Fire år efter opstarten offentliggjorde Too Good To Go sidste uge at de nu er klar til at bevæge sig over Atlanten og ind på det amerikanske marked. I starten af denne uge blev de B Corp-certificeret og slutter sig til den gruppen af  virksomheder, som har papir på, at de balancerer formål og profit.

63 millioner ton mad til en værdi af 160 milliarder dollars ryger hvert år i de amerikanske skraldespande. Derfor har den amerikanske regering sat som mål, at landets madspild skal være reduceret med 50 procent i 2030. Det mål vil den danske virksomhed Too Good To Go sat sig for at bidrage til at indfri.

“Madspildsproblematikken i USA er belyst i stribevis af undersøgelser, der tegner et billede af en nation, som har dårlig samvittighed over al den mad, der bliver smidt ud, men som samtidig har svært ved at se løsninger på problemet. Vi har løsninger i form af både oplysning og konkrete redskaber, der rent faktisk gør det sjovt at bekæmpe madspild. Dem vil vi gerne dele med amerikanerne,” siger Mette Lykke, der er direktør i Too Good To Go.

Bedst i verden og for verden

Med sig ind på det amerikanske marked tager virksomheden en blåstempling for deres dedikerede indsats i kampen mod madspild. Too Good To Go bliver en del af den globale B Corp-bevægelse – kort for ‘Benefit Corporation’.

Det betyder, at Too Good To Go juridisk forpligter sig til at være godt selskab ved at bruge kerneforretningen som løftestang til at skabe positiv samfundsforandring til fordel for både verden og bundlinjen. De lader sig måle og vurdere på den impact, deres daglige praksis har på medarbejdere, kunder, leverandører, miljøet og samfundet generelt. Som det hedder i beskrivelsen.

Mette Lykke er glad for, at Too Good To Go nu er blevet blåstemplet som en virksomhed, der ikke bare arbejder for at blive bedst i verden, men også bedst for verden.

“B Corp-certificeringen er et vigtigt kvalitetsstempel, som slår fast, at Too Good To Go først og fremmest er sat i verden for at bidrage med noget godt. Vi bekæmper madspild. Og vi poster en væsentlig del af vores omsætning i at oplyse om, hvordan man bekæmper madspild i bredere forstand. Vi har et klart formål, men for at vi kan indfri det, må vi tjene penge,” siger Mette Lykke.