»Folk er forblændede af teknologi og apps,« mener makkerparret bag Canairi. Derfor har de skabt et såre simpelt produkt, som minder folk om at lufte ud – helt uden brug af apps og skærme.

Når minearbejdere i gamle dage begav sig ned i kulminen, havde de ofte en kanariefugl med. Hvis minen blev fyldt med den giftige gas kulilte, var den lille fugl den første til at blive påvirket, og minearbejderne kunne dermed selv nå ud, inden de blev forgiftet. 

Det er disse kanariefugle, startuppet Canairi har genopfundet i plastik. Fuglen skal hænge på væggen i hjemmet, og i stedet for kulilte, monitorerer fuglen niveauet af CO2 gennem en sensor. Overstiger værdien Arbejdstilsynets grænse, vipper fuglen af sin pind. 

“Indeklima er et usynligt problem, som vi har gjort synligt. Og i stedet for at gå den vej, som vi oplever, at mange andre indeklimamålere gør, at blive meget techy og ingeniør-agtige, bruger vi visuel kommunikation. Alle forstår, at når fuglen er død, så skal du lufte ud – uanset om du er fem eller 90 år,” siger Andreas Kofoed Sørensen, medstifter af Canairi.

“Folk er forblændede af teknologi og apps. De tænker ikke nødvendigvis over, om der kunne være andre muligheder end en app eller andet high tech. Vi skal bruge enormt meget energi på at omsætte tal til håndgribelige budskaber. Derfor er fordelen med Canairi, at den taler til vores følelser, og det skal vi ikke bruge lige så meget energi på at forstå,” supplerer virksomhedens anden stifter, Hans Augustenborg.

Netop på grund af det minimalistiske design og simple funktion er Canairi-stifterne tit blevet skudt i skoene, at deres produkt ikke har meget innovationshøjde. Men det er Andreas Kofoed Sørensen og Hans Augustenborg dybt uenige i. 

“Når vi har snakket med ingeniører om Canairi, er de hurtige til at spørge, hvorfor vi ikke putter andre sensorer i, eller laver en app eller display. Det har faktisk været en udfordring at sige nej til, at den skal kunne alt muligt,” siger Hans Augustenborg, mens Andreas Kofoed Sørensen tilføjer:

“Der er et tunnelsyn på teknologi. Vi vender den om og siger, hvad løser problemet bedst? Uanset hvor mange lyde og notifikationer du putter i produktet, så handler det i sidste ende bare om at åbne vinduet.”

Kickstarter-kampagne med luft under vingerne

Andreas Kofoed Sørensen og Hans Augustenborg er barndomsvenner og skabte deres første forretning sammen allerede som 12-årige, hvor de slog græs for deres naboer i Hellebæk i Nordsjælland. Gutternes karriere inden for gartneri var dog kortvarig. Andreas Kofoed Sørensen har i dag en kandidat i finansiering fra Copenhagen Business School, mens Hans Augustenborg er uddannet inden for visuel kommunikation. 

Og det var mens Hans stadig studerede, at idéen til Canairi opstod. 

“Allerede dengang tænkte jeg, at det kunne blive stort. Men jeg vidste også, at hvis jeg skulle gøre det, så skulle jeg gøre det sammen med nogen, som jeg havde det sjovt med, og som kunne bidrage med nogle kompetencer. Og det kunne Andreas,” siger Hans Augustenborg. 

Til at starte med arbejdede barndomsvennerne på projektet sideløbende med deres fuldtidsjob. Men efter nogle år og et par måneders orlov fra arbejdet, indså de, at de blev nødt til at bruge mere tid på kanariefuglen. Derfor sagde de begge deres jobs op i marts i år, og brugte al deres energi på at søsætte en Kickstarter-kampagne, som skulle finansiere produktionen af de første fugle. 

“Da vi sagde vores jobs op, vidste vi ikke, om vi kun ville få forudbestillinger for 500 kroner. Sådan gik det heldigvis ikke. I dag er vi blandt de største crowdfunding-kampagner i Danmark nogensinde, og det havde vi på ingen måde regnet med,” siger Andreas Kofoed Sørensen. 

Da kampagnen udløb 5. maj, havde mere end 3.200 såkaldte backers støttet projektet med 3,2 mio. kroner. Det oprindelige mål om at nå 50.000 kroner blev derfor indfriet inden for kampagnens første timer. 

Nu begynder næste fase af Canairi derfor at forme sig: Projektet er blevet til en virksomhed, forhandlerne står i kø og stifterne skal nu til at hyre medarbejdere. 

“Hvis vi ikke virker oppe at køre, så er det fordi, vi endnu ikke har fattet, hvor vildt det er,” griner Hans Augustenborg.