Susanne Brønnum, er ny bestyrelsesformand i fintech-selskabet Ernit. Hendes opgave bliver at skalere virksomheden med fokus på at lære børn om økonomi fra Danmark til det europæiske marked.

Susanne Brønnum trak stikket til det faste arbejdsliv i sommer efter en årrække med diverse topstillinger i betalingsgiganten Nets. Hun ville prøve noget andet. Efter nogle måneder med lange gåture, masser af kaffe-aftaler og med FN’s 17 verdensmål i baglommen har hun nu valgt at gå ind som bestyrelsesformand i fintech-selskabet Ernit.

“Jeg har arbejdet med digitale penge hele mit arbejdsliv, og jeg ser et stigende behov for at lære børn og unge om finansiel forståelse. Her har Ernit udviklet et unik produkt, der lærer børn at sætte mål og administrere deres egne penge i det små. Det vil jeg gerne støtte,« siger Susanne Brønnum.

Administrerende direktør i Ernit, Søren Nielsen, er stolt over det nye samarbejde. Virksomheden har været på jagt efter en profil med et internationalt netværk og erfaring med komplekse salgsprocesser indenfor den finansielle sektor. Det passer perfekt med Susanne Brønnum. Det er dog noget andet, som har været den udslagsgivende faktor.

“Det har været ekstremt vigtigt for os, at vi fik en formand, som også værdimæssigt ser visionen for produktet. En formand, der forstår, at når vi løser børnenes problemer med at forstå digitale penge, så forløser vi også det økonomiske potentiale i Ernit,” siger han.

Fintech i skalerbar særklasse

At Ernit er en af landets mest innovative fintech-virksomheder, er blevet bekræftet adskillige gange. De seneste år alene har selskabet således vundet flere priser som Visa’s Financial Inclusion Award, fået en større million-investering fra eksterne investorer og sendt et produkt på det danske marked med fuld integration gennem Spar Nord.

Læs også: Ernits IoT-sparegris endelig integreret med bankkonto fra Spar Nord

Den danske lommepenge-app har således allerede tusindvis af brugere i Danmark. Men ambitionerne rækker langt uden for landets grænser, og lige nu kører Ernit adskillige pilot-projekter med større banker i udlandet. Det er denne udvikling, som Susanne Brønnum skal være en del af.

“Ernit er en skalerbar pengeløsning for børn, som primært skal sælges via banker i Danmark og i udlandet. Jeg tror på, at banker i større grad ønsker at fokusere på de nære relationer til deres kunder og dermed kundernes børn. Derfor er der et stort potentiale for at sælge løsningen ind som en del af bankens generelle produktsortiment,« siger Susanne Brønnum.

Bare brug tryllekortet

ERNIT er en smart lommepenge app til børn i alderen 4-10 år. Løsningen gør digitale penge taktile ved at forbinde en app med deres egen bank-konto, hvor børn kan få ugentlige lommepenge, lave opgaver i hjemmet og sætte forskellige mål – det kan være alt fra en fodbold, en dukke eller en gave til mor.

Ernit blev skabt af en gruppe fædre for en årrække siden, da de blev skræmte af at høre deres egne børn referere til fædrenes kreditkort som tryllekortet. Altså et kort, der på magisk vis indeholdt penge. En udvikling der siden blot er eskaleret med indførelsen af flere og flere mobile betalingstjenester som Mobilepay og Applepay.

Læs også: Digital sparegris får millionindsprøjtning af Spar Nord og Seed Capital

Ernit er således en app til børn under 10 år, hvor de kan se beløbet på deres konto, sætte sig forskellige mål og via gamification lære om værdien af penge. Det er en løsning, som arbejder med evnen til at udsætte behov via leg i stedet for blot at give børnene deres eget tryllekort.

“Hvis vi vil give vores børn sunde finansielle vaner, skal vi gøre mere end blot gøre digitale penge tilgængelige for dem. Det er en voksen måde at tænke på. Børn lærer via deres sanser, og jo flere sanser vi kan bringe i spil desto bedre,” siger Søren Nielsen, der bliver bakket op af flere studier fra blandt andet OECD og Child and Youth Finance International.