Startuppet TestLab har indgået et partnerskab med TestHuset. Sammen vil de skabe synergier, som kan komme begge virksomheder til gavn og bidrage til endnu hurtigere vækst. For TestLab har det været afgørende, at dialogen fra start har været præget af god stemning og respekt for hinandens ekspertiseområder.
De har kendt hinanden i ti år, hvor deres veje ofte har krydset hinanden og flere gange siddet på hver sin side af bordet. Begge fandt de sig ofte frustreret over udbuddet af værktøjer til brugertests, hvilket blev starten på et makkerskab, der i dag er blevet til TestLab.
”To ting irriterede og udfordrede os. Først var der det med at finde test-brugere, og sekundært var der den opsamlede data, som vi fandt meget omstændelig. Det med eksempelvis at kigge videoer igennem var både dyrt og tidskrævende. De to elementer pirrede os rigtig meget, og vi syntes, det var en god idé at få det samlet på én platform, som vi i hvert fald selv kunne få noget ud af,” siger Claus Venlov, der sammen med Sebbe Selvig står bag TestLab.
Det resulterede i sommeren 2015 i undfangelsen af TestLab, der for alvor materaliserede sig i 2016. Og nu har de med en investering allieret sig med den danske vækstvirksomhed TestHuset, der specialiserer sig i test og kvalitetssikring af software.
”Rent strategisk skal investeringen i TestLab styrke brugertestområdet hos TestHuset og derigennem i højere grad hjælpe vores kunder med at imødekomme deres slutkunderes forventninger. Brugertesten spiller en stadig vigtigere rolle i softwareudviklingen. Det giver enorme besparelser at kunne afdække og rette uhensigtsmæssigheder, unoder og deciderede fejl allerede i de tidlige faser i et IT-udviklingsforløb,” siger Allan Tange, stifter og CEOCEO betyder Chief Executive Officer og er den øverste leder i en virksomhed, ansvarlig for den overordnede strategi og ledelse. CEO’en rapporterer normalt ti... More hos TestHuset.
Den optimale partner
Hos TestLab mener man selv at have fundet den helt rigtige partner i TestHuset, der foruden kapital bidrager med en masse viden. Men vigtigst er den positive dialog og frihed, som TestLab ikke ønsker at leve foruden.
”Der var ikke noget med, at man skulle pisse sit territorium af. Der var en meget respektfuld dialog fra start af, og det tændte Sebbe og jeg rigtig meget. Pengene er én ting, men det gør det bare ikke alene, overhovedet. Det handler om viden og god energi, når man er sammen som mennesker. Der er ingen garanti, men det er et godt udgangspunkt,” siger Claus Venlov.
TestHuset holder egentlig snitterne for sig selv i den daglige drift, men bidrager med det de kan på bestyrelsesmæssigt niveau og i sparringsmæssigt regi. I TestHuset har TestLab nemlig fundet en industriel partner, der både ved noget om testområdet- og markedet.
Virksomheden udvikler sig med kunderne
Som så mange succesfulde partnerskaber før har stifterne af TestLab hver sit ekspertiseområde. Sebbe står for det tekniske, mens Claus håndterer forretning og projektudvikling. Her har Claus brugt tidligere erfaring fra projekter som Din-form til at indse, at det er vigtigt, at komme hurtigt på markedet.
”Jeg har tidligere erfaret, at man har forsøgt at forfine og automatisere noget. På den måde har man lukket sig mere og mere om sig selv og glemt, at verdenen er i en rivende udvikling. Derfor valgte vi at forsøge at sælge, så snart vi havde det mindste klar. Og det viste sig straks, at der var et eller andet her,” siger Claus Venlov.
Helt konkret er TestLab en platform, hvor virksomheder kan udforske og teste sine brugeroplevelser hurtigere og nemmere end med traditionelle værktøjer som fokusgrupper. På den måde undgår man at bruge penge og krudt på at udvikle tjenester, som i sidste ende må skrottes. Og det er til både smartphone, tablet og desktop. Her lærer TestLab hele tiden af sine kunder og udvikler sig sideløbende med, at man får nye kunder i butikken, der allerede tæller virksomheder som TV2, Aller og CPH Airport.
Succesen har dog ikke fået de to iværksættere til at tabe besindigheden.
Ydmyg tilgang til succes
Hos de to stiftere er det processen, der driver værket lige så meget som succesen, der måtte vente i horisonten. Man er super glade for den foreløbige succes, men reserverer de store armbevægelser i medierne til nogle andre.
”Vi har altid haft det godt med ikke at råbe for højt. Men hvis vi har noget at sige, så vil vi gerne sige det. Og vi tror på, at har man noget godt at på hjerte, skal der nok blive plads til det. Men det er ikke sådan, at vi får energi af at være i medierne og være offentlige personer. Derfor er vi måske knap så gode til at sælge os selv på den front – vi bryder os ikke rigtigt om det,” siger Claus Venlov.
Så med det nye partnerskab med TestHuset og benene fortsat plantet på jorden kigger TestLab nu mod næste trin i processen.
Motivationen er i processen
Som iværksættere er Claus Venlov og Sebbe Selvig nemlig lige så stimuleret af skabelsesprocessen som selve målet. Derfor glæder TestLab sig til fremtiden, der forhåbentlig kommer til at tage startuppet ud over landets grænser.
”Vores klare forventning for TestLab er, at vi som platform kan entrere globalt. Vores model er skalerbar; vi forsøger hele tiden at undgå manuelle processer og i stedet automatisere det hele. Så målet er, at platformen bliver velsmurt og kan håndtere vores processer automatisk. Det skulle meget gerne gøre, at vi kan pege fremad, uden for landets grænser. Det vil vi rigtig gerne,” siger Claus Venlov.