You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

SimplyJob, Rasmus Ulvedal

Dansk “Tinder for jobs” vil sikre ung arbejdskraft til virksomhederne

@simone

Tirsdag lanceres det danske jobmarkeds svar på Tinder, SimplyJob. Startuppet vil gentænke måden virksomheder matches med unge ansøgere.

Dur ikke. Swipe. Dur ikke. Swipe. Ser spændende ud! Match! Når det kommer til dating, har Tinder nærmest revolutioneret måden, vi finder mager på. Den enkle, visuelle stil har flere virksomheder i andre brancher set fidusen i eksempelvis inden for jobsøgning. Og her vil SimplyJob slå igennem.

SimplyJob lanceres tirsdag. De satser på at matche virksomheder med unge mellem 13 og 25 år, typisk til ufaglærte, studie- eller fuldtidsjob. Med sig i ryggen har startuppet fået Mathias Mønsted, en af mændene bag succesappen Too Good To Go og nu medstifter af SimplyJob og medstifter af PL & Partners Mads Paaskesen, som bringer viden og kapital til det nye startup.

Dette er ikke blot endnu en app, som ingen kommer til at bruge. Vi har et team med en ret unik track-record, og udover Mathias og jeg har vi unge talenter med ledelseserfaring fra ind- og udland, eksempelvis fra virksomheder som Google, Berlingske og Verisure. SimplyJob kommer til at gøre jobsøgning lige så sjov, simpel og attraktiv, som Tinder har gjort det indenfor dating”, siger Mads Paaskesen i en pressemeddelese og støttes af Mathias Mønsted, som understreger, at de virksomheder, der formår at tænke ultra simpelt og visuelt vinder markedet.

“Vi har en god chance for at slå eksisterende jobapps”

SimplyJob er dog ikke den første startup til at kombinere jobs og Tinder. I udlandet findes blandt andet Jobr, Cocoon og JobSwipe, førstnævnte blev opkøbt af det amerikanske jobsite Monster i 2016. I Danmark har blandt andet norske Mojob og svenske Selfiejobs forsøgt sig. Den konkurrence er stifter Rasmus Ulveman klar over, og klar på.

Mobiltelefonen eksisterede længe før Iphonen kom, boligudlejning og taxakørsel er også områder med masser af konkurrence, og hverken Apple, AirBnb eller Uber var de første – men de var de bedste,” siger han og tilføjer:

“Dem som vinder det her, er dem som laver den bedste App og er bedst til at markedsføre den, og der mener vi, at vi har en god chance for at slå de eksisterende jobapps.”

Swipe-modellen gør det sjovt at søge job

SimplyJob er baseret på sin enkelthed. Det tager få minutter at blive klar, og man kan søge op til tre jobs om dagen. Ligesom Tinder viser man interesse ved at swipe til højre, og man kan vedlægge en videopræsentation af sig selv, som virksomheden modtager sammen med ens ansøgning.

Ambitionen er at blive markedsleder inden for få år i målgruppen.

“Da jeg var 14 år, printede jeg 25 ansøgninger og gik ned af Ordrupvej og lagde dem i tøjbutikker og på cafeer. Det er den slags jobsøgende, vi vil have ind i vores app. Der er mange jobs, der ikke kræver, at ansøgeren har en lang uddannelse eller er dygtig til at skrive den perfekte ansøgning. I mange virksomheder betyder den skriftlige ansøgning ikke så meget, som det at have en sprudlende personlighed til den fysiske samtale,” fortæller Rasmus Ulveman og fortsætter:

“Mange virksomheder er dybt afhængige af et kontinuerligt indtræk af mennesker. Det kan vi levere, fordi brugerne synes, at Swipe-modellen er sjov, og de er vant til at bruge den. Det er den vej udviklingen går, både når vi ser TV, dater hinanden eller søger jobs.”

Telmore og Red Barnet har meldt sig til

Startuppet har ifølge stifteren fået en fantastisk start med over 400 brugeroprettelser om dagen i den første uge.

“Det havde vi slet ikke regnet med. Målgruppen vi forsøger at ramme er i Danmark på 1,1 millioner mennesker. Jeg tør godt håbe på 100.000 brugere inden året er omme,” siger han.

SimplyJob har allerede fået virksomhederne Telmore og Red Barnet med på platformen, og der er mere end 100 aktuelle jobs med fra start af.

Er du investor - eller bare ekstra nysgerrig?

Tilmeld dig nyhedsbrevet "Investornyt", hvor du får portrættet af Ugens Startup med ekstra baggrundsviden og en oversigt over de seneste investeringshistorier i økosystemet lige i indbakken.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY