Tomandsholdet bag Videolink er stadig ikke færdige med at udvikle deres platform til videoopkald. Alligevel har de allerede fået henvendelser fra kunder i flere lande, der kan se fidusen i en videoplatform målrettet ældre og sårbare borgere.
De fleste kan efterhånden stave til Zoom, Teams, Skype og FaceTime. Men da TechSavvy skal interviewe Videolinks adm. direktør, Mads Søndergaard, om Videolink, foregår det selvfølgelig over, ja, Videolink.
“Det har været en vild rejse,” siger Mads Søndergaard som noget af det første.
Siden han og partneren Kristian Rossen Kristensen for snart et år siden først afprøvede en prototype af Videolink på en ældre borger, har den lille virksomhed fået henvendelser fra flere danske kommuner, et hospital samt organisationer og virksomheder i Frankrig og Japan. Alle er interesserede i enten at teste eller købe Videolinks platform til videoopkald målrettet dem, der ikke er så techkyndige.
“Vi udvikler dog stadig, så vi holder tilbage med at få flere med ombord, da vi slet ikke kan understøtte så mange brugere lige nu,” siger Mads Søndergaard.
Startuppet står derfor i den lidt omvendte situation, at kunderne bare sidder og venter på at få lov til at købe. Men de må væbne sig lidt med tålmodighed endnu – for de næste par måneder skal bruges på at færdigudvikle Videolink, fortæller direktøren.
Freelancejobbet, der startede det hele
Historien om hvordan Videolink blev til, minder en hel del om en række dominobrikker, hvor én brik vælter den næste.
Brikken, der startede det hele, var Mads Søndergaards job som freelancekonsulent. I perioderne mellem opgaver kedede han sig, og besluttede derfor at starte en webshop op. Herefter kom idéen om at gøre webshoppen til en mobil butik, der kørte ud til plejehjem i Aarhus – der sker for lidt i de ældres liv, mente Mads Søndergaard.

“Det var lidt terapeutisk for mig at snakke med de gamle. Fra it-verdenen var jeg vant til at køre med 300 km/t, men på plejehjemmene skal man ned i 1 km/t. Det var lidt fedt faktisk,” siger Mads Søndergaard.
Endnu en idé blev født, da Mads Søndergaard lagde mærke til, at alle plejehjemsbeboerne havde et fjernsyn i deres bolig. Dét ville han udnytte, og efter noget idéudvikling blev ambitionen, at han ville gøre det nemmere for de ældre at komme i kontakt med deres familier.
Mads Søndergaard har en baggrund inden for økonomi, så han havde brug for hjælp udefra til at udvikle teknologien. Til den opgave fik han fat i softwareingeniør Kristian Rossen Kristensen, som tidligere har været en del af en app-virksomhed.
Mads Søndergaard og Kristian Rossen Kristensen, der i dag er Product Master i Videolink, tog ud på et plejehjem for at afprøve deres prototype i februar 2020. De koblede en computer til den ældre kvindes fjernsyn og lavede et videoopkald via Facebook Messenger til hendes søn.
“Kvindens søn havde overtaget sin mors gamle hus og var i gang med at male det. Den ældre kvinde sad og græd af glæde, fordi den næste generation ville bo i huset og ikke bare sælge det. Det var den oplevelse, der for alvor fik Krisitan med ombord,” siger Mads Søndergaard.

Flere og flere ældre
Efter den oplevelse gik Kristian Rossen Kristensen hjem og begyndte at udvikle Videolink. Han arbejdede fuldtid ved siden af, men i sommeren 2020 var betaversionen klar. Allerede i sensommeren samme år fik de en henvendelse fra Frankrig.
Den danske ambassade i Paris satte Videolink i forbindelse med en stor fransk virksomhed, som udvikler sensitive gulve, der kan mærke, hvis en beboer på et plejehjem falder. De smarte gulve kan dog give fejlmeldinger, og i den forbindelse kunne Videolinks kamera sikre, om beboeren har behov for hjælp.
Videolink er ligeledes blevet kontaktet af flere organisationer i Japan, heriblandt JETRO (Japan External Trade Organization, red.). Japan kunne specielt være interessant for Videolink at komme ind i, mener Mads Søndergaard, da landet har en stor andel af ældre.
“Der bliver flere og flere ældre i hele verden, så markedet vokser. De ældre bliver dog bedre og bedre til at anvende tablets og computere, men der er stadig det aspekt i det, at de fysisk skal sidde med skærmen foran sig og trykke på knapperne. Det skal man ikke med Videolink,” siger Mads Søndergaard.

Da kameraet oven på fjernsynet tænder automatisk, kan det dog potentielt virke invaderende i den ældres liv, hvis familiemedlemmer ringer i tide og utide. Det er der dog blevet taget højde for.
I platformens backend kan der tilføjes forskellige typer af privatindstillinger. Eksempelvis kan der tilføjes stemmestyring ved hjælp af Google Assistant eller opkaldet kan begynde uden video, hvorefter den pårørende kan tænde for den ældres kamera, når først denne har givet mundtligt samtykke til det.
“Indtil videre efterspørger vores brugere dog ikke denne løsning, men det skal selvfølgelig være en mulighed,” siger Mads Søndergaard.
Har investor i hus. Næsten.
Videolink fungerer ved, at der bliver installeret en lille computer til den ældres fjernsyn samt et kamera oven på fjernsynet. Den ældres pårørende får et link tilsendt og kan enten via smartphone, tablet eller computer starte et videoopkald med den ældre. Den ældre skal ikke gøre andet end at læne sig tilbage og tage imod opkaldet
Platformen viser allerede gode resultater med betaversionen, men den er dog endnu ikke helt klar til at lukke kunderne ind i stor skala. Hardwaren skal optimeres, og Mads Søndergaard har fået et tilbud fra en dansk/kinesisk leverandør på, hvad det skal koste.
Men optimeret hardware koster penge. Penge som Videolink skal have fra en investor.
“Det er hønen og ægget. Alle investorer siger, at det en kanon idé, og at de gerne vil være med, men de vil se noget omsætning først. Og det kan jeg ikke levere, før jeg får en investering. Det har været op ad bakke, men jeg giver aldrig op,” siger Mads Søndergaard.
Ifølge Mads Søndergaard, har de danske investorer ikke været så risikovillige, som han havde håbet på, men nu er en aftale omsider ved at blive landet efter flere måneders forhandling.
“Jeg kan endnu ikke afsløre, hvem investoren er, men det er en virksomhed inden for sundhedsplejen, som også gerne vil ind på markedet for velfærdsteknologi. De vil bruge os som springbræt,” siger Mads Søndergaard.