Ugens Startup vil være vandets svar på Hövdingen

Stifterne af SWÖM fra venstre: Georgi Tanev (CTO), Niclas Ekdahl (CEO) og Jakob Karstoft (COO).
Alt for mange børn drukner hvert år. Derfor har det danske startup SWÖM udviklet oppusteligt badetøj med sensorteknologi, der potentielt kan redde tusindvis af mennesker i fremtiden. Og med kapital fra inkubatoren Antler i ryggen håber virksomheden at være på markedet allerede i år.

372.000. Så mange drukneulykker sker der hvert år i verden, anslår WHO, og slår samtidig fast, at det er den hyppigste årsag til utilsigtede dødsfald overhovedet. Særligt for børn, som udgør 140.000 af dødsfaldene.

Men den tragedie kan der måske laves om på. For det danske startup SWÖM er på en mission for at redde mennesker – og særligt små børn – fra at drukne. Ved at kombinere sensorteknologi med oppusteligt badetøj kan virksomhedens løsning registrere druknefare for brugeren i vand. Og sker det, puster tøjet sig vha. en lille gaspatron sig automatisk op og bringer brugeren sikkert op til overfladen.

”Drukneulykker er et enormt overset problem. Både jeg og min medstifter er forældre, og jeg tror, at alle forældre kender til frygten ved at have deres børn i og omkring vand. For hvad nu, hvis der skete noget?” Fortæller Jakob Karstoft, COO og medstifter af det danske startup SWÖM.

Lige nu har SWÖM en prototype klar og er ved at udvikle et markedsparat produkt og regner med at lancere en kickstarter-kampagne til sommer. Målet er at få deres smart swimwear på markedet inden 2023 er omme.

”Vi kalder det smart swimwear; svømmetøj som føles præcis som almindeligt svømmetøj og tillader brugeren at gebærde sig fuldstændig, som de har lyst til, men med den særlige egenskab, at det kan redde dem, hvis de er ved at drukne. Du kan sige, at vi gerne vil være vandets svar på Hövdingen,” siger iværksætteren med et smil.

En sensorteknologi er bygget ind i SWÖMs badetøj der monitorerer hvor brugeren befinder sig i forhold til vandoverfladen

Hoppede direkte på idéen

Egentlig havde Jakob Karstoft sin egen idé til et startup, da han sagde op som management-konsulent for at forfølge iværksætterdrømmen. Men da inkubatoren Antler hev ham ind til et accelerationsforløb, ændrede det alt.

”En af de første dage i forløbet mødte jeg min medstifter Niclas (Ekdahl, red.), som tidligere blandt andet har stiftet streamingtjenesten Viaplay, hvor han også var direktør i syv år. Da han pitchede idéen til mig, hoppede jeg direkte på,” fortæller Karstoft.

Da Antlers forløb sluttede i december, gik de to stiftere fuld tid på projektet med en investering på 125.000 USD (Ca. 880.000 kroner) fra inkubatoren i ryggen. Kort efter hvervede de PhD og post.doc i computer science, Georgi Tanev, som CTO for SWÖM og ansvarlig for blandt andet den sensorteknologi, der skal kunne udløse gaspatronen i badetøjet.

”I praksis benytter vi en sensorteknologi, som vi har bygget ind i svømmetøjet, der monitorerer hvor brugeren befinder sig i forhold til vandoverfladen. Der sidder en sensor omkring kraven, som måler dybden på ens position og en umærkelig membran i tøjet, der kan pustes op. Er brugeren for længe væk fra overfladen, oppustes tøjet og brugeren bringes tilbage til vandoverfladen,” beskriver iværksætteren.

Børnene først

På sigt kan folkene bag SWÖM se et behov for teknologien og løsningen flere steder. For folk der surfer, dyrker padelboarding, for ældre og for mennesker med anfaldssygdomme som f.eks. diabetes.

Både i USA og Sverige rapporterer myndighederne om drukning som den hyppigste dødsårsag for små børn overhovedet. Derfor er fokus indledningsvis på børn. For her er problemet allerstørst.

”Vi starter med børn, fordi der et ekstremt problem, og fordi forældrene virkelig efterspørger et produkt, som både holder deres børn sikre i vandet, men som samtidig ikke begrænser børnenes mulighed for at svømme og bevæge sig i vandet. En tredjedel af alle de forældre vi møder online, skriver sig derfor også op på ventelisten til vores planlagte Kickstarter. Selvom de fleste drukneulykker forekommer i mellem- og lavindkomstlande, er drukning stadig et massivt problem i vores del af verden – ikke mindst for børn,” forklarer Jakob Karstoft.

Jakob Karstoft COO og medstifter i SWÖM

Men iværksætterne regner ikke med, at uddannelsesprocessen bliver lige så lang som f.eks. for Hövding, der først skulle lære forbrugerne, at en cykelhjelm godt kunne være en airbag.

”Langt størstedelen af forældre køber i forvejen badetøj med beskyttelse til deres børn – det er bare beskyttelse mod solen og ikke vandet. Helt konkret har vi lavet undersøgelser, der viser at 85 procent af danske forældre køber UV-badetøj. Og på samme måde har vi en ambition om at blive en integreret del af et allerede eksisterende produkt,” fortæller Karstoft.

Planen er for nuværende selv at producere det badetøj, der skal rumme sensorteknologien. Men på længere sigt forestiller iværksætterne sig udelukkende at fokusere på teknologien, der kan integreres i eksisterende svømmetøj.

”I fremtiden vil vi gerne være standarden – både i Norden og globalt – inden for badetøj til børn,” siger SWÖM-stifteren.

 

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY