For fem år siden startede to studiekammerater webshoppen Jule-Sweaters for sjov. Idag brager de afsted med 24 ansatte, en omsætning på 30 millioner og en drøm om at indtage Europa. De er ikke i tvivl om, hvorfor folk er vilde med kitch juletøj: »Selv hvis du gav Hannibal Lecter en julesweater på, ville han også blive hyggelig at se på,« lyder det fra folkene bag.

Julen er over os, hjerternes fest, og selvom man ikke kan gå til julefrokoster eller mødes til gløgg på samme måde i år, er der andre måder at holde traditionerne i hævd på. Flere og flere tyr i stedet til påklædningen, når de skal ’jule’ – for der findes intet mere afvæbnende end en kitsch julesweater, der står uden for moderæset og i stedet bare kompromisløst bebuder: Glædelig jul og godt nytår!

Fænomenet har længe været et stort hit på tværs af Atlanten, men også herhjemme er det efterhånden en ting. Det mærker særligt Christoffer Sloth Henriksen og Jesper Ahm Sørensen, der i 2016 startede virksomheden Jule-Sweaters; en webshop fyldt med hundredevis af forskellige julestriktrøjer. Og de gjorde det endda, før bølgen overhovedet var nået rigtigt til Danmark.

”Dengang var julesweaters ikke rigtig en trend herhjemme. Men det giver god mening, at danskerne har taget dem til sig. Vi er jo som folk ikke så selvhøjtidelige og prioriterer meget, at ting skal være hyggelige. Hvis du kommer anstigende iført en skrigende eller vild julesweater, får det automatisk folk at sænke skuldrene, grine lidt og få det hyggeligt. Man siger, at julen er en magisk tid og det tror jeg, at vi kan tilføre 10 procent til.”

”Selv hvis du gav Hannibal Lecter en julesweater på, ville han jo også være hyggelig at se på!” Fortæller Christoffer Sloth Henriksen med et smil.

Noget tyder på, at de har fat i noget. I løbet af de seneste fire år er det kun gået opad for Jule-Sweaters: I 2020 omsatte virksomheden for 11,5 millioner kroner og er i dag til stede i ni lande på tværs af Europa – særligt det svenske, norske, tyske og italienske marked.

I 2021 har de allerede rundet 30 millioner kroner og solgt over 400.000 enheder, hvilket har affødt en Børsen Gazelle-pris.

Det tog en uventet drejning

Da Jesper Ahm Søren og Christoffer Sloth Henriksen boede sammen i Guldsmedegade i Aarhus, hvor de begge læste på handelsskole, opstod en mulighed for at overtage et parti julesweatere, som Jespers bror sammen med sin kæreste havde solgt i et års tid, men ikke havde overskud til at drive videre.

Iværksættervennerne delte glæden ved at have det sjovt, startede sammen fredagsbaren op på studiet og var som bedste venner enige om sammen at gå iværksættervejen. Så de sprang selvfølgelig på.

Men i virkeligheden skulle salget af juletøj egentlig bare være en sidebeskæftigelse. En placeholder, indtil drengene fandt på en bedre idé.

”Vi har begge altid haft en her drøm om at blive iværksættere. Så da vi fik muligheden gennem Jespers bror, slog vi til. Men vi tænkte samtidig, at nu gør vi det her, mens vi venter på den ’helt rigtige idé’. Nu er vi så kommet frem til, at vi har haft den mellem hænderne hele vejen i gennem,” fortæller Sloth Henriken.

Drengene startede ud med at sælge sweaterne online og på julemarkeder. Men hurtigt udvidede de forretningen og dykkede længere og længere ned i både produktion, værdikæde og til sidst designet af de kitsch julemotiver. De blev grebet af julesweaterne.

”Vi må bare se i øjnene, at det har taget en uventet drejning,” siger Christoffer Sloth Henriksen med et grin.

Designer selv trøjerne

Bølgen med farverigt og larmende juletøj har længe været fast inventar i juletiden i blandt andet USA og Storbritannien, og de notorisk kitsch julesweatere får ofte folk til at tænke på film som Love Actually, Bridget Jones Diary og Step Brothers.

En af de ting, iværksætterparret sætter pris på ved disciplinen, er selve sammensætningen af sweaterne.

”Der gik ikke lang tid, før vi også gik ind i selve designprocessen. Nu er vi nået til et punkt, hvor vi hvert år sidder med vores designer og vælger motiver, designs og farver – særligt ud fra den store mængde data, vi har samlet sammen om, hvad kunderne efterspørger,” forklarer Christoffer Sloth Henriksen.

For iværksætterne er de popkulturelle referencer en af de sjove ting ved at gå på arbejde. ’All the jingle ladies’ eller ’The ice is melting at se pøules’ er blot et udsnit af de linjer, nogle af sweaterne bærer.

”Vi har altid været enige om, at det skulle være sjovt. Vi vil gerne blande humor med forretning. Og jo flere design vi får, jo flere valg har kunderne at vælge mellem, og så har vi lige pludselig noget for de fleste. Alle elsker jo at klæde sig ud – ellers fandtes Aalborg Karneval jo ikke,” fortæller iværksætteren med et glimt i øjet.

Bankerne havde ikke fidus til juletøj

I dag går det godt for Jule-Sweaters, hvor Jesper Ahm Sørensen står for økonomi, administration og daglig drift, mens Christoffer Sloth Henriksen står for salg og markedsføring i hverdagen.
Men som et relativt ukendt fænomen var det i starten svært for iværksætterparret at finde finansiering til virksomheden. Adskillige banker kunne ganske enkelt ikke se fidusen i at sælge kitsch julesweatere.

”Vi kunne jo sagtens se det fra deres side. Ofte sad vi overfor en bankmand på 55, og når så to unge, jyske gutter gerne vil låne til 7 millioner til julesweaters, forstod vi jo godt, hvorfor de var i tvivl.”

”Forretningen har simpelthen været uhåndgribelig for mange. Så vi har skullet skalere naturligt. Men år efter år har vi bevist, at vi er en god og sund forretning. Og med den nye investering begynder vi at være et sted, hvor vi kan ekspandere på den måde, vi gerne vil gøre det,” fortæller medstifteren om strategien fremadrettet.

Det betød, at startuppet i flere år var nødt til at drive det hele bootstrapped. Men i oktober 2020 købte Investor Hub Viborg sig ind i 30 procent af virksomheden, og siden da har det været en del nemmere at skalere forretningen.

”Den danske forbruger er meget kvalitetsbevidst. Vi er vant til god service. Det gør det nemmere at skalere til andre lande, fordi andre nationer ikke har det samme serviceniveau ganske enkelt.
Men derfor er det stadig dyrt at være vækstorienteret. Det kræver meget at træde ind på nye markeder,” fortæller Christoffer Sloth Henriken.

Alligevel er folkene bag Jule-Sweaters ikke blege for at sige drømmene højt.

”Vi skal selvfølgelig være de største i Europa,” melder iværksætteren med et grin.