Træn din kreativitet. Ellers svigter den dig, når du har mest brug for den

Træn din kreativitet. Ellers svigter den dig, når du har mest brug for den

Jonathan Løw. Foto: www.jumpstory.com
@Jonathan Loew
Innovation og nyskabelse er afgørende for at have succes som iværksætter. Men man skal ikke tro, at kreativiteten rammer som et lyn fra en klar himmel, når man har brug for den – den skal trænes og holdes ved lige, skriver Jonathan Løw. 

Jonathan Løw er iværksætter og bestseller-forfatter. Han startede sin første virksomhed i 1999 og er bl.a. co-founder af virksomhederne engodsag.dk, Sprout og JumpStory. JumpStory blev etableret i 2018 og er blevet kaldt ’Netflix for billeder’. P.t. har virksomheden kunder i 150 lande. Jonathan Løw er forfatter til en række bøger om iværksætteri, innovation og ledelse. Hans to bøger ’Listen Louder’ og ’GURUBOGEN’ har begge ligget #1 på de danske online bestsellerlister. 


Som tech-iværksættere ved vi, hvor vigtigt nytænkning og udvikling er for vores forretning, men mange af os er samtidig fanget i en fælde: Nemlig troen på, at innovationsworkshops eller brainstorm-sessions kan forløse det uudnyttede potentiale, som vi ved, at mange af os har.

Problemet er, at vores hjerne ikke blot kan sættes på ”vær kreativ mode”, når den ikke er vant til det. Det gælder uanset hvor mange workshops eller seminarer, der afholdes, og uanset hvor fancy modeller eller værktøjer, der tages i brug. Du kan ikke bede din hjerne om pludselig at skulle være kreativ eller innovativ, for du arbejder fortsat med den samme hjerne, som i hverdagen er vant til at skulle sende e-mails, udfylde excel-ark eller løse andre startup-opgaver 99% af tiden.

Din hjerne er ikke meget anderledes end din krop, hvis du for en stund forestiller dig, at du er elitesportsudøver. Du står foran at skulle præstere i en vigtig finale, og nu beder du så din krop om at levere sit ypperste. Udfordringen er blot, at du op til finalen har foretaget dig alt andet end at dyrke din sport. Og derfor kan du ikke levere eller det, vi kalder toppræstere, under pres.

Udnyt din egen supercomputer

Hos den amerikanske flådes kommandosoldater, de såkaldte NAVY Seals, har man et kendt mantra:

“Under pressure, you don’t rise to the occasion, you sink to the level of training.”

På samme måde er det med innovation og nytænkning i startups og for os som iværksættere. Vi kan ganske enkelt ikke forvente af vores hjerner, at de pludselig skal begynde at tænke i spændende nye kombinationer eller fuldstændig genopfinde vores forretningsmodel, hvis de ikke er vant til det. Hvis de ikke er i træning.

Jeg har skrevet en række bøger om det at innovere, og i forbindelse med én af bøgerne interviewede jeg den amerikanske forfatter og iværksætter Steven Kotler. I Kotlers bog ”Stealing Fire” har han bl.a. studeret, hvordan alt fra top-iværksættere i Silicon Valley til NAVY Seals-soldater er i stand til at optimere, hvad de gør.

Én af hans vigtigste pointer i bogen er den, at vi ganske vist på et globalt plan opnår kæmpe fremskridt med alt fra kunstig intelligens til smart digitalisering, men at vi fortsat slet ikke udnytter teknologien i os selv –vores hjerne:

”Ecstatic technology isn’t limited to silicon chips and display screens. As John Lilly’s early research established, it’s the knowledge of how to tweak the knobs and levers in our brain. When we get it right, it produces those invaluable sensations of selflessness, timelessness, effortlessness, and richness.”

Dræb ”plejer”

Abraham Maslow blev velkendt for sin pointe med, at hvis vi kun har en hammer til rådighed, så ligner alle problemer søm. Sådan er tilstanden i en lang række startups, jeg har mødt, hvor man på den ene side beder medarbejderne om at løse problemer eller skabe innovation, men samtidig ikke giver dem mere end de konventionelle værktøjer, der i hverdagen bruges til at løse udfordringer med e-mails, processer, excel-ark eller Intranet. Og det er slet ikke tilstrækkeligt.

Hvis vi i fremtiden vil innovere og skabe flere succesfulde produkter, platforme og startups, som måske endda kan blive vores nye cash cows, så skal vi i langt højere grad end tidligere begynde at træne vores hjerne til også at kunne performe på denne måde. Det vil forudsætte, at vi bevidst udsætter hjernen for nye input, som den ikke får i forvejen, og at vi lærer den at tænke i kombinationer i langt højere grad end hidtil.

Nogle helt simple virkemidler til at gøre dette er at udskifte alt det, du læser i dag, med noget nyt. Hvis du eksempelvis holder dig orienteret omkring erhvervslivet generelt i Børsen, så dropper du at læse Børsen i 30 dage og læser i stedet Wired.com eller FastCompany.com.
Hvis du henter inspiration om din branche eller dit fagspeciale via LinkedIn-tråde og faggruper, så dropper du disse i 30 dage og googler i stedet området og finder ud af, hvad der foregår iblandt de 7,9 milliarder andre mennesker i verden.

Begge eksempler viser, at det kræver en meget bevidst handling fra dig, for vi vil instinktivt falde ind i gamle vaner og læse de steder, vi tror, at vi bliver informeret godt. Problemet er imidlertid, at det gør vi sjældent.
Din vigtigste træningsopgave er således at erstatte alt det, du læser p.t., med noget radikalt nyt. Når du gør dette, så lover jeg dig, at din verden vil åbne sig op og blive større. Du vil lettere kunne tænke i kombinationer, når du altså gør dette konsekvent og over tid, for du træner din hjerne i at kunne noget, som den måske kunne engang, men som den er blevet for sløv og vaneagtig til at være i stand til lige nu.

Når først hjernen kommer op i tempo med disse ting, så begynder den netop at blive meget mere innovativ – både til workshops, men i høj grad også i hverdagen. Og så opnår man den evne eller måske nærmere tilstand, som Steven Kotler omtaler med ordene:

”Be your best, when you’re at your worst.”