Ugens startup, Hololink, har udviklet et webbaseret augmented reality-program. Efter at være gået fuldtid på virksomheder i sommer er de nu blevet optaget i en international tech-accelerator i Israel og har rejst de første millioner.

Som hardcore humanist har jeg altid haft svært ved ting som fysik og biologi. Måske det ville have hjulpet, at kunne se menneskecellerne eller planeterne visuelt og interagerende med dem foran mig – om ikke andet, ville jeg nok have læst lidt mere. 

Det er netop, hvad augmented reality – det nye, populære tech-legetøj i klassen – lover: At lægge et digitalt, interaktivt lag ovenpå virkeligheden, som kan bruges til alt fra interaktiv undervisning til reklamer på mælkekartoner, og oplæring af nye medarbejdere.

Problemet er bare, at teknologien stadig er svær at bruge, og indtil videre kun findes få eksempler på, at teknologien for alvor er blevet brugt til noget nyttigt. Men det vil det danske startup Hololink lave om på.

“Selvom teknologien er der, er der ikke særlig mange værktøjer, som er tilgængelig for den egentlige bruger. Augmented reality skal ikke bare være et marketing gimmick. Hololink gør augmented reality til et let tilgængeligt medie, på lige fod med video, SoMe og print,” siger Lucas Nygaard, der er CEO og medstifter af Hololink. 

Forretningsdelen tager Lucas Nygaard sig af, og sammen med Dennis Christensen, der er virksomhedens teknologiske hjerne, stiftede de sidste år startuppet Hololink. I sommer gik de fra deltids-iværksættere til at køre 100 procent på Hololink efter at have modtaget det eftertragtede InnoBooster-legat, og siden har de både fået millioninvestering og er blevet optaget i en prestigefuld accelerator.

Læs også: Ingenium Golf har rejst 3,1 mio. til at digitalisere golfklubber

Ingen gider downloade apps

Hvor mange af de eksisterende tilbud indenfor augmented reality findes i selvstændige apps, har de to unge mænd brugt en anden tilgang.

“Folk gider ikke at downloade apps, så hvorfor skulle de downloade en app, der kan augmented reality?,” spørger Lucas Nygaard. 

I stedet har de udviklet en platform, der er webbaseret. Med andre ord, er augmented reality, skabt med Hololink, i stedet tilgængelig gennem den indbyggede browser på din smartphone eller tablet. Ikke noget download – ikke så meget pis. 

Hololink skal i stedet fungere på samme måde som et CMS-system. Så ligesom den mindst EDB-kyndige kan skabe en hjemmeside med WordPress, så skal alle kunne lave en augmented reality-oplevelse gennem Hololink.

Fra en container på Amager, til Tel Aviv og store penge

Selvom Hololink stadig er et ungt startup, har deres ligefremme tilgang til augmented reality tiltrukket opmærksomhed.

I november sidste år, repræsenterede Lucas Nygaard Hololink i teknologi-konferencen Web Summit i Lissabon. Her havde Hololink en lille stand, hvor Lucas Nygaard forsøgte at promovere virksomheden. Startuppet fik opmærksomhed, og blev udvalgt til at pitche deres ide.

Udover Amazons CTO Werner Vogels, blev pitchen også set af Franka Godina, program manager for den internationale startup accelerator Techstars. 

Læs også: Ugens Startup: WineJump vil være det næste store vin-startup fra Danmark

“Jeg fik en mail fra en der hed Franka, og hun ville have mig til at mødes med sin chef. Chefen gav mig lige omkring fem minutter inden hendes fly gik – så jeg nåede kun lige elevatorpitchen,” siger Lucas Nygaard, og fortsætter: 

“Vi søgte, og blev ved med at gå videre. Jeg tror vi var igennem fem-seks interviews. Vi tænkte hele tiden, at det var lidt for godt til at være sandt, at vores lille startup der holdte til i en container på Amager, skulle være med i Techstars, også ovenikøbet Tel Aviv, der lidt er startup-hovedstaden.”

Men Hololink kom igennem nåleøjet, og var en af de ti blandt over tusinde ansøgninger der blev udtaget. 

“At være med i Techstars gør, at vi kan komme fra den beta-type vi har nu, til at kunne lancere allerede i september. Selvom folk, allerede nu kan skrive sig op og prøve vores beta-version”

Udover, at kunne bryste sig af, at være en af de få udvalgte, fik Hololink samtidig en god sum penge – og for nyligt, kunne de lægge en million oveni. Business Angel, Greg Moga, har nemlig også set potentiale i Hololink.