You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Ugens Startup: DoLand skrotter de akademiske sætninger, og gør bæredygtig investering forståeligt

Startuppet DoLand vil gøre bæredygtig investering tilgængelig for lægfolk, der hverken er bekendt med komplicerede finans-termer eller har millioner i bankbogen. Det skal ske med tech, og ideen har rejst millioninvestering.

Startuppet DoLand vil gøre bæredygtig investering tilgængelig for lægfolk, der hverken er bekendt med komplicerede finans-termer eller har millioner i bankbogen. Det skal ske med tech, og ideen har rejst millioninvestering.

Tyve år i finansbranchen har givet Jakob Lage Hansen en forståelse af, at man her ser på bæredygtige investeringer på en særlig måde: Investeringerne er komplicerede og besværlige, og derfor er de primært reserveret til erfarne investorer, der forstår lingoen, frem for lægmænd.

Den samme opfattelse fik Pelle Pedersen efter at have arbejdet i pensionsselskabet PKA, hvor han dagligt brugte lange, akademiske og uforståelige sætninger om bæredygtige investeringer.

Pelle Pedersen, Choef Impact & Growth i Doland.
Pelle Pedersen Chief Impact Growth i Doland

“Jeg stoppede i PKA i 2018, og gik selv med tanken: Hvordan fanden kan vi få flere med på vognen og flere til at investere bæredygtigt? De fleste forsøger at gøre deres for miljøet – om det er mindre kød, mindre bil eller sortere affald – men investeringer er ikke noget, vi tænker på som en bæredygtig livsstil,” siger Pelle Pedersen.

Derfor satte de to sig sammen for at udvikle et letforståeligt alternativ for bæredygtige investeringer ved hjælp af teknologi, og her blev startuppet DoLand født.

En bæredygtig rådgiver på autopilot

For at gøre det lettere for den almene borger at investere i bæredygtige projekter, har DoLand udvklet en digital investerings-rådgiver.

“Vi fungerer som en online investeringsmotor, hvor vi vejleder brugerne ud fra deres ønsker, interesser, beløb, alder osv. Så filtrerer vi, og justerer den bæredygtige investering baseret på de svar,” forklarer Pelle Pedersen.

Brugerne kan vælge investeringstemaer som vedvarende energi, bæredygtige byer eller sundhed, og ud fra de valgte temaer udarbejder DoLand en investeringsstrategi. Samtidig sørger startuppet for at holde øje med, at investeringerne faktisk er bæredygtige.

Uddannelse er en del af rejsen

Selvom DoLand først og fremmest hjælper brugerne med at investere både lukrativt og bæredygtigt uden at de behøver en masse forhåndsviden, vil startuppet også gerne uddanne brugerne undervejs.

“Jeg kommer ind med akademiske baggrund og fra en stor virksomhed og vil gerne skrive lange sætninger, men det er bare ikke den facon, man skal køre, hvis man vil nå ud til den brede befolkning. Så skal man tale, så folk kan forstå det,” siger Pelle Pedersen.

I kampen for at gøre bæredygtig investering forståeligt, vil iværksætterne både tilbyde gratis foredrag, workshop, videoer og artikler der skal forklare og motivere potentielle investorer.

DoLand - faktaboks

Universelle problemer betyder mange kunder

Visionen for DoLand er at skaffe flere penge til bæredygtighed og samtidig tjene penge til brugerne. Og iværksætterne mener ikke, at den vision kun har gang på jorden i Danmark. Selvom startuppet først udkommer med sin betaversion i denne uge, peger pilen derfor allerede på udlandet.

“I 2021 er vi ude over danske grænser. Der er et stort marked i DK, men problemerne er universelle. I 2022, regner vi med op mod 75-100.000 kunder forskellige steder i verden,” siger Pelle Pedersen.

Betaversionen har Saxo med som partner, men det er ikke kun Saxo der har set potentiale i den unge startups ide.

“Vi har i alt samlet en investering på 3,1 million. Vi rejste en lille runde sidste år, og nåede lige at rejse runde to inden Corona, og indenfor en semi-overskuelig fremtid, vil vi gerne rejse endnu mere,” siger Pelle Pedersen.

Startuppet tjener penge ved at tage 0,5 procent af værdien af den indskudte investering årligt.

“Det er selvfølgelig ikke meget, hvis der kun investeres tusinde kroner i ny og næ, men forhåbentlig kommer der større beløb, og vi får mange brugere på platformen,” siger Pelle Pedersen.

Gratis magasin:
Få "The Danish Startup Bible 2024" i indbakken!

Samt de seneste nyheder og største historier om tech og startups direkte i indbakken hver torsdag!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY