You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Ugens Startup: Efter de solgte virksomheden til Airbnb, er serieiværksættere klar med ny markedsplads for sommerhuse

Efter at have arbejdet sammen i både Gaest og Airbnb er det syv mand store stifterteam nu gået sammen om sommerhus-markedspladsen LandFolk.

Et erfarent team fra Gaest og Airbnb har nu udviklet en markedsplads for highend-sommerhuse kaldet LandFolk – som de forventer omsætter for et trecifret millionbeløb om bare tre år.

Et erfarent team fra Gaest og Airbnb har nu udviklet en markedsplads for highend-sommerhuse kaldet LandFolk – som de forventer omsætter for et trecifret millionbeløb om bare tre år.

I løbet af tre år lykkedes det de fire stiftere bag Gaest.com at skabe en så succesfuld markedsplads for booking af mødelokaler, at den amerikanske gigant Airbnb fik øje på det lille startup fra Aarhus og valgte at opkøbe butikken.

Læs også: Airbnb køber aarhusianske Gaest.com

For startuppet betød opkøbet, at deres kontor i Aarhus blev til en dansk udviklingsafdeling for Airbnb, hvor teamet kunne fortsætte arbejdet med at udleje mødelokaler i Airbnb-regi.

”Det er jo enormt spændende at joine en gigant som Airbnb med det brand og den enorme muskelkraft, der ligger i sådan et setup. Det var virkelig en fed oplevelse og meget lærerigt. Men det er også en stor virksomhed, når man har været iværksætter og er vant til det liv,” siger Christian Schwarz Lausten.

Sideløbende brugte stifterne nogle af pengene fra salg til selv at blive angel-investorer i andre startups. Men efter par år i Airbnb begyndte det igen at krible for at komme tilbage til iværksætteriet. Og med den mavepuster corona-krisen gav Airbnb, var det et meget naturligt tidspunkt at søge tilbage til iværksætterlivet.

Læs også: Gaest.com-stiftere investerer i lokalt startup efter Airbnb-salg

”Vi kiggede på: Hvad er det egentlig, Airbnb ikke gør så godt. Vi havde pitched nogle ideer til dem, men timingen var bare ikke rigtig. Samtidig havde vi tidligere, i vores konsulentforretning Seismonaut, lavet en del konsulentarbejde for sommerhusbranchen. Og derfra begyndte vi egentlig at kigge på, om ikke vi skulle starte noget sammen igen,” siger Christian Schwarz Lausten.

Premium-tilbud skaber nyt udbud

Ideen om at gøre noget for sommerhusbranchen blev til startuppet LandFolk, som er en markedsplads for lejere og udlejere af sommerhuse.

Hvor Airbnb er en urban markedsplads drevet af udlejning i metropoler verden over, satser LandFolk på naturoplevelser udenfor storbyen. Udgangspunktet er egentlig at digitalisere sommerhusbureauerne med en moderne hjemmeside, ingen bindinger og lave omkostninger – men ellers med samme tilbud om at håndtere transaktioner, kontrakter, indberetning til Skat og rengøring, som traditionelle bureauer.

”Det er jo på overfladen en meget enkel forretningsmodel. Vi vidste, at det er en branche, der ikke har udviklet sig ret meget i 30-40 år. Så det kunne vi da gøre noget ved – vi er bare mere teknologidrevne, og vores twist er, at vi først og fremmest håndplukker husene. Det vil sige, at man skal igennem en ret nøje udvælgelsesproces, så vi sikrer, at kvaliteten at sommerhusene er tårnhøj,” siger Christian Schwarz Lausten.

I stedet for at skulle sidde og trawle markedspladsen igennem for at finde perlerne, vil LandFolk være et premium-tilbud, hvor man kun finder perler. Både for kundernes skyld, men også for at få fat i et nyt segment af udlejere.

”Den største udfordring for os er, at det ud af 200.000 sommerhuse i Danmark kun er 40.000, der bliver udlejet. Der er mange, der ikke har brug for pengene eller gider bøvlet med det. Så der er en stor gruppe, som aldrig kommer til at udleje. Men det er også en stor gruppe af dem, som faktisk synes det er interessant – de har bare ikke kunne se, hvor deres super fede hus hører hjemme. De klassiske bureauer, har nogle grimme websites, som ejerne af et arkitekttegnet hus får knopper af. Og der vil vi være et alternativ,” siger Christian Schwarz Lausten.

Udbuddet af premium-sommerhuse skabte bookingforespørgsler for over en million kroner, på de første tre uger platformen var online. Men det har været mindst lige så vigtigt for LandFolk at få fat i de helt rigtige sommerhuse til platformen siden lanceringen 1. februar i år. Det er nemlig nøglen, hvis platformen skal vokse sig stor.

”Vi tror simpelthen, at vi kommer til at udvide markedet – og vi har allerede fået 100 henvendelser fra husejere, som gerne vil på platformen. Der er virkelig nogle fede huse imellem, og når de kommer til os, så kan vi jo se, at vi har ramt noget rigtigt,” siger Christian Schwarz Lausten.

Landfolk vil udelukkende tilbyde sommerhus-perler på sin platform. For iværksætterne betyder det et hus der emmer af kvalitet og personlighed – ikke at det nødvendigvis behøver at have en pool eller en stor fladskærm.
Landfolk vil udelukkende tilbyde sommerhus-perler på sin platform. For iværksætterne betyder det et hus der emmer af kvalitet og personlighed – ikke at det nødvendigvis behøver at have en pool eller en stor fladskærm.

Tilbage til markedspladsen

Selvom LandFolk er en ny virksomhed, bliver det altså ikke et kvantespring ind i et noget helt nyt for teamet, som alle har erfaring fra markedspladserne Gaest og Airbnb.

”Vi ved en hulens masse om, hvordan man bygger markedspladser. Vi har virkelig fået et indgående indblik i, hvordan man driver verdens måske mest effektive markedsplads, og vi har stor respekt for domæne-kendskab. Så må vi for afløb for andre brancher gennem vores angel- og seedinvesteringer,” siger Christian Schwarz Lausten.

Den nye markedsplads har dog også mange elementer, som teamet ikke har så stor erfaring med. Blandt andet sælger de nu direkte til forbrugere, hvor mødelokaler mere var målrettet virksomheder. Og så skal teamet finde ud af, hvad det personlige værtskab – som man kender fra Airbnb – kan gøre for sommerhusbranchen.

”Vi tilbyder en direkte kontakt mellem vært og gæst. Det har bureauer fjernet, og det mener vi, er en stor fejl, for det skaber en ligegyldighed overfor huset. Derfor har vi også mange planer for, hvordan vi kan inddrage værterne fremover i et reelt community. Vi tror meget på den styrke de udgør som en lokal ressource, der ved en masse om området, naturen og oplevelserne. Den styrke, tror vi, kan aktiveres digitalt på en helt særlig måde,” siger Christian Schwarz Lausten.

Endnu et Airbnb-salg på vej?

Christian Schwarz Lausten fortæller, at LandFolk ikke starter med radikal innovation til markedet. Lige nu kombinerer de bare den service, som udlejerne kender fra bureauer, med den digitale oplevelser fra Airbnb – alt sammen til en lavere pris end traditionelle bureauer.

Men ambitionen er på sigt at skubbe markedet i en langt mere teknologi-drevet retning.
”På selve produktdelen skulle vi meget gerne arbejde innovativt med at kunne integrere op imod tredjeparter. Det tror vi er fremtiden – at markedspladser arbejder sammen med andre markedspladser. Samtidig tror vi, at det er noget med remote-management, som bliver fremtiden på det her felt. At man har nogle smarthome-enheder, som kan styres via dashboards på vores hjemmeside,” siger Christian Schwarz Lausten.

Helt konkret vil LandFolk være til stede på flere markeder og ramme en omsætning på et trecifret millionbeløb indenfor tre år. Og med så ambitiøs en vækststrategi er det jo nærliggende at spørge medstifteren, om LandFolk monstro har en plan om et frasalg indenfor en kort årrække – fx til en stor, global markedsplads?

”Det har vi også joket med på kontoret – ligesom vi gjorde i Gaest, indtil det blev virkelighed,” siger Christian Schwarz Lausten med et grin og fortsætter:

”Det er jo et felt, der bliver konsolideret kraftigt i de her år – også sommerhusbranchen. Det giver masser af muligheder. Men vi tror også, der er en klar mulighed for at tage den så langt som muligt og virkelig ekspandere og skalere som selvstændigt foretagende. Hvis high-end vertikalen er en, vi kan udvikle os med og skalere på, så er der jo et kæmpe marked.”

Er du investor - eller bare ekstra nysgerrig?

Tilmeld dig nyhedsbrevet "Investornyt", hvor du får portrættet af Ugens Startup med ekstra baggrundsviden og en oversigt over de seneste investeringshistorier i økosystemet lige i indbakken.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

UGENS STARTUP: