Videokald er blevet hverdag, men det er stadig svært at holde en decideret workshop digitalt. Det mener startuppet Butter, og derfor har de udviklet en platform, der skal udfordre giganternes tilbud.

Videomøder på Zoom, Teams og Meet er blevet en del af rigtig manges arbejdsdag det seneste år, hvor vi alle sammen er blevet tvunget til at holde afstand.

Det blev det også for Jakob Knutzen og hans lille team i 2020. I starten af året gik han med virksomhed remotecamp.io i gang med at sælge workshops i at arbejde remote – baseret på erfaring fra at bygge et digitale marketingbureau op i Indonesien. Men her opdagede han bare, at workshops ikke fungerede godt nok online.

”På trods af, at jeg har lavet mængder af workshops som konsulent og i bureau, så var det fucking svært at lave engagerende workshops online. Vi kørte det gennem Zoom med forskellige værktøjer for at gøre det interaktive – men det var bare ikke fedt nok. Derfor besluttede vi os for at bygge en løsning selv,” siger han.

Startede fra eget behov

Hele missionen om at udvikle et værktøj til workshops på nettet startede egentlig med at startuppet StreamCrux – en streaming platform for gamere – der kuldsejlede og lukkede i starten af 2020. Teamet bag startuppet blev nemlig sammen, og ville lave en ny virksomhed. Uden helt at vide, hvad det var for en virksomhed.

”Kriteriet var bare, at vi skulle løse et problem, vi selv havde oplevet og forstod. Ellers er det så meget sværere at bygge et produkt omkring det,” siger Jakob Knutzen.

Læs også: Ugens Startup: TimeJam har gjort din hadeopgave til en leg

Mens den helt rigtige ide lod vente på sig, startede de remotecamp.io, hvor de kunne sælge deres erfaring med remoteteams. Og det var altså her problemet dumpende ned i skødet på dem sammen med corona-krisen: De oplevede selv, hvor ringe det var at lave workshops online.

”Vi har meget erfaring med at holde fysiske workshops – personligt har jeg holdt langt over 100. Og vi kunne bare se, hvor svært det var at få det samme med på tværs digitalt. Så da corona kom, stod vi selv med en meget konkret problemstilling, og vi havde bare lyst til at bygge noget, der kunne hjælpe os selv,” siger han.

Derfor skiftede teamet retning, og gik i gang med at udvikle værktøjet kort efter nedlukningen. I starten af juni sidste år lancerede de deres videokonferenceplatform målrettet workshops under navnet MeetButter (som for nyligt er ændret til Butter), og det har vist sig, at de ikke var de eneste, der manglede værktøjet.

Siden starten for et år siden, er Butter vokset til et team på 13 personer. Og helt i virksomhedens ånd arbejder de selvfølgelig remote – fra Indonesien til Tyskland til USA.

Komplekse møder

Fra start har Butter satset på at udvikle et værktøj målrettet workshops, fordi de er væsentligt mere besværlige at facilitere end almindelige videomøde.

”Workshops er den sværeste case at flytte online, for det er i sin natur komplekse møder. Men det gør også potentialet stort. Der har folk ikke bare brug for en video-platform, men en fuld workshop-suite. Vi skal understøtte hele workflowet: Fra du stykker programmet sammen, sender invitation ud, kommunikerer lidt med hinanden før workshop, kører selve workshop – og her er video kun en lille brik,” siger Jakob Knutzen.

Butter vil samle det hele i én platform, som gør det både simpelt og engagerende at afholde workshops i et digitalt format. Selve kerneplatformen, hvor deltagerne møder hinanden, har de selv udviklet. Men samtidig integrerer de til en lang række værktøjer som Miro, Slides og YouTube, så facilitatorne har alt de skal bruge lige ved hånden.

”Når man afholder en workshop, vil man gerne fokusere på at levere en god oplevelse til deltagerne. Men lige nu er facilitatorne overvældet af al den tech, de skal holde styr på. Både selve platformen, men også de værktøjer, de ellers måtte bruge undervejs. Den tech-overload vil vi gerne reducere, så de kan se væk fra værktøjet og bare fokusere på at facilitere,” siger han.

Vil slå konkurrenterne med god energi

Giganter som Microsoft og Google har allerede veletablerede løsninger til videokald, som kun er blevet mere populære under corona-nedlukningen. Samtidig har et hav af nye virksomheder – ligesom Butter – set sit snit til at lancere lignende løsninger. Konkurrencen er benhård.

Det skræmmer dog ikke Butter, selvom virksomheden er en miniput i feltet.

”Der er jo pludselig mange spillere i det her marked. Derfor tror jeg også det er vigtigt, at vi er så fokuserede, som vi er på én brugscase,” siger han.

Samtidig har Butter valgt at gå til opgaven med en mere legesyg tilgang og forskellige gaming-elementer. Simpelthen for at gøre video-mødet mindre søvndyssende.

”Det lyder måske lidt wishy washy, men når du sidder i et teamsmøde bliver energien bare drænet, fordi der ikke er tænkt på at gøre værktøjet sjovt. Så hele vores brand og feature-sæt er fokusere på at gøre det sjovere: Vi har fx musik der kører i vores venteværelse, og alle de små microinteractions under mødet er designet til at skabe så meget god energi som overhovedet muligt,” siger han.

Butter-platformen integrerer med en række af de værktøjer, som er mest udbredte blandt digitale workshoppere – alt sammen pakket ind i glade farver og godt humør.

Vil være standarden for online-workshops

Indtil videre har Butter fået investeringer for cirka 3 mio. Kroner, som er brugt på at udvikle produktet. Der er endnu ikke brugt penge på markedsføring, og virksomheden giver ikke engang brugerne mulighed for at betale for at bruge platformen endnu.

Alligevel finder nogle tusinde brugere hver uge vej til platform – herunder et universitet på Filipinerne, transportgiganten DHL og træningsorganisationen Hyper Island. Og med flere hundredetusinde minutter brugt på platformen sidste måned, er de særdeles aktive.

”Vi har fokuseret på at bygge et godt produkt, som bare har spredt sig viralt og via word of mouth. Det har givet os 30-100 procent vækst hver måned,” fortæller Jakob Knutzen, og fortsætter:

”Der er jo ingen tvivl om, at corona har acceleret tingene meget. Analoge folk er pludselig blevet digitale, og hvis fem procent af alle workshops kørte online før corona, er det nu 90-95 procent. Og jeg tror ikke, det falder tilbage til mindre end 40-50 procent efter corona, for brugerne kan godt se fordelene ved at gøre det online,” siger Jakob Knutzen.

Han mener altså, at markedet har ændret sig for stedse, og det nye og større marked for online-workshops har Butter planer om at sætte sig tungt på.

“Ser man fem år ud i fremtiden, er det Butter der bruges til komplekse workshops i hele verden. Danmark er allerede et meget lille marked for os, og vi har oplevet ekstremt vækst i USA de seneste måneder. Så vi fokuserer på verdensplan – og hvis vi kan blive synonym med workshops på nettet, har vi jo gjort det meget godt,” siger han med et grin.