135. Så mange år går der, før det såkaldte pay gap mellem mænd og kvinder er udlignet, og vi har opnået reel finansiel ligestilling, ifølge World Economic Forums (WEF) seneste rapport. Tallet er lige blevet opjusteret med +36 år i marts. Og for mange kan det lyde helt vildt.
Men det overrasker ikke Anna-Sophie Hartvigsen. Sammen med medstifterne Emma Bitz og Camilla Falkenberg grundlagede hun i 2017 Female Invest, et online investeringsfællesskab og læringsplatform, som med webinarer, masterclasses, læringsvideoer og community uddanner kvinder i at investere. At blive bedre til at forvalte penge, ser Hartvigsen som et af de eneste aktive modsvar til en ellers nedslående ligestillingsudsigt.
”Kvinder bliver betalt mindre end mænd for de samme jobs. De bliver ikke forfremmet. De bruger mindre tid på arbejdsmarkedet, fordi det er dem, der tager på barsel og laver ubetalt husarbejde. Og så forvalter de deres penge anderledes. Og det er den sidste ting, vi kvinder rent faktisk kan ændre,” fortæller Anna-Sophie Hartvigsen om startupet.
Ifølge stifteren handler Female Invest i virkeligheden ikke kun om at få flere penge. Men i højere grad om at være med til at accelerere løsningen på en udfordring, samfundet altid har været indrettet efter.
”Vi brænder for projektet, fordi det løser et problem, vi selv kan relatere til. Vi har oplevet det på egen krop, før vi grundlagde virksomheden. Det handler jo ikke kun om penge til at købe ting. Overordnet set handler det om større frihed og flere muligheder til kvinder,” siger Hartvigsen.
Blæst bagover af interesse
De tre stiftere mødte hinanden for første gang i studietiden på Copenhagen Business School (CBS). Og uden på forhånd at kende hinanden, havde de meget mere tilfælles, end de gik og troede.
”Vi var alle sammen som teenagere – uafhængigt af hinanden – interesserede i investering. Men ingen af os kendte rigtig nogen, særligt ikke kvinder, der investerede. Det var ofte en ret ensom oplevelse.”
“Så på CBS fik vi hurtigt et stærkt bånd gennem den oplevelse, vi alle havde haft. Derfor besluttede vi at lave en gruppe for andre kvinder, der måske oplevede noget lignende. Og så blev vi væltet helt bagover af efterspørgsel på, hvor mange der gerne ville være med.”
Fortæller Anna-Sophie Hartvigsen om den spæde opstartsfase, hvor Female Invest i virkeligheden var mere en organisation og et fællesskab end en decideret virksomhed. Men da først projektet rullede, tog det fart i løbet af kort tid.
”Vi oprettede en facebook-side, hvor vi ret hurtigt fik mange følgere, og så begyndte vi at samarbejde med banker og finansielle institutioner om at holde fysiske events, hvor mere end 25.000 kvinder nåede at deltage. Til sidst kunne vi slet ikke følge med. Når vi lagde et event op, gik der to timer, og så var det hele udsolgt. Folk begyndte at sælge billetterne videre til overpris – det var helt vildt.”
Interessen var så stor, at passionsprojektet allerede året efter var omdannet til en virksomhed. I starten af 2020 gik Hartvigsen, Bitz og Falkenberg fuldtid på startupet, der i dag råder over et investeringscommunity med blandt andet betalende medlemmer i 67 lande, 27 videokurser og daglige webinarer med eksperter fra finanssektoren.
En politiseret debat
Generelt er det vigtigste for folkene bag startupet, at brugerne lærer noget og får et udbytte af det indhold, de producerer. Female Invest er først og fremmest en læringsplatform – ikke et feministisk kampskib. For som Hartvigsen fortæller:
”Vi oplever, at så snart man laver noget til kvinder, har folk en tendens til at glemme produktet og meningen bag det hele, fordi der er så mange meninger og følelser i den debat. Men mænd er meget velkomne på vores platform. Og faktisk er cirka 8 procent af vores brugere mænd.”
Problematikken kan være svær at navigere i som ledere. For hvor aktive skal man være i debatten, der ofte splitter vandene og føles betændt, og hvor skarpt skal man vinkle sit fokus, uden at det fremstår ekskluderende?
”Det er jo bare en målgruppe ligesom alle mulige andre målgrupper. Så til at starte med, holdt vi os lidt ude af debatten, fordi den er så politiseret. Men i takt med at vi vokser, føler vi også, at vi har et ansvar – for mange lytter til det, vi siger,” fortæller Anna-Sophie Hartvigsen om balancens kunst i Female Invest.
Alligevel er det anderledes at henvende sig direkte til kvinder, der er interesserede i at investere. Ifølge utallige undersøgelser er der nemlig en klar forskel på kønnene: Kvinder holder ofte investeringer i længere tid, er mere konservative, mindre risikovillige og bedre til afgøre, hvornår man skal tage et tab. Og den tilgang vinder ofte i det lange løb.
”Mænd er mere aktive og har mere selvtillid – de tror i højere grad, de kan slå markedet. Men historisk set har det ikke været den strategi, der giver det højeste afkast. For det er bare så svært at forudsige markedet,” fortæller Female Invest-grundlæggeren.
Globalt behov for finansiel uddannelse
Siden CBS-tiden er der sket noget i Female Invest, som i dag har to ben i forretningsmodellen. Dels indtægter fra abonnementsservicen, dels et B2BHvad er B2B? B2B står for Business-to-Business og beskriver en type handel, hvor en virksomhed sælger produkter eller tjenester til en anden virksomhed. Dette... More-ben med uddannelse af og webinarer for medarbejdere i den finansielle industri.
I december lukkede stifterne en investeringsrunde med 10 millioner fra prominente navne som Mia Wagner, Jeppe Christiansen, Shailendra Patel, Marianne Settness, Pia Glavind samt den berømte accelerator Y Combinator, som tidligere har investeret i AirBnB, Stripe og Dropbox.
Det København-baserede startup har netop udvidet og åbnet kontor i England, og er i skrivende stund ved at lukke endnu en større investeringsrunde. Ambitionerne er tårnhøje.
”Vi ser, at der er behov for finansiel uddannelse i hele verden. Lige nu er vores fokus på England, men med henblik på senere at træde ind i USA. Ikke alle steder er lige så ligestillede som Danmark, og det betyder selvfølgelig, at der er et endnu større behov og potentiale på andre markeder,” siger iværksætteren.
Finansieringsrejsen derhen har dog ikke været ligetil. Særligt ikke for tre kvindelige iværksættere.
”Det er en udfordring at være kvinde, når man skal rejse penge. Det er jo kun 1% af al VC-funding, der går til kvinder i dag, og næsten ingen arbejder i fondene. Så bare det at finde investorer, der forstår det problem vi løser, er svært. Der er jo 0% af dem vi pitcher til, som oplevet det på egen krop”.
”Alene fra Danmark til England er der forskel på kønsrollerne og synet på kvinder. Så vi er nødt til at tænke meget mere over fysisk fremtoning, fordi man bliver vejet helt anderledes. Vi er blonde alle sammen og det har faktisk været en kæmpe udfordring. Vi er blevet afvist af flere VC-funde, som mener, at grundlæggergruppen ikke er divers nok. Og det tror jeg for eksempel aldrig, at tre hvide mænd er blevet afvist på” fortæller Anna-Sophie Hartvigsen.