Den amerikanske afdeling af regnskabsprogrammet Billy er solgt til lånevirksomheden Lendio, i hvad stifteren Toke Kruse selv kalder ”en sindssygt attraktiv aftale”.

Siden regnskabsprogrammet Billy blev sat i verden i 2011, har det vokset sig til en markant spiller på det danske marked, og stifter og serieiværksætter Toke Kruse er blevet en prominent figur i det danske miljø.

Tidligt i virksomhedens liv tog han sammen med medstifter Sebastian Seilund til USA for at udbrede løsningen til det amerikanske marked. Men nu har virksomheden solgt sin amerikanske afdeling ’Billy Inc.’ til den amerikanske virksomhed Lendio, der låner penge til små og mellemstore virksomheder.

”Oprindeligt havde jeg selvfølgelig en drøm om, at det jeg havde bygget i Danmark, kunne jeg også bygge i USA. Men efter jeg tog hjem fra USA i 2015, kunne jeg bare se, at jeg ikke kunne være til stede begge steder samme tid. Men det er ikke sørgmodigt at sælge den amerikanske virksomhed. De nye ejere har indgået en sindssygt attraktiv aftale med den danske virksomhed, hvor vi har fået penge i lommerne to gange,” siger Toke Kruse, der ikke længere er med i den daglige drift af Billy, men er bestyrelsesformand og fortsat hovedejer af virksomheden.

For et ukendt beløb overtager amerikanske Lendio alle Billy’s ansatte og kunder i USA, og samtidig indgår virksomheden en licensaftale om softwaren med Billy i Danmark. På den måde kommer Lendio fremover til at bruge det danske regnskabsprogrammet under eget navn til sine 700.000 kunder.

Salget er ikke et håndklæde i ringen

”Lad os først spole tiden tilbage til 2012. Klokken er 6.00, og min nærmeste familie er samlet i Københavns Lufthavn. Tårerne triller ned ad kinderne på min lillesøster, mens jeg vinker farvel og går til sikkerhedskontrollen. Min medstifter og jeg har taget en beslutning om at flytte til San Francisco og købt to enkeltbilletter. Vores danske lejligheder er opsagt, og som det eneste medbringer vi store kufferter foruden vores arbejdsvisa,” skriver Toke Kruse på sin blog.

Sammen med medstifteren Sebastian Seilund tog han til det forjættede land på den anden side af atlanten, hvor de brugte fire år på at bygge Billy op i USA. Da han tog hjem i 2015 og ansatte en ny CEO, var virksomheden stadig i vækst. Og selvom serieiværksætteren nu sælger den amerikanske drøm fra, er det ikke et sørgmodigt salg.

”Det har været en perfekt rejse. Den har åbnet mit blik på en måde, jeg ikke ville have uden den rejse. Virksomheden har betalt mit ophold hele vejen igennem og er nu solgt – på den måde går det op i en højere enhed,” siger Toke Kruse.

De internationale ambitioner fortsætter – fra Danmark

Det amerikanske frasalg bliver samtidig startskuddet til nye, internationale vækstambitioner – men denne gang fra Danmark. I Danmark er Billy nemlig også blevet en vækstvirksomhed med 30 fuldtidsansatte, og med salget samt licensaftalen med Lendio, har virksomheden fået nye muskler til at rulle regnskabsprogrammet ud på nye markeder.

”Millionerne fra licensaftalen med den amerikanske køber og fra salget, bliver første spadestik til en større ekspansionsstrategi ud i flere lande,” siger Toke Kruse.

Billy har med USA-eventyret bevist løsningen på to forskellige markedet, og softwaren er klar til at tage højde for nationale regler og lokale partnere gennem et API, når regnskabsprogrammet skal ind i nye lande. Og det regner Billy blandt andet med at gøre gennem lokale partnere – præcis som det netop er sket i USA med Lendio.

”USA er bare et meget klar eksempel på, hvordan nye lande kan komme i gang med Billy uden vi selv behøver en salgsorganisation i landet. Vi skal finde eksisterende partnere, der har kunder eller er interesseret i at investere i markedsføring og bruge softwaren,” siger Toke Kruse.

Strategien kommer dog til at være tobenet, for mens det i nogle lande giver mening at sælge Billy gennem en partner, regner Toke Kruse med at Billy selv ekspanderer til Sverige, som minder og Danmark og kan serviceres fra hovedkontoret i København.

Toke Kruse fejrer med teamet i USA salget til Lendio.
Toke Kruse fejrer med teamet i USA salget til Lendio.