You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Ugens Startup: »Hvis de store mediehuse ryster lidt i bukserne over deres forretningsgrundlag, forstår jeg det godt«

@Erik

Serieiværksætteren Peter Zigler er tilbage på startupscenen med 30 millioner kroner i ryggen og videoplatformen Boon.tv, der vil styrke influencernes forbindelse til følgerne og frigøre dem fra mediegiganterne. »Hvis vi kan forløse potentialet i udviklingen, som den er nu, kan vi blive en ny standard for kommercielle videoplatforme,« siger direktøren.

Serieiværksætteren Peter Zigler er tilbage på startupscenen med 30 millioner kroner i ryggen og videoplatformen Boon.tv, der vil styrke influencernes forbindelse til følgerne og frigøre dem fra mediegiganterne. »Hvis vi kan forløse potentialet i udviklingen, som den er nu, kan vi blive en ny standard for kommercielle videoplatforme,« siger direktøren.

Et yogacenter i et saligt øhav, en forelæsningssal på universitetet eller et keramikværksted for japanske potter og krukker. Mulighederne er mange, men man kan jo ikke være alle steder på én gang eller få det hele her i livet. Eller kan man?

Særligt under coronakrisen er den såkaldte passionsøkonomi blomstret op med videoindhold fra influencere verden over, der gør det muligt at følge med i alle tænkelige genrer, discipliner og interesseområder. Direkte fra sofaen.

Det er en udvikling, der er kommet for at blive, mener iværksætter Peter Michael Oxholm Zigler, manden bag megasuccesen Autobutler. Sammen med forretningspartner Frederik Galskov er han vendt tilbage til startupscenen med videoplatformen Boon.tv, hvor indholdsskabere kan kommercialisere deres videoer og lave en forretning ud af deres følgeskare. Kort sagt: Blive deres eget medie.

”Vi står over for et paradigmeskift. Teknologien har gjort indholdsskabere til selvstændige medier med dertilhørende publikum. Næste bølge kommer i stigende grad til at være en udbredelse af betalt indhold fra de her afsendere. Og det kan vi forhåbentlig være med til at understøtte.”

”I takt med at udbuddet af indhold er blevet så stort, er vi som forbrugere blevet mere kræsne i vores valg. Det gør os villige til at betale mange penge for indhold inden for lige præcis den niche, vi går op i – hvad enten det er en speciel form for fitness, håndværk eller japanske haver,” fortæller Peter Zigler.

Kvalitet over kvantitet

Idéen bag Boon.tv er, at videoproducenterne får mulighed for at få direkte indtjening på videoer og live-sessions med deres følgere. I modsætning til de store platforme, hvor indtjeningen er reklamebaseret

”YouTube og de andre mastodonter understøtter ikke de producenter, der for eksempel kun har et par tusind trofaste følgere. Det er kun volumen, altså hvor mange seeere du kan mobilisere, der tæller. Og med os er det omvendt: kvalitetsindhold over volumen,” fortæller Peter Zigler.

Konkurrenterne hedder nærmere Buy Me A Coffee eller Thinkific. Særligt amerikanske Patreon er blevet store inden for feltet. Men hvor amerikanerne har varegjort alt fra influencernes Word-dokumenter til podcasts, holder Boon.tv sig til videoformatet. Indholdsskaberen skal i langt højere grad tjene til dagen og vejen på at være deres egen tv-kanal med kvalitetsvideoer.

Producenterne bestemmer selv prisen for adgangen til deres videoer. Herefter tager Boon 10 procent af indtægterne på platformen, hvor man kan finde instruktionsvideoer, guides, coaching, live-interaktioner og meget andet fra blandt andre snedkergenier, fitnessguruer, modespecialister og fingerferme guitarister.

Den kendte yogainstruktør på Boon.tv, Rihannon Bailey
Den kendte yogainstruktør på Boontv Rihannon Bailey

Fra bilværksteder til videoplatform

Peter Zigler kender iværksætterruten. Han har nemlig taget den før: I 2016 solgte han sammen med sin kompagnon mekanikerplatformen Autobutler til franske PSA Group. 223 millioner kroner lød beløbet dengang.

For mange kunne et exit i den størrelsesorden hurtigt blive en sovepude. Men man mærker hurtigt, at Zigler ganske enkelt ikke kan lade være. Da jeg spørger ind til idéen bag Boon.tv, klapper iværksætteren instinktivt i hænderne og udbryder begejstret: ”Nu bliver det rigtig spændende!”

”Efter mit exit fra Autobutler havde jeg tid til at gå og tænke over, hvilken retning verden bevægede sig. De store linjer. Særligt huskede jeg tilbage på en universitetsopgave, jeg skrev på CBS om, hvordan den enkelte i takt med de teknologiske fremskridt får mere og mere magt. Altså en ekstrem fragmentering, fordi enkeltindivider pludselig kunne blive deres egen forretning og forbrugerne fik mulighed for at dyrke deres interesser i en mere udpræget grad.”

”Når man sætter sig i fremtiden en torsdag aften og skal se noget på sit tv, så er man ikke begrænset af sit udvalg på Netflix eller HBO Max. Kun af ét spørgsmål: Hvad har jeg lyst til at sætte mig ind i nu?” Beskriver Peter Zigler.

Tanken bag Boon.tv er, at vi i fremtiden vil følge vores helte og heltinder endnu tættere gennem betalt indhold som medlemsvideoer, direkte transmissioner eller live-interaktioner. Målet er at hæve det overordnede niveau for det videoindhold, influencerne producerer.

Timing betyder alt

Da Boon.tv skulle løbes i gang, var den tidligere Autobutler-iværksætter begunstiget af kapital fra sit startupeventyr og et netværk inden for teknologiverdenen, som de fleste ville give deres højre arm for. Men for Zigler var strategien fra start af, at konceptet skulle bestå virkelighedens prøve, før investorerne kom med ombord.

”Lige så snart vi havde fået en validering gennem markedet, begyndte vi at trække engleinvestorer ind, som jeg kender gennem mit netværk, og som jeg havde stor tiltro til kunne bidrage med mere end bare penge”

I 2019, da Peter Zigler sammen med Frederik Galskov startede op, var de kun fire ansatte. I dag er det tal steget til 13, omsætningen er vokset med 300% det seneste år og kunderne bor i både Danmark, Norge, Sverige, Finland og England. Senest har virksomheden rejst rundt regnet 30 millioner kroner fra Preseed Ventures, Vorwerk Ventures og Vækstfonden.

Frederik Galskov medstifter af Boontv

Og den foreløbige succes havde ikke været mulig uden én særlig ingrediens, som Zigler gerne giver videre til alle iværksættere.

”Man kan ikke undervurdere vigtigheden af timing, når man laver et startup. Hvis du rent faktisk bygger noget til en udvikling, du ved kommer til at ske, har du langt større sandsynlighed for succes. Hvis du er for tidligt eller for sent i markedet, kan produktet næsten være lige meget. Timing er vigtigere end alt muligt andet.”

De over 300 indholdsskabere og over 35.000 brugere på tværs af landegrænser, som Boon.tv huser, ville sikkert give ham ret.

De mange nye digitale tiltag varsler overordnet set en ny tidsalder. Og det er ikke sikkert, at der på markedet bliver plads til dem, som ikke formår at følge med.

”Jeg tror, at hele mediebilledet kommer til at blive vendt på hovedet. Alle traditionelle tv- og radiostationer, aviser og forlag får en udfordring, for lige pludselig er der ikke længere et behov for en mægler eller formidler af indholdet. Så hvis de store mediehuse ryster lidt i bukserne over deres forretningsgrundlag, forstår jeg det godt,” siger direktøren.

Men for hans eget startup er vi blot ved foden af bjerget. Strategien er indledningsvist at få fodfæste i Europa, før turen ellers går over Atlanten til USA.

”Ambitionen har fra start af været at bygge et produkt, som ikke har nogen øvre grænse eller et endeligt mål. Hvis vi kan forløse potentialet i udviklingen, som den er nu, kan vi blive en ny standard for kommercielle videoplatforme,” fortæller Peter Zigler begejstret.

 

 

 

Gratis magasin:
Få "The Danish Startup Bible 2024" før alle andre!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY