Trods konkurs og kæmpegæld: “Jeg ville ikke gøre noget anderledes”

Da han vurderede, at markedet og brugerne var klar til mobilbetaling, skiftede Kim Vindberg-Larsen sit gode job i toppen af bankernes it-verden ud med en tilværelse som iværksætter med betalingstjenesten Meewallet. Men efter flere års hårdt slid og afsavn fra familien gik det galt: Meewallet blev tvunget i konkurs.

Vi har talt med Kim om den lange og ambitiøse iværksætterrejse, han har været på. Om opture og nedture, og hvordan man rejser sig igen, når drømmen brast, og man ikke ved, om huset bliver sat på tvang.

En kedelig forårsdag i 2016 måtte Kim Vindberg-Larsen og forretningspartneren Allan Grud Langager gå den tunge tur til retten i Randers. Her skulle de mødes med en dommer og den kurator, der skulle tage sig af konkursen i deres firma – mobilbetalingsservicen Meewallet.

”Alt stopper omkring en. Det ansvar man har overfor de ansatte, rådgivere og kunder rammer hårdt. Men lige pludselig kommer ens familie også til at lide ad helvede til. For du kommer ud i, at i løbet af kort tid mister du højst sandsynligt huset, du mister alt, hvad du har af værdi. Spørgsmålet om hvornår fogeden kommer? Det mærker du for alvor, når du har børn, og du mærker det på ægteskabet,” fortæller Kim Vindberg-Larsen, der var CEOCEO betyder Chief Executive Officer og er den øverste leder i en virksomhed, ansvarlig for den overordnede strategi og ledelse. CEO’en rapporterer normalt ti More og stifter af Meewallet.

Med det karakteristiske blå æg og opløftende musik forsøgte Meewallet at blive den nye standard for betaling.

I mere end 10 år havde han drømt om at kunne betale med mobiltelefonen, og fordi han var så dybt inde i både bankernes IT-systemer og den finansielle infrastruktur, vidste han også lige præcis hvordan. Men efter at have satset alt og arbejdet benhårdt i fem år væltede drømmen – på grund af et ”lille, tocifret tusindebeløb”, som de skyldte en tidligere ansat.

”Før vi sad i retten, kendte vi ikke beløbet, der havde fået os begæret konkurs. Havde vi kendt det, tror jeg godt, vi kunne have reddet den på en eller anden måde, selvom vi var pressede og flere af os ikke havde fået løn i flere måneder,” siger han.

”Når man er i frit fald, og stadig kan manøvrere, så har man mulighed for at forhandle og finde nogle muligheder – du kan stadig navigere hen til noget, der kan blive redningen. Det der gør nas, det er når du pludselig rammer jorden. Og med konkursen skete det for os.”

Bankmand med Randersdreng inden i

Kim Vindberg-Larsen er bankuddannet, men han er ikke den stereotype bankmand. Egentlig blev han interesseret i bankuddannelsen, fordi elevlønnen var god, og som Randersdreng med en stigende interesse for biler var det et tiltalende træk ved uddannelsen.

”Egentlig synes jeg ikke, den basale bankforretning var særlig interessant, og allerede på det tidspunkt mente jeg, at branchen stod til at blive væsentligt reduceret og ændret. Folk i branchen var generelt forkælede og uden et særligt behov for initiativ – det har altid været min holdning,” fortæller Kim Vindberg-Larsen, der startede i lære i Sparekassen Kronjylland i 1994.

Derfor var det også først, da han efter nogle år blev sendt til København og senere udlandet på it-projekter for bankerne, at han fandt sin rette hylde. Krydsfeltet mellem bankverdenen og IT blev hans spidskompetence, og kombineret med en evne til at engagere folk omkring sig, arbejdede han sig de kommende år op i graderne og ind i større og større it-projekter.

Hvorfor kan man ikke betale med sin Motorola?

I 2003 blev de første tankesten til betaling med en mobiltelefon lagt. Kim Vindberg-Larsen havde flere store it-projekter for forskellige banker bag sig, og var godt i gang med sin fintech-karriere hos bankerne. Men under barslen med sit første barn, begyndte en ny ide at hive ham i en anden retning.

”Jeg havde købt en splinterny Motorola T720i og en printer uden farvepatroner. Så sad jeg der og tænkte: Hvorfor kan jeg ikke betale for farvepatronerne via min mobiltelefon. Det var i bund og grund det der aktiverede ideen – for med min baggrundsviden fra bankverdenen vidste jeg, at det burde kunne lade sig gøre,” siger han.

De næste tre måneder læste han sig igennem store værker af lovgivning, analyserede markedet og fik tegnet et flow for, hvordan mobilbetalingerne kunne blive til virkelighed. I første omgang endte ideen i skrivebordsskuffen, men den blev ved med at forfølge ham indtil markedet flere år senere var klar til den.

Nogen måtte tage et opgør med branchen

De danske banker og Nets forsøgte gentagne gange frem til 2011 at gøre mobilbetalinger til virkelighed. Sammen ville de lave deres egen mobilbetalingsløsning, men projektet lykkedes ikke i det tempo, som man gerne ville – og til sidst faldt samarbejdet fra hinanden.

“Men jeg mente, at tidspunktet var rigtigt til at lave en ny betalingsinfrastruktur, hvor mobile betalinger var driver. Og da bankerne og Nets flere gange havde fejlet, tænkte jeg: det kan simpelthen ikke passe, at noget så simpelt som at købe varer i en butik med mobiltelefonen ikke kan løses med så meget viden og så mange investeringskroner. Det kan jeg gøre bedre,” siger Kim Vindberg-Larsen.

Han sprang derfor fra sin stilling som managing director for det israelsk ejede IT-selskab BluePhoenix, hev ideen, der havde hjemsøgt ham siden 2003, op ad skuffen, og sprang i 2011 ud som iværksætter i en alder af 35 år.

“I første omgang brugte jeg mit netværk hos Nets og præsenterede projektet og muligheden for at samarbejde. Men efter måneders langtrukken dialog, kom de frem til, at mobilbetalinger var en 10-15 år ude fremtiden. Jeg syntes simpelthen, at de havde spildt min tid. Så jeg bankede i bogstaveligste forstand min hånd i bordet som afslutning på mødet og sagde ‘så gør jeg det sgu selv’,” fortæller Kim Vindberg-Larsen.

Og det gjorde han så.

Løste problemerne med snilde – ikke penge

Ideen var at lave en whitelabel-løsning for mobilbetalingerne: Kim ville levere teknologien og så kunne detailhandelen, bankerne, Visa eller hvem der nu kunne være interesseret udbrede den i eget navn på licens.

Økonomi var der på det tidspunkt ikke meget af – alt var finansieret af Kims opsparing – men med et stærkt netværk og en endnu stærkere mission lykkedes det at samle et kompetent og fuldt bootstraped team.

“Det var ikke hvem som helst, der blev taget ombord – det var folk der virkelig kunne sit kram, og forstod hvad jeg ville ændre. Samtidig fandt jeg interessante virksomheder med ressourcer eller teknologier, som jeg opkøbte med de sparsomme midler vi havde fra lån, pensionsopsparing og hvad vi ellers kunne skrabe sammen,” siger Kim Vindberg-Larsen.

For Kim var det vigtigt, at de ikke lancerede løsning, før den kunne hamle op med dankortet på alle parametre; den skulle være mindst lige så smart for forbrugerne i butikken, den skulle være mere sikker og det skulle kunne gøres til en pris, der var lavere end dankort-gebyret.

“I de måneder var der virkelig gang i værkstedet, og vi lavede de vildeste ting; nye måder at kommunikere på, sikre protokoller, patentansøgninger og meget andet. Vi endte med at have et stjerneteam af de bedste – som vi selv havde trænet i de nye metodikker og teknologier – og vi løste alle de udfordringer, som vi blev stillet overfor – vi løste dem bare ikke med penge,” fortæller Kim Vindberg-Larsen.

Krigserklæring fra Danske Bank

I februar 2013 var teknologien så klar, at det lykkedes at lande en ”tocifret million-investering” til Meewallet – som projektet blev døbt. Og timingen kunne ikke være bedre, for Meewallet var på vej til en Fintech-konference i Oslo for at præsentere projektet.

”Vi stod med aftalen i hånden og kørte til færgen, men fordi vi længe havde levet totalt bootstrapped, var min bil helt færdig. Køleren var røget, så vi måtte stoppe hvert tyvende minut for at den i det hele taget kunne køre til Frederikshavn, hvor vi skulle sejle fra,” fortæller Kim med et grin.

Selvom det tegnede godt, skulle de dog på konferencen i Oslo få at mærke, at bankerne ikke havde tænkt sig at lade Meewallet tage markedet.

”I Oslo mødte vi alle de store – alle dem, der var noget ved musikken. Og der fik jeg faktisk af vide af Danske Bank, at de ville komme med noget. En person fra Danske Bank sagde til mig: ”Kim, du har gjort alt det rigtige, nu vil vi gøre det samme”. Og da vi havde stået og diskuteret et stykke tid, var Danske Bank flankeret af Nets, bestyrelsesformanden for en norsk bank og en række andre prominente bankers – det var ikke hvem som helst. De stod vel 10-12 stykker bag ved Danske Bank, og jeg stod helt alene. Men jeg lænede mig frem på bedste Randers-vis, helt frem i fjæset på manden og sagde ”Bring it on!”

Pilotprojekt med udsigt til millioner

Få måneder efter mødet i Oslo udgav Danske Bank det “noget”, de havde haft gang i: En ny lille app kaldet MobilePay. Og mens den nye, smarte app til mobiloverførsler fra person til person gik viralt, faldt Meewallets millioninvestering til jorden.

Meewallet var slået tilbage. Men det betød ikke, at Kim havde tænkt sig at smide håndklædet i ringen, for han så ikke MobilePay som en konkurrent, men som en potentiel partner.

”MobilePay var egentlig vand på vores mølle. Vi så ikke os selv som en direkte konkurrent, men som et whitelabel-produkt alle kunne bruge til betaling i butikkerne – hvorimod Mobilepay var lavet til overførsler mellem personer. Og lige pludselig begyndte medierne at få interesse for mobilbetaling og os, og det betød, at vi fik et aftryk i markedet. Vi blev lige pludselig inviteret indenfor en masse steder som ville høre, hvad det er for noget spændende noget, vi gik og lavede,” fortæller Kim Vindberg-Larsen.

I stedet for at lade sig skræmme af MobilePay fandt Meewallet-teamet lokaler i Aalborg, hvor de begyndte at bygge et driftscenter op, mens de ledte efter en ny, risikovillig investor, der ville satse på dem. En af de interesserede var en stor supermarkedskæde.

Her blev Kim Vindberg-Larsen fortalt, at man i branchen ikke længere gad betale gebyrer til banker og Nets, men ville have en smartere løsning, man kunne få mere ejerskab over – sådan en som han gik og lavede, der kunne købes ind som whitelabel.

“Vi ville jo bare hjælpe med at sælge kyllingerne i køledisken billigere og hurtigere og skabe en fed oplevelse omkring det – og vejen ind til det var med mobilbetaling. Så vi fik lavet en fin mundtligt aftale med nogle højtplacerede folk, som udtrykte, at det var på vegne af branchen, og at de havde mandat til at indgå aftaler med os. De ville bare gerne lige se, at det virkede i en butik først,” siger Kim Vindberg-Larsen.

Ifølge Kim Vindberg-Larsen blev de enige om, at supermarkedskæden skulle købe 40 procent af Meewallet for et stort millionbeløb, når Meewallet havde bevist, at løsningen virkede ”in store” – og derefter kunne de bruge investeringen til at skalere løsningen ud i hele landet.

”Vi fik en aftale med Ønskebørn i Randers om et pilotprojekt, og da vi ikke havde nogen midler, stykkede vi hele lortet sammen så det kørte – det kan godt være det lyder forkert – men det var nærmest med tyggegummi, sytråd og hvad ellers Teodor Fælgen kunne finde af muligheder for at løse det,” siger Kim Vindberg-Larsen.

Live

Der var stor bevågenhed fra pressen, da Meewallet skulle køre sin første betaling igennem hos Ønskebørn i Randers 3. juni 2014.

”Da den første transaktion kørte igennem, holdt vi bare vejret helt vildt. Løsningen var jo ikke lavet, så den kunne holde til at blive kørt op i stor skala på det tidspunkt, og nogle af teknologierne anbefalede vi ikke selv at bruge – men vi var nødt til det for at vise, hvordan det virkede i butikken,” siger Kim Vindberg-Larsen.

Men demo-betalingen gik igennem, og til demonstrationen viste de også både deres samarbejde med Clearhaus og Beeptify, en tredjepartsløsningen med eKvittering og løftede sløret for et hardware-samarbejde med Telenor.

Med andre ord beviste de, at teknologien virkede i en butik. Før var det kreditkortet, der var mellemlægspapiret mellem kundens- og supermarkedets bankkonto, når der skulle betales, men nu havde Meewallet teknologien til at blive det nye og smartere mellemlægspapir – og dermed gøre kreditkortet overflødigt. Alt de manglede var et rygstød fra en investor for at skalere løsningen.

Derfor var det også med store forventninger, at teamet 10 dage senere tog tilbage til den store supermarkedskæde, som de havde en mundtlig investeringsaftale med.

”Og så mødte vi en iskold skulder derovre. Vi trådte ind, og vi kunne bare mærke med det samme, at der var noget galt. Og så fik vi meldingen: Om få dage ville kæden komme med deres egen løsning. Vi havde brugt alt vores resterende kapital på at overholde vores del af aftalen, men de overholdt ikke deres del. Og så skulle jeg tage et valg: Skulle jeg blive i markedet, eller ikke blive i markedet.”

Forsøg på frasalg

Meewallet havde bevist, at teknologien virkede, de havde et stort pilotprojekt kørende med handelstandsforeningen i Randers og både branchen og pressen havde opdaget, hvad de havde gang i. Men endnu en investor, der skulle hjælpe med at skalere Meewallet, var sprunget fra – også selvom supermarkeds-partneren ikke selv kom med den lovede løsning.

”Der skulle træffes en beslutning. Jeg havde brugt alle mine penge – hævet pensionsopsparing, belånt huset, taget alt hvad der var af likviditet. Hvis jeg kunne have hævet børnenes børneopsparing, så havde jeg også gjort det,” fortæller Kim Vindberg-Larsen.

På det tidspunkt havde de andre banker løftet sløret for deres kommende tiltag Swipp, som var deres bud på en løsning, og de store teleselskaber havde offentliggjort Paii. Nu var der altså ikke bare én med tre konkurrerende bud på mobilbetalingsløsninger – alle med milliardkoncerner i ryggen.

“Vi kunne hurtigt se, at uanset hvor mange penge de brugte, så kommer opfindelser ikke af sig selv – allerhøjest innovation. Vi var simpelthen langt foran teknologisk, så vi brugte lang tid på at analysere de andres løsninger i forventningen, om at vi kunne sælge vores teknologi til dem,” siger Kim Vindberg-Larsen.

Af forskellige årsager lykkedes det bare ikke, og da de stod uden en stor partner var den eneste løsning at kæmpe videre med whitelabel-løsningen i eget navn.

“Vi havde ikke råd til at patentere alle vores opfindelser, og en patent-ekspert sagde, at den næstbedste beskyttelse var at være i markedet og dermed offentliggøre vores opfindelser; så vi valgte at blive i markedet,” siger Kim Vindberg-Larsen.

Snebolden begynder at rulle

I første omgang holdt de sig kørende ved at lave nogle sideprojekter med software og app-udvikling, men efter nogle måneder lykkedes det ved hjælp af Danmarks første crowdequity-projekt at rejse 1,8 millioner, som igen fik snebolden til at rulle.

Et lån fra Vækstfonden gik igennem, og med frisk kapital begyndte Meewallet at etablere sig flere steder, og fik blandt andet sat gang i et lovende projekt med Forbrugsforeningen og dens 200.000 medlemmer.

“Det var en sjov tid. Teknisk set stjal vi forbrugsforeningen fra Nets, og der var mange i branchen der fik kaffen galt i halsen om morgenen den 13. marts 2015, da vi kunne offentliggøre aftalen – det var den bedste fødselsdagsgave, jeg kunne tænke mig,” siger Kim Vindberg-Larsen.

Selvom de måtte klare sig for få millioner mod konkurrenter, der havde milliardvirksomheder i ryggen, begyndte Meewallet at trække overskrifter og sætte sit aftryk i markedet: Meewallet gik forrest med at forhøje beløbsgrænsen for mobilbetalinger, da de offentliggjorde Randers som testby fulgte MobilePay trop med Horsens som testby – og så satte samarbejdet med Telenor måske grus i maskineriet på teleselskabernes fællesløsning Paii, som Telenor også var en del af.

I løbet af 2015 havde Meewallet næstflest terminaler til mobilbetalinger ude i de danske butikker, og var godt på vej til at sætte sig solidt på markedet i Færøerne.

Mens konkurrenterne havde nok at se til med at erobre det danske marked, tog Meewallet til Færøerne, lavede en aftale med en supermarkedskæde og fik gang i betalingsservicen der.

“Men det betød også, at vi lige pludselig ikke længere var den der lille loppe, der stod og gøede ovre i hjørnet. Konkurrencen og opmærksomheden blev intensiveret fra Mobilepay, Nets og Swipp. Vi lyste meget op på radaren hos de andre aktører, hvilket også gjorde, at vi ind imellem måtte tage nogle stød under bæltestedet. Det er naivt at tro, at finansbranchen opfører sig som gentlemen – og der var vi nok alt for naive,” siger Kim Vindberg-Larsen.

Samtidig begyndte organisationen omkring løsningen at vokse og blive mere professionaliseret – blandt andet med et par medieninjaer, der konstant sørgede for at Meewallet blev anerkendt for de milepæle, virksomheden satte.

“Vi var dygtige. Bare ikke til det med at skaffe penge nok.”

Begyndelsen på enden

Succesen betød, at et lille team uden penge pludselig var blevet til flere kontorer, som skulle holdes kørende, teknik der skulle driftes og et team på 15-20 mand, der forventede løn hver gang, det blev den første.

Burnraten var hurtigt blevet skyhøj, mens omsætningen stadig var beskeden. Så virksomheden overlevede fra måned til måned på nye crowdequity-runder, småinvesteringer og cowboytricks, mens de ledte efter den store investor, der turde satse på skaleringen. Og det var svært at acceptere for nogle af de nye medarbejdere, som kom fra gode, trygge jobs.

Et millionlån fra Vækstfonden betød, at Meewallet kunne begynde at ansætte folk for at udrulle løsningen i hele landet. Men det blev i virkeligheden begyndelsen på enden.

”Dem der ikke er parat til at tage en voldsom risiko, de skal ikke være i sådan en virksomhed. Det var en af de ting, vi måtte lære. Derfor var vi desværre nødt til at opsige samarbejdet med nogle sindssygt dygtige folk, som ikke kunne leve under de risikovilkår,” siger Kim Vindberg-Larsen.

Mens der blev sat teknologiske milepæle på ugentlig basis, flere butikker og brugere begyndte at bruge løsningen og småinvestorerne begyndte at tro på projektet, fik det hele et brat opbremsning, da manglen på likvider pludselig tog livet af Meewallet indefra.

”Det var én person, som havde noget løn til gode, der begærede os konkurs. Personen var i sin gode ret til at gøre det, vedkommende gjorde, men det hev 19 andre mennesker med ned. På grund af en meget lille sum penge – et lille tocifret tusindebeløb.”

Hus eller ikke hus?

De næste tre måneder er katastrofale for Kim Vindberg-Larsen. Det danske driftselskab bag Meewallet med kunderne, platformen og indtjeningen går konkurs, og Kims privatøkonomi kollapser. Han ved ikke, om huset ryger på tvang, og venner kommer forbi med mad sidst på måneden, når der ikke er flere penge på kontoen.

“Det blev for meget. En dag måtte jeg simpelthen lægge mig ned i brusebadet, da familien var taget afsted i skole og på job. Jeg ved ikke, om der gik et par sekunder eller måske en time. Jeg lå bare ned og alt sortnede for mig. Men da jeg rejste mig op, sagde jeg til mig selv, at det her er simpelthen ikke mig. Whatever comes – vi tager den face to face,” fortæller Kim Vindberg-Larsen.

Derfor rejste han efter konkursen rundt til både samarbejdspartnere og flere af de andre betalings-aktører sammen med hele teamet, og sagde tak for rejsen med et personligt møde.

“Jeg må nok sige, at jeg er stolt af den flok af medarbejdere for at tage med på den sidste rejse med mig. Og vi blev mødt med anerkendelse og værdighed. Vi havde gjort en stor forskel. En aktør spurgte, hvem de nu skulle konkurrere med, når vi ikke var i markedet mere, hvortil en af mine medarbejdere svarede – “vi har aldrig været konkurrenter”,” siger Kim Vindberg-Larsen.

Det handler om at ændre verden – og gøre en forskel

Indtil december sidste år, var Kim i tvivl om, om han kunne beholde huset og bilen. Men med den hurtige overgang til nye jobs lykkedes det i første omgang at redde begge dele.

I dag sidder flere fra det gamle Meewallet-team på prominente pladser hos nogle af de gamle konkurrenter, mens Kim har fået job som afdelingsleder for Dansk Supermarked Groups nye mobilsatsning.

”At få en super okay løn, få kort til arbejde, så jeg kan se mine børn næsten hver dag for første gang i fem år, og så komme til at arbejde med noget super spændende med rigtig seje folk – det er vanvittigt fedt. Jeg rammer lige ind i et Dansk Supermarked i en digital transformation og med en ledelse som bare vil de helt rigtige ting – det siger man selvfølgelig ikke nej tak til,” siger Kim Vindberg-Larsen.

At både han selv og teamet er kommet så godt videre, tilskriver han i stor stil, at de har opført sig ordentligt undervejs – også selvom de flere gange kunne have smækket med dørene. På trods af konkursen i firmaet kan Kim se sig selv i spejlet og gå med oprejst pande, og selvom Meewallet stadig koster Kim og familien dyrt økonomisk, er der ikke meget, han ville have gjort anderledes.

”Jeg fortryder overhovedet ikke, at jeg sprang ud som iværksætter. Men jeg fortryder, at jeg udsatte min familie for det. De har i den grad mærket det, og det er jeg ked af i dag. Den tid der gik med virksomheden var fantastisk, men den er også gået fra den tid, jeg kunne have været sammen med familien – især den mentale tid. Jeg har en hustru, der var forstående, men jeg har nærmest været kompromisløs for at være iværksætter. Det kommer jeg ikke til at være igen,” siger han.

Han håber, at hans fire børn i dag trods alt kan se, hvad hårdt arbejde kan føre til på godt og ondt, og at de har lært, hvordan bekendte, venner og familie kan træde til, når det bliver nødvendigt. For hvis de har lært det, er den økonomiske situation noget sekundært.

”I bund og grund gjorde jeg det ikke for pengenes skyld. For det første gik det op for mig, at jeg havde en unik løsning, og for det andet gik det op for mig, at jeg kunne gøre det. Jeg vil gerne huskes som en af dem, der kunne ændre noget – og ændrede noget. Og jeg kan trods alt stadig se, at de ting vi gjorde stadig har et aftryk i markedet i dag,” siger Kim Vindberg-Larsen.

”Det ærgrer mig selvfølgelig ad helvede til, at vi blev begæret konkurs. Men eventyret er jo ikke helt slut endnu, for IP-rettighederne ligger i et andet selskab, og whitelabel-ideen testes stadig flere steder i verden. Og da selskabet også er sat til salg, håber jeg, det kan få et nyt liv – og at det kan indbringe en sum penge til at bringe det videre. Det fortjener det.”

FAKTA: Disclaimer
Historien er fortalt af Kim Vindberg-Larsen, og det har ikke været muligt at bekræfte en række af de mundtlige aftaler, personelige møder og ordudvekslinger, der er beskrevet i hsitorien. De er altså udtryk for, hvordan Kim husker at have oplevet dem.