Fysiske butikker skal have samme muligheder for at kende kunderne, som webshoppen allerede har. Det mener det unge startup Justface Retail, som har udviklet sin egen kunstige intelligens, der lige nu bliver testet hos flere store detailkæder.
Data-indsamling er en helt naturlig del af at drive en online-forretning. Man skal vide, hvad det koster at tiltrække en ny kunde, hvor meget de i gennemsnit køber for, hvordan de bevæger sig rundt på sitet og meget, meget mere. Kender du ikke de tal, er du allerede bagefter konkurrenterne.
Helt anderledes ser det ud i fysiske butikker, hvor dataindsamlingen stadig er på et mere primitivt niveau. Og det er netop det, som startuppet Justface Retail ønsker at ændre på med sin såkaldte Retail Analytics Platform målrettet fysiske detailbutikker, som bruger ansigtsanalyse og kunstig intelligens til at samle data og forstå adfærden hos kunderne i butikken.
”Vi har mulighed for at personalisere og skræddersy personaer ud fra, hvem der besøger butikker på forskellige tidsrum. Vi måler på over 35.000 datapunkter, og det betyder, at vi kan give butiksejerne en masse brugbar data om, såsom hvem deres kunder er, og hvordan de bevæger sig rundt i butikken,” siger Kasper Rost, CCO og medstifter af Justface Retail.
Løsningen bruger kameraer i butikkerne og en AI-platform, der kan genkende og afkode kundernes adfærd, som startuppet selv har udviklet. Herefter bliver dataen anonymiseret og oversat til konkret indsigt i forbrugeren, som butiksejeren kan reagere på; hvilken persona besøger primært butikken, hvordan bevæger de sig rundt og er de glade, når de går ud ad døren?
Og med bare 6 måneder på bagen, har Justface Retail allerede landet en million-investering fra Nuco Invest samt de første test-kunder.
Fra fintech til retail
Selvom Justface Retail er en ung virksomhed, bygger teknologien på mange års erfaring. Dele af teamet kommer fra fintech-virksomheder Calcabis, som gennem fem år forsøgte at levere kunstig intelligens til bankverdenen. Men i slutningen af sidste år valgte de at skifte branche.
Justface Retail bygger på nogle af de samme AI-platforme, som bland anndet også er anvendt inden for medico, automobile og undervisning.
“Så vi kommer ikke fra nul – vi har noget teknologi, der er modent og compliant inden for de forskellige sektorer,” siger Kasper Rost.
Læs også: Calcabis lander millioninvestering til at færdiggøre intelligente moduler til bankerne
Hvor Calcabis tilbød en bred AI-løsning skræddersyet til den enkelte bank, går iværksætterne en anden vej med Justface Retail. Her er tilbuddet mere fokuseret, og AI-teknologien er pakket som en metervare, de fleste butikker kan få glæde af.
”Vi havde rigtig meget teknologi, som kan genbruges. Det har været dyrt at lave, men fordi vi selv har udviklet det, og ikke er afhængige af en stor leverandør som Amazon eller Microsoft, kan vi gå ud og sælge det til 995 kroner pr. butik pr. måned for den billigste løsning,” siger han.
Alligevel forstår han godt, når nogle af kunderne er skeptiske overfor en ny, ung virksomhed, som påstår at kunne konkurrere med de stores teknologier.
”Vi har valgt at bygge en løsning, som er skalerbar og løser et meget essentielt område for retail industrien. Det her er hyldeprodukter, vi kan implementere i allerede eksisterende løsninger. Vi har valgt at gøre det, fordi vi ser et stort t hul i markedet i koblingen mellem online og offline. Knækker vi dén nød, vil det ændre på den måde, man oplever retail-industrien i fremtiden,” siger Kasper Rost.
Angsten for ansigtsgenkendelse
Startuppets biometriske metoder dækker over en kombination af ansigtsgenkendelse, ansigtsanalyse og bearbejdning med kunstig intelligens. Det giver mulighed for meget mere præcis dataindsamling end med sensordata, som i høj grad bruges i dag. Justface Retail vil på den måde være partneren, der kommer og hjælper fysiske butikker med at høste fordelene ved biometriske metoder. Men hvordan harmonerer det med privatliv og datasikkerhed?
“Det første man siger, når man snakker biometrisk scan, er compliance. Compliance er i vores DNA, hvorfor vi også har valgt at involvere os i et nyt d-mærke fra bl.a. Dansk Industri og Dansk Erhverv, som definerer krav og specifikation til datasikker og -etik. Og når mærket bliver lanceret til marts, forventer vi naturligvis at være compliant og leve op til mærkets krav,” siger Kasper Rost.
Faktisk mener han, at butikkerne kun vil få bedre datasikkerhed ved at samarbejde med startuppet. For de fleste butikker har i forvejen kameraer installeret, og når AI-platformen fra Justface Retail bliver koblet på, betyder det bare en gennemgang af sikkerheden, så den er opdateret til høje standarder.
”Du bliver allerede overvåget og gemt på en server, når du handler i dag. Forskellen er, at vi krypterer og gemmer dataen som et tal i en statistik stedet for selve billedet. Og det er ud fra den anonyme data vi mapper personaer og adfærden i butikken. Det giver retailers den digitale præcision med fysisk adfærdsdata, hvilket åbner for helt nye måder at målrette kundeoplevelsen på,” siger Kasper Rost.
Kunderne er sultne efter løsningen
Med sin avancerede teknologi har Justface Retail store forventninger til, hvor meget værdi de kan tilføje de fysiske butikker med ny data. Alligevel er de startet med at implementere løsningen mere snævert med et helt konkret problem for øje: Løsningen er live i flere danske fitnesscentre, der bruger teknologien til at verificere, at de besøgende faktisk er kunder, før de kan komme gennem døren.
”Igennem vores søstervirksomhed har vi har været live i en række fitnesscentre siden februar 2019, og det var egentlig der vi startede med en MVP for at vurdere, om markedet var klar, om vores AI var nøjagtig nok, samt om vi var compliant. Det har udelukkende været en succes, og vi har i gennemsnit skabt en ekstra indtjening på 25.000 kroner om måneden for vores testbrugere, fordi brugerne bl.a. ikke længere kan snyde sig ind,” siger Kasper Rost.
Virksomheden er allerede nu i dialog med flere store detailkæder om at implementere teknologien til at løse lignende konkrete udfordringer i fysiske butikker. Blandt andet som en avanceret persontæller, der ikke tæller personalet med i statistikken og samtidig sikrer, at man overholder forsamlingsloftet, samt som overvågning af butikstyve.
På sigt er visionen dog, at samspillet mellem en kunstig intelligens, der kan opdage tendenser, og eksperter af kød og blod, der kan reagerer på tendenserne, for alvor kan løfte de fysiske butikkers forretning til nye højder.
”Vi kan jo give butikkerne en helt ny forbrugerindsigt – fra aldersgruppe, etnicitet, humør og køn til tidspunkt på dagen, bevæge mønstre og meget mere. Vi har jo den store fordel, at vi har en AI-platform bag, og al den data vi indsamler på hele kæden, kan vi bruge til at kigge på tendenser og trends. Vores platform kan sige til kunden: I jeres butikker på Sjælland er folk gladere og køber mere. Den tendens-data har de ikke adgang til i dag. Og i sidste ende giver det et enormt potentiale til at skabe større omsætning,” siger Kasper Rost.