You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Ugens Startup vil revolutionere ketchersporten med ny app: »Min gamle træner spurgte mig, om jeg var ude på at erstatte ham«

Kári Gunnarsson (venstre) og Eric Navarro (højre) står en ny kunstig intelligens-badmintonapp, der registrerer bevægelser, slag og bolde, foretager spilanalyse og giver feedback til spilleren. Den er tiltænkt alle dem, der vil blive bedre. Uanset om man er motionist eller professionel.
Startuppet Clutch er på trapperne med en træningsapp til badminton, der vha. kunstig intelligens registrerer bevægelser, slag og dueller og giver coaching til spilleren. På sigt kan teknologien ændre måden, vi ser og træner ketchersport på, spår stifteren, der selv har spillet professionelt.

Verdensetteren i badminton og Danmarks måske fremmeste sportsudøver, Viktor Axelsen, træner tre-fire timer om dagen. Seks dage om ugen, 52 uger om året. År efter år slår han så mange baghænder, smash og drop-slag, at man næsten ikke kan tælle dem.

Men det kan teknologien måske. For det danske startup Clutch står bag en ny kunstig intelligens-badmintonapp, der registrerer bevægelser, slag og bolde, foretager spilanalyse og giver feedback til spilleren. Den er tiltænkt alle dem, der vil blive bedre. Uanset om man er motionist eller professionel.

”Vi tror på, at video bliver en integreret del af det at dyrke sport. Både inden for
badminton, tennis og andre sportsgrene. Når vi med kunstig intelligens kan tracke i realtid og give dig anbefalinger som en virtuel træner, opstår der nogle helt nye muligheder for sporten i fremtiden,” fortæller Kári Gunnarsson, der er medstifter og CEO i Clutch.

Med videooptagelser bag banen registrerer appen, hvordan duellerne forløber, sammenfatter spillerens styrker og svagheder i tal og giver trænerfeedback. Derudover er appen også et redigeringsredskab og sammenfatter selv highlights, så som de bedste smash eller hårdeste baghænder fra kampen. Og selvom det er perfekt at se på over en øl med vennerne, løfter de funktioner også en vigtig opgave for de professionelle.

”Tidligere har professionelle hold opgjort statistik og lavet sammenklip manuelt. Det danske landshold har f.eks. en analytiker, der sidder og registrerer alle slag i kampe, så de professionelle får et nøgternt overblik over deres spil. Nu bruger de bare vores app i stedet,” siger Gunnarsson.

 

Tidligere professionel badmintonspiller

Idéen til Clutch-appen er kommet ud af et par meget forskellige erfaringer. For Kári Gunnarsson har arbejdet som professionel badmintonspiller og ofte rejst verden rundt uden træner. Men hun har også været ansat hos Innovation Centre Denmark i Silicon Valley, da kunstig intelligens var på vej i udbrud. Og den kombination har banet startupvejen.

”Jeg har spillet badminton, lige siden jeg var lille og på eliteniveau som ungdomsspiller med ungdomslandsholdet. Så inden pandemien startede, spillede jeg professionel badminton i 3-4 år. Men ofte, når jeg ikke havde træner med, gik jeg fra banen med en følelse af, hvordan jeg havde spillet, men uden et nøgternt blik på, hvordan kampen rent faktisk var forløbet,” fortæller iværksætteren og fortsætter:

”Da jeg et par år inden arbejdede i Silicon Valley, skete der meget med AI. Jeg fulgte med i udviklingen og gik hele tiden og tænke over, hvilke muligheder der lå i den her teknolog – særligt inden for min egen sport. Så der blev helt sikkert plantet et frø allerede dengang.”

Men han kunne ikke føre idéen til Clutch ud i livet alene. Han skulle bruge en medstifter, der både var stærk på det tekniske og havde en forståelse for det sportslige. Og den profil havde medstifter Eric Navarro, CTO og medstifter af startuppet, computeringeniør og tidligere turneringsspiller inden for badminton.

”Efter jeg fik idéen, fandt jeg Eric gennem LinkedIn, fordi vi havde fælles venner og forbindelser inden for badmintonmiljøet. Så jeg rakte ud, vi talte om idéen og det viste sig, at han allerede havde gået og tænkt mange af de samme tanker og udviklet lidt algoritmer til tracking af badminton,” fortæller Kári Gunnarsson.

Efter et par måneder gik begge stiftere i starten af 2021 fuldtid på projektet.

Clutch stifterne på deres nuværende kontor i Barcelona

En løftet sportsgren

Teknologien bag Clutch-appen har potentialet til at ændre sportsgrenen på flere forskellige måder. Både gennem træningsaspektet, men også selve oplevelsen af badminton som underholdning vil kunne få nye dimensioner.

”Jeg har ikke tal på hvor mange gange, en TV-kommentator har sagt: ’Jeg gad godt at vide, hvor langt han har løbet gennem kampen’. Og det kan vores løsning f.eks. beregne. Så den her teknologi åbner op for helt nye måder at engagere tilskueren på, og det kan betyde et løft for hele sportsgrenen,” siger Gunnarson.

Og potentialet er enormt. Badminton er den største sportsgren i lande med kæmpe befolkninger som Kina og Indonesien og den næststørste i Indien. Derfor er ambitionerne også store.

”Vi vil gerne være en mainstream kulturel indflydelse på ketchersport. Den app, folk naturligt har på deres telefon, når de går ud og dyrker deres sport. Og at det er det produkt, der løfter deres sportsoplevelse” fortæller iværksætteren om drømmene bag Clutch.

Fremtidens træner

Flere investorer tror på missionen bag startup. Således rejste Clutch i januar 2022 cirka en million dollars (cirka 7 millioner kroner) i en investeringsrunde ført af bl.a. Pre Seed Ventures, Crowberry, og David Helgason (Unity).

Forretningsmodellen bygger på en klassisk b2c-abonnementsmodel til 20 euro om måneden og med pakkeløsninger til klubber. Håbet er, at Clutch med den rette skalering inden længe kan blive allemandseje for badmintonspillere

”Vi kommer til at rejse en seed-runde i løbet af det her år. Jeg tror godt, vi ville kunne vokse organisk, men med de store drømme vi har om, har vi valgt venturevejen,” forklarer Gunnarson og fortsætter:

”Appen er agnostisk bygget op med den kunstige intelligens, og derfor er andre sportsgrene som tennis også noget, vi har kig på til fremtiden.”

På sigt vil startuppet i stigende grad være en virtuel træner, der aktivt kan gå ind og fortolke og hjælpe spillere med at forstå den data, der bliver skabt ud fra spillet. Men hvis man er badmintontræner, skal man dog ikke frygte appen.

”Vi kan tracke rigtig meget, men der vil altid være et menneskeligt element, som kræver en menneskelig intuition. Det er stadig mennesker, der går på banen,” forklarer iværksætteren og fortsætter med et grin:

”Min gamle træner spurgte, om jeg var ude på at erstatte ham, da jeg fortalte ham om appen. Det er vi bestemt ikke.”

Clutch håber på at få 50.000 brugere i løbet af 2023.

Gratis magasin:
Få "The Danish Startup Bible 2024" i indbakken!

Samt de seneste nyheder og største historier om tech og startups direkte i indbakken hver torsdag!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY