overblik over igangværende projekter.

”Den systematik, vi arbejder med i forbindelse med entreprenørskab, bliver også brugt til at udvikle kompetencer inden for teknologi. Vores indsats vil i høj grad være baseret på evidens- og forskningsbaseret viden. Vi glæder os til samarbejdet med alle de personer og organisationer som både i dag og i fremtiden brænder for Teknologipagtens agenda,” siger Christian Vintergaard, adm. direktør for Fonden for Entreprenørskab og Teknologipagtens sekretariat.

Desuden vil sekretariatet finansierer nye initiativer og hjælpe med at skabe relationer mellem uddannelse og erhverv. Sekretariatet vil sammen med ministerierne og Teknologipagtsrådet i løbet af den kommende tid sætte de strategiske retningslinjer og prioriteter for pagten.

I løbet af de næste måneder vil Fonden overtage opgaven som sekretariat for Teknologipagten og vil kommunikere gennem pagtens hjemmeside og de sociale medier, når der foreligger konkrete invitationer til samarbejde. Du kan følge Fondens arbejde her på TechSavvy, hvor administrerende direktør Christian Vintergaard vil dele erfaringer og udvikling med læserne.