Startuppet Skipit har en ambition om at gøre det nemmere for turister at færdes i en ny storby. Appen skal fungere som en god ven, der både hjælper turister med nem adgang til offentlig transport og med at finde de skjulte perler.

Idéen til appen Skipit opstod, da britiske Conor Clancy en dag gik igennem metrostationen på Kgs. Nytorv i indre København. En gruppe turister stod forvirrede og prøvede at finde ud af, hvordan busser, S-tog og metro spillede sammen, og hvordan de skulle købe billetter. Samtidig gik københavnerne forbi, og tjekkede nemt og hurtigt ind og ud med deres Rejsekort på de blå punkter. 

“Jeg tænkte, hvorfor er det, at man ikke kan få billetsystemet til offentlig transport til at fungere på tværs af landegrænserne?” siger Conor Clancy, som har boet i København de sidste seks år, og er CEO og medstifter af Skipit.

Han gik derfor til sin kollega Maria Dilling Elken, og sammen diskuterede de problemstillingen. 

“Efter nogle målgruppeanalyser opdagede vi, at der blandt turister var en efterspørgsel på at inkorporere billetsystemet til offentlig transport i et lettere tilgængeligt system, og at der også var efterspørgsel på mere autentiske og lokale oplevelser,” siger Maria Dilling Elken, Skipits CPO og medstifter.

Den indsigt fik de to kolleger til at sige deres jobs op hos Danish Institute for Sustainable Innovation & Entrepreneurship, så de i stedet kunne blive kolleger i Skipit. 

Som en god ven der viser dig rundt i sin hjemby, skal Skipit både hjælpe turisterne med at finde de skjulte perler – og bussen der tager dem direkte derhen. 

Busbillet og inspiration

Skipit er todelt. Appen tilbyder sine brugere at købe billetter til offentlig transport, ikke gennem check ind/ud-funktionen, som man kender den fra Rejsekortet, men en pay-as-you-go-løsning, der giver brugeren adgang til køb af enkeltbilletter og City Pass. 

Forskellen fra DOT’s egen billetapp er, at Skipit appen fungerer på tværs af landegrænser. Derfor skal brugeren ikke sætte sig ind i et nyt system eller downloade en ny app, når de besøger en ny by. Gennem appen kan brugerne også gå på opdagelse i et bestemt nabolag, hvor oplevelser, restauranter og caféer er tilpasset den enkelte bruger. Tanken er, at brugerne skal få inspiration til oplevelser, som de måske ikke havde fundet frem til på TripAdvisor, Instagram eller diverse rejseblogs.

“En af Skipits grundidéer er, at vi vil have turisterne til at gå på opdagelse i den by, de besøger. De skal ud af byens centrum og opleve de steder, hvor de lokale kommer. Men derfor bliver vi også nødt til at fortælle dem, hvad der er derude. De skal have inspiration til at se noget andet end Den Lille Havfrue og Nyhavn,” siger Maria Dilling Elken. 

For at lokke brugerne væk fra de kendte attraktioner og ud af Indre By, har Skipit lavet et dedikeret feed til hvert nabolag.

Skipit - faktaboks

Skipits feed minder en smule om Instragram, men indholdet er til dels skabt af appens brugere og til dels det lokale turistkontor. Og det er netop open data fra eksempelvis MyHelsinki, som skal være med til at skabe indhold og anbefale oplevelser, når brugeren skal på oplevelse i Helsinki.

Corona udskød lanceringen

Egentlig skulle den samlede oplevelse, billetsystemet og opdagelsesfunktionen være søsat i København som den første by. Men grundet coronapandemien blev samarbejdet med DOT, som varetager samspillet mellem DSB, Movia og Metroselskabet på Sjælland og øerne, udsat. Som bruger kan man dog stadig gøre brug af appens opdagelsesfunktion i Danmarks hovedstad. 

I stedet går Skipit om ganske kort tid live i Helsinki, Finlands hovedstad, med den fulde oplevelse.  

“En af grundene til, at vi valgte Helsinki, var, at de havde en masse eksisterende viden og havde allerede begået nogle fejl, når det kom til at arbejde med tredjeparter,” siger Conor Clancy. 

En anden grund til at det lige blev Helsinki er, at byen er vært for acceleratoren EIT Urban Mobility, som Skipit er blevet optaget i. 

“Helsinki er en frontløber i forhold til open data (data der er tilgængelig og gratis for alle at bruge og dele, red.). Vi skal derfor ikke ud og bruge en masse ressourcer på at indhente data om eksempelvis turister eller offentlig transport. Samtidig er Helsinki heller ikke et stort marked, så det er et marked, vi nemt kan teste appen i,” siger Conor Clancy.  

Venter med at trykke på speederen

For at realisere Skipit, har Conor Clancy og Maria Dilling Elken selv postet en del penge i projektet. Skipit har dog også modtaget investeringer fra Innovationsfonden, EIT Urban Mobility Accelerator og nogle angel investorer. 

“På grund af coronasitutationen har vi ventet med at trykke på speederen. Og situationen er endnu ikke 100 procent, som den var før, så derfor venter vi også med at smide store summer efter marketing,” siger Conor Clancy.

Brugerne skal dog ikke alene komme fra reklamer og markedsføring. Skipit har allerede indgået samarbejder med flere hoteller og hostels i København, samt et enkelt hotel i Helsinki, som forventes at blive til flere inden længe. 

“Hotellerne har svært ved at svare på spørgsmål om offentlig transport. Ofte sender de deres gæster hen til den nærmeste togstation, men det er ikke altid en god løsning. Derfor ser hotellerne også Skipit som et godt værktøj, de kan henvise deres gæster til og dermed forbedre deres ophold,” siger Maria Dilling Elken. 

Skipit planlægger at lancere billetsystemet til den offentlige transport i København inden årets udgang. Derudover planlægger Skipit deres indtog i Zurich, Wien, Warsawa, Stockholm, Amsterdam og Bruxelles i 2021 og 2022.