Da jeg fanger Kristian og Søren til en snak om deres nye virksomhed Teamway, er det på et videokald – også for de to herrer, der ikke deler kontor. Og det er ikke bare på grund af corona-afstand, men for at udleve den mission som virksomheden står for.
Ambitionen med Teamway er nemlig at blive platformen, der skal drive næste version af freelancearbejde. Konkret ved at lade virksomheder hyre hele udvikler-teams på abonnement frem for kun at hyre en enkelt freelancer ad gangen.
”Abonnementet giver fleksibilitet, fordi kunderne får lave startomkostninger, korte bindinger og løbende kan op og ned-skalere deres team. Og vi har nu oplevet en stor efterspørgsel på det. Efter de første tre kundemøder kiggede vi på hinanden og tænkte: Vi har ramt noget her. For vi fik lynhurtigt kunder på og signet projekter. Efter vi åbnede for de første kunder for en måneds tid siden, har vi fået syv projekter på,” siger Søren Nørgaard, som deler CEO-titlen i virksomheden med medstifteren Kristian Kongsted.
Mens syv kunder måske ikke umiddelbart lyder af meget, er det en hel del, når prisen starter ved 60.000 kroner om måneden for én projektleder og to fuldtidsudviklere.
Konceptet kalder de selv ’teams-as-a-service’, og de mener det åbner op for nye måder at tænke fleksibel arbejdskraft på. Mens teamway-projektlederen er fast tilknyttet samme kunde, kan antallet af medlemmer og kompetencer i teamet nemlig justeres løbende.
”Idag er freelancere typisk tilknyttet et meget defineret, lukket projekt, som skal laves fra A-Z. Men vores model giver også mulighed for, at freelancere kan løse virksomheders løbende udviklingsopgaver – som nogle gange intensiveres og andre gange kører på lavere blus,” forklarer Kristian Kongsted.
Samarbejde undervejs siden efterskolen
ZeDe to stiftere kender hinanden helt tilbage fra efterskolen, hvor ungdomsvennerne sammen svingede armene i tætsiddende gymnastikdragter.
Sideløbende med den rytmiske gymnastik fandt de dog også ud af, at de delte en passion for at skabe ting. Det har ført til forskellige iværksætter-projekter. Men Teamway er første gang, de slår sig sammen om en virksomhed.
Læs også: Dansk startup skal eksportere kreativt iværksætteri til skoleelever i Kina
”Vi har altid sagt, at når tiden er rigtig, skal vi lave noget sammen. Vi har prøvet at finde den rigtige timing, og det var så nu,” siger Søren Nørgaard.
Men da de to stiftere satte sig sammen for at lave det ’noget’ i slutningen af sidste år, vidste de endnu ikke, hvad de var i gang med at udvikle.
”Jeg tror, vi har valgt holdet, før vi valgte problemet, vi skulle løse. Derfra gik vi egentlig meget analytisk til værks og tænkte: Hvilke problemer vil vi gerne løse? Der er noget ved hele remote-bevægelsen lige nu, som er super interessant, og samtidig en freelance-økonomi der er eksploderet. Det giver en masse muligheder men også en masse udfordringer, som vi nu prøver at løse,” siger han.
Og det var under dét analysearbejde de fandt frem til, at den næste udfordring i freelancer-revolutionen er at tilknytte mere end én freelancer ad gangen. Et problem de målrettet har arbejdet på at løse med en ny platform siden Søren Nørgaard, som den første af de to, gik fuld tid på projektet i januar.
Mere samarbejde i freelancebranchen
Platformen gør det nemt for virksomheder at rekruttere hele, skræddersyede teams og samtidig få syret udviklingen gennem en fast projektleder fra Teamway. Men den sigter også på at gøre det sjovere at være freelance-udvikler.
”På åbne freelancer-platforme begynder folk at underbyde hinanden for at vinde en opgave. Det betyder typisk at kvaliteten bliver sænket, og at det er hver mand for sig. Vi har tænkt på, hvordan vi kan skabe en platform, som er mere inkluderence og communitybaseret for freelancere, så det handler om samarbejde i stedet for konkurrence,” siger Kristian Kongsted.
Ved at give freelancere mulighed for at samle sig i grupper gennem platformen, får de mulighed for at løse større og anderledes opgaver, end de kan på egen hånd.
“Det er super interessant at kigge på teams i stedet for at kigge på den enkelte. Skal man ud og finde en freelance-udvikler i dag, skal det være en med 10 års erfaring, som kan det hele. Men hvis man i stedet skal finde et team, kan man jo godt have to junior developers, en senior og en lead – og det kan sagtens være et high performing team, uden at de alle har 10 års erfaring,” siger Kristian Kongsted.
Tværfaglige Teams og Machine Learning
Teamway er startet med at tilbyde udviklerteams på abonnement, men ambitionen er også at udbyde andre kompetencer i teamet, så de kan løse bredere og mere komplekse opgaver.
”Det betyder, at vi skal udvide vores vertikaler. Lige nu er det meget fokuseret på udviklere, men vi åbner også op for design, marketing og contentmanagers, så man kan få et bredere team,” siger Søren Nørgaard.
For at lykkes kræver det dog, at Teamway er dygtige til at sammensætte effektive teams, som sammen kan levere et godt stykke arbejde.
“I stedet for kun at definere freelancere ud fra ‘hard skills’ – hvilke programmeringssprog de mestrer, erfaring osv – kigger vi mere holistisk. Vi tror meget på teamskills og personlighedstyper som nøglen til at sammensætte det rigtige team,” forklarer Søren Nørgaard.
Og også her kan den digitale platform være en genvej på sigt, supplerer Kristian Kongsted:
”Lige nu er det håndholdt, hvor vi kigger på de freelancere, vi har på platformen. Men kongstanken er, at vi skal benytte machinelearning og algoritmer til at generer highperforming teams ud fra det, vi ved om freelancerne,” siger han.
Med et team af freelancere og en fast projektleder – alt sammen leveret på fast abonnement – har Teamway en ny opskrift til markedet. Og forventningerne til den opskrift er stor.
”Målet for os er, at vi globalt bliver det dominerende netværk for remote freelance-teams,” siger Søren Nørgaard.