You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

To uger efter launch: “Vi venter ikke på nogen sneboldeffekt – vi er ude og lave en masse larm fra starten”

Emil Jess Jensen CEO og medstifter af skirejse-platformen Snowii. Foto: PR.

For kun to uger siden gik platformen Snowii i luften, men holdet bag har ikke tænkt sig at gå stille med dørene. De vil udnytte momentum og sætte sig på markedsandele fra starten.

For kun to uger siden gik platformen Snowii i luften, men holdet bag har ikke tænkt sig at gå stille med dørene. De vil udnytte momentum og sætte sig på markedsandele fra starten.

This post is also available in: English

Stifter-teamet kan se tilbage på et par hektiske uger, hvor rejseportalen Snowii launchede. Der er givet utallige interviews for at skabe så meget opmærksomhed omkring den nye portal for skiglade danskere som muligt. Men da TechSavvy fanger medstifter og CEO Emil Jess Jensen, er der ingen tegn på, at de nu bare vil læne sig tilbage.

Læs også: Aarhus-startup lancerer Danmarks første uafhængige sammenligningsplatform for skiferier – TechSavvy

“Det er gået godt med vores launch, og vi har fået en masse positiv feedback. Vi sætter stor pris på, at der er så mange, der kan se ideen med Snowii. Vi har arbejdet hårdt på at optimere de sidste ting på platformen, men vi har skabt et godt fundament,” siger Emil Jess Jensen.

Snowii samler skirejser fra danske udbydere, så forbrugerne kan finde bedste rejser, der passer til deres behov. Emil Jess Jensen kom ind i projektet for godt 9 måneder siden, og rejsen fra dengang og til launch har været udfordrende, men også sjov og lærerig. 

“Det har været en fed proces. Vi har nogle virkelig dygtige mennesker med på teamet, og vi har hver især helt styr på vores område. Der er ikke ret langt fra tanke til handling, når man er et lille hold. En af de store fordele ved at være små er, at vi kan tage hurtige beslutninger og prøve ting af,” siger Emil Jess Jensen til TechSavvy.

Pitch, pitch og pitch

Snowii lukkede for to måneder siden investeringer for sammenlagt 2,3 millioner kroner fra engleinvestorer samt Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) til at realisere platformen. Det har krævet et grundigt pitch-arbejde. Men det ikke uvant for stifterne, der udover Emil Jess Jensen også tæller Hans Kristoffer og Søren Fuhr Forsingdal – alle erfarne serie-iværksættere med blandt andet startups, exits og investorerfaringer på CV’et. 

Læs også: Førstegangs-stiftere brændte 25 millioner af: “Vi kommer ind i det her game og tror, det er sådan det er: Jo højere, jo vildere” – TechSavvy

“Vi har pitchet rigtig meget og deltaget i en masse events for at nå hertil. Det er et svært marked, hvor investorerne holder igen. Men det lykkedes os at hente investeringerne, selvom pengene ikke hænger løst. Vi har udnyttet vores netværk, og vi har alle opbygget forretninger og lavet exits før, så det har også hjulpet os. Vi har gjort det før, så vi var godt forberedt, når vi skulle pitche. Det har været en kæmpe fordel for os at have noget i bagagen i et marked, hvor folk er meget velovervejede, når de skal investere,” siger Emil Jess Jensen.

At få investorer med ind i Snowii var en del af planen helt fra start. Strategien med launchen for to uger siden er nemlig at få så hurtig vækst som muligt fra start, så platformen sætter sig på betydelige markedsandele fra starten.

“Vi kunne godt have gjort det uden penge udefra, men vores tankegang er, at vi vil være den spiller, der sætter sig på skirejsemarkedet med det samme. Derfor bruger vi pengene på at lave marketing, så vi kan få fart. Vi venter ikke på nogen sneboldeffekt, men tror på, at vi skal ud og lave noget larm fra starten for at skabe momentum,” siger Emil Jess Jensen.

Vil skabe værdi for skientusiaster

Snowii er gratis for brugerne, der skal kunne finde de bedste skiferier, der passer i både pris og behov ud fra en lang række søgekriterier, fra samtlige rejseudbydere i Danmark. Selvom der endnu ikke er aftaler på plads med alle udbydere, der sikrer Snowii en bid af kagen, når forbrugeren køber en rejse, vil priserne for alle rejseselskaber være på platformen.

Læs også: Mountainbikernes foretrukne app er reddet. Men kommer nu på udenlandske hænder – TechSavvy

“Vi er uafhængige og har ikke noget tilhørsforhold til nogen rejseudbydere. Vi har bygget platformen til brugerne, da vi selv har stået og savnet en platform som vores,” siger Emil Jess Jensen og fortsætter:

“Vi vil etablere os som platformen for skiferier.”

Ambitionerne er store hos Snowii, der på sigt gerne vil udvide til udlandet. Men for nu er fokus rettet mod en succesfuld sæson på det danske marked. 

“Vi har et meget kortsigtet fokus nu, hvor platformen lige er kommet ud. Vi har kigget ind i udvidelse til andre lande, så det er da en ambition, som også er klarlagt for investorerne. Men for nu har vi fuldt fokus på det danske marked, som vi fortsat skal ud og lave en masse larm for,” siger Emil Jess Jensen.

Gratis magasin:
Få "The Danish Startup Bible 2024" i indbakken!

Samt de seneste nyheder og største historier om tech og startups direkte i indbakken hver torsdag!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY