You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Ugens Startup har fået 100.000 brugere på halvandet år

Brugerne er strømmet til siden lanceringen af den digitale garderobe-løsning fra Capsule. Nu skal de unge stiftere gøre populariteten til en god forretning.

Brugerne er strømmet til siden lanceringen af den digitale garderobe-løsning fra Capsule. Nu skal de unge stiftere gøre populariteten til en god forretning.

This post is also available in: English

Man taber hurtigt pusten, når klimaforandringer og grøn omstilling bliver til noget med ekstremt nedbør og ekstrem tørke forårsaget af nationers overforbrug af jordens ressourcer gennem århundreder.

Derfor var hele udgangspunktet for startuppet Capsule også at gå til den grønne agenda på en helt anden og mere optimistisk måde:

”I stedet for at gøre virksomhederne grønnere, ville vi vildt gerne kigge ind i, hvordan vi kan gøre det sjovt for mængden at være lidt grønnere som forbruger,” forklarer Louise Linde, medstifter af Capsule.

Deres løsning blev en digital garderobe-app, hvor man kan sammensætte og planlægge outfits. Brugerne kan se, hvad veninderne har i garderoben, og de kan mikse og matche med det digitale overblik – så de faktisk får brugt alt det tøj, der hænger i garderoben, i stedet for at købe nyt.

Ideen har Louise Linde haft siden hun var 14 år gammel. Men hun havde aldrig set sig selv som iværksætter, så var det var først på et iværksætterforløb på VIA University College, hvor hun blev sat i gruppe med sine co-founders Emilie og Nadia, at ideen fik liv som Capsule.

“Vi vidste overhovedet ikke, hvad vi begav os ud i, eller hvad det krævede. Vi havde ingen erfaring med tech eller startups. Men vi var sådan: Der er et hul i markedet, og vi tror på, at vi kan bidrage til noget godt. Derfor gik vi 100% ind i det,” fortæller Louise Linde.

En drømmestart

Ideen blev udviklet sideløbende med at studiet blev færdiggjort. Nærmest samme dag, som de dimmiterede, sikrede de funding fra Innofounder, så de kunne gå i gang med at udvikle selve løsningen på fuld tid. Og da løsningen blev lanceret, stod brugerne klar.

”På det tidpsunkt havde vi lavet en masse community. Vi havde en kæmpe signup-liste, og vi var gået viralt på TikTok med 3 mio. visninger. Så da vi lancerede fik vi lynhurtigt 10.000 downloads,” siger Louise Linde.

Med den flotte start blev investorerne interesserede i startuppet, og to måneder efter lanceringen rejse de deres første investering på godt 3 millioner kroner.

Væksten er fortsat lige siden. I dag har de 100.000 brugere i 180 forskellige lande, som har uploaded over 2,5 millioner stykker tøj til platformen og stylet 400.000 outfits.

”Vi vil jo gerne være markedsledere indenfor digitalisering af klædeskabet. Det kommer til at kræve, at vi skalerer op på team. At vi rejser en stor investeringsrunde næste år. Derfor har vi også tidligere været i San Francisco for at opbygge et netværk blandt VC’s.”

Rejsen mod en forretningsmodel

Efterspørgslen på Capsule har fra start været stor. Men hvordan skal de tjene penge på de mange brugere?

“Vi får virkelig god respons, men rejsen har krævet, at vi blev klogere på brugerne. Hvad er de der for, og hvad vil de gerne have? Nogle bruger deres tøj meget mere på grund af Captule, og andre bruger det mest som inspirationsværktøj,” siger Louise Linde.

Det har krævet en mindre omstilling i identiteten hos Capsule: Brugerne går reelt mere op i styling end i den bæredygtige mission. Og det ønsker startuppet at omfavne.

“Hvis både brugerne og brands er mere interesserede i styling og inspiration, så vil det strategisk give bedst mening for os at blive det her stylingunivers. Og så er det jo stadig godt, hvis det fører til, at en trøje bliver brugt 100 gange i stedet for én,” siger Louise Linde.

For forretningen betyder det, at brands i dag betaler for at have en tilstedeværelse på Capsule, så brugerne kan lave outfits med brandets sortiment. En forretningsmodel der nu skal bevises – mens brugertallet stadg skal vokse hurtigt.

“Kortsigtet fokuserer vi på at validere forretningsmodellen i Danmark, men det langsigtede mål er stadig at globalisere. Vi skal ikke være rentable de næste mange år – det handler om at bevise forretningsmodellen, så vi kan rejse den næste store runde til vækst,” siger Louise Linde.

Er du investor - eller bare ekstra nysgerrig?

Tilmeld dig nyhedsbrevet "Investornyt", hvor du får portrættet af Ugens Startup med ekstra baggrundsviden og en oversigt over de seneste investeringshistorier i økosystemet lige i indbakken.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

UGENS STARTUP: