You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Ugens startup er på en mission for at digitalisere hestebranchen: »Ambitionen er hele verden«

Fra venstre: Maria Morin og Julie Liv, stifterne bag appen Mosson Stable. Foto: Lars Clement / BusinessFilm
Det danske startup Mosson har siden 2017 stået bag en platform, der strømliner og forbedrer det professionelle arbejde omkring heste. Nu gør søskendeparret bag klar til at skalere forretningen internationalt.

Digitaliseringen har det med at komme i bølger. Indledningsvis rammes de store åbenlyse sektorer som sundhed, forsvar og uddannelse. Og først senere hen når udviklingen ud til nicherne. Som fx i hestebranchen, hvor teknologien kun inden for de seneste år har givet de første vrinsk.

Men det har startuppet Mosson siden 2017 været på en mission for at ændre. Søskendeparret bag, Julie Liv og Maria Morin, har nemlig udviklet og lanceret appen og webplatformen Mosson Stable, der strømliner kommunikationen mellem medarbejderne og skaber overblik over de daglige opgaver i en professionel hestestald. Pleje, fodring og træning registreres og koordineres, så alle er à jour med, hvor den givne hest befinder sig henne. Målet er en professionalisering og effektivisering af branchen og mere arbejdsglæde blandt de ansatte.

”Ude i de professionelle hestestalde er alle nødt til at vide præcis, hvordan hesten har det, hvordan den træner og hvem, der har gjort hvad. Det her er en branche, hvor konkurrencen er hård og forberedelserne skal være perfekte – ellers taber du. Og der har medarbejderne tidligere ofte været overladt til hukommelsen eller en opslagstavle og så et stort dyr, der er rigtig mange penge værd,” fortæller Julie Liv, CEO og medstifter af Mosson.

På trods af, at både væddeløb, spring, dressur og andre hestesportsdiscipliners har et stort, internationalt publikum, betror mange professionelle stalde sig stadig til manuelle værktøjer, når de firbenede topatleter skal passes og trænes. Derfor er det kun en naturlig udvikling, at digitaliseringen nu også når denne branche, fortæller iværksætteren:

Gennem Mosson Stable kan medarbejderne selv notere hvad de og hestene har gjort Det hele samles i en log under hver enkelt hest så træneren eller ejeren altid er opdateret på udviklingen

“Både væddeløbs-, rideheste- og salgsstalde er meget strukturerede virksomheder. Når man fx opdrætter, uddanner, avler og sælger heste, skal der være styr på alt fra små skavanker til hyppigheden af dyrlægebesøg. En servicebog, om du vil,” forklarer Julie Liv.

In vino veritas

Selvom de to søstre begge har redet som børn, er det ikke noget, der for alvor har fyldt noget. I stedet opstod idéen til Mosson af omveje og kan knyttes til særligt én aften.

De to søskene Julie Liv og Maria Morin gik på feltarbejde mange forskellige steder inden de udviklede appen Mosson Stable

”Idéen opstod egentlig, da vi sad en gruppe og snakkede over et glas hvidvin. I sundhedssektoren, hvor jeg selv kommer fra, er alting digitalt, men i dyrebranchen og for dem, der arbejdede professionelt med dyr haltede det på daværende tidspunkt bagud. Så den aften besluttede vi os for at kigge nærmere på problemet,” fortæller Julie Liv, der er uddannet ingeniør med speciale i sundhedsteknologi.

Fra den aften, helt tilbage i 2015, begyndte de to stiftere at undersøge problemet. Det betød blandt andet besøg i Kattegatcentret, Zoologisk Have og at følge en staldchef fra morgen til aften. De ville være sikre på, at deres løsning rent faktisk løste behovene ude i virkeligheden.

I 2020 sendte startuppet Mosson Owner på gaden. En app, som henvender sig særskilt til hesteejerne, der kan få tilsendt billeder, videoer og statusopdatering omkring deres heste.

”Indtil vi kom til verden, fik du som ejer af en væddeløbshest bare en regning i slutningen af måneden. Men med vores app kan ejerne følge med i alt omkring hestene – herunder deres fodring og træning, dyrlæge- og smedbesøg,” siger Liv.

Og for mange vil det være et kærkomment nybrud. For heste bliver købt til alt mellem 50-500.000 kroner, og købes som regel før, dyret overhovedet har vist sig frem til konkurrencer eller andet. Købet foretages udelukkende ud fra en stamtavle. Derfor er det ikke så mærkeligt, at mange ejere og ryttere gerne vil følge med i, hvordan det går.

”Nogle af de dyreste heste køber man i USA og den dyreste hest, jeg var til auktion på, kostede en million dollars. Den blev købt nærmest blindt – kun ud fra en stamtavle,” fortæller Mosson-stifteren.

Født global

I 2017, to år efter idéen var opstået, var Mosson klar med deres første version af appen, som de havde rejst finansiering til gennem venner, familie og netværk.

Siden er det gået stødt fremad. I dag har virksomheden været gennem i alt fire investeringsrunder med bl.a. Vækstfonden og har kunder i syv forskellige lande herunder hele Skandinavien, Brasilien, Portugal, Tyskland og Belgien.

”Ambitionen er hele verden. Mosson er tænkt internationalt fra dag 1 af. Hestebranchen er som udgangspunkt international. Konkurrencerne er sjældent lokale og det er helt normalt, at deltagerne flyver ind med deres heste for at konkurrere. Derfor har vi også hele tiden ville udvikle en løsning til hele branchen – på tværs af landegrænser,” siger Julie Liv.

Og selvom trav og galop-disciplinerne ikke er bredt funderet herhjemme som de fx er i Sverige, er Danmark er langt fremme generelt. Da VM i 2022 blev afholdt i Herning, vandt Danmark guld for hold og den danske dressurrytter Cathrine Laudrup-Dufour vandt to sølvmedaljer.

”Modningen af markedet er stadigvæk noget, der er undervejs. Men vi mærker klart, at interessen kun bliver større. Næste mål er at skalere Mosson og i virkeligheden handler det primært om at sprogversionere. Derfor er ambitionen er klart, at appen skal bruges i stalde  i hele verden,” siger Julie Liv.

FLERE FRA COMMUNITY