Det bugner med konkurrencer og giveaways på nettet, som virksomheder bruger til at lokke kunderne til. Det er jo sådan set både fedt for forbrugerne, der får chance for at vinde nogle lækre præmier, og godt for virksomheden, fordi de på den måde får kontakt til potentielle kunder, der i forvejen er interesseret i deres produkt.
Men markedsføringsmetoden har alligevel store problemer på nettet, mener Rabih Turk, som er stifter af startuppet TrustPrize.
”Filmen knækker, fordi forbrugerne har en holdninger, som afholder dem fra at deltage. Det er ikke fordi, de ikke vil vinde gevinsten. Men de har ikke lyst til at deltage, fordi de frygter, at deres private data havner hos alle mulige andre firmaer, som sender dem spam – eller fordi de simpelthen ikke stoler på, at der nogensinde bliver fundet en reel vinder,” siger han.
Derfor har startuppet udviklet en platform, der skal gøre konkurrencerne mere gennemsigtige – og samtidig mere effektive for virksomhederne, der afholder dem.
Vinderen vælges ikke tilfældigt
TrustPrize’s egne analyser peger på, at brugerne primært afholder sig fra at deltage i konkurrencer, fordi de enten tror, at vinderen bliver valgt af virksomheden på forhånd, eller fordi de frygter for deres persondata.
Derfor har målet for startuppet været at udvikle en platform, der kan verificere online-konkurrencer, så brugerne kan stole på dem.
Læs også: Ugens Startup: Beskedent startup lander 8 mio. til at digitalisere produktmanualen
”Der findes konkurrenceplatforme på markedet i dag, men de fokuserer ikke på at gøre konkurrencerne mere reelle. Tværtimod har de typisk en ’re-draw’-knap, som jo faktisk opfordrer virksomhederne til at finde en ny vinder, hvis den første ikke lige er en, de har lyst til at annoncere,” siger Rabih Turk.
Under research-arbejdet har startuppet da også talt med repræsentanter fra virksomheder, der indrømmer, at vinderen ikke altid bliver fundet tilfældigt. I stedet er vinderen håndplukket baseret på eksempelvis relationer eller antal følgere på Instagram.
Derfor er en del af tilbuddet fra TrustPrize også, at vinderen bliver fundet gennem en live-udtrækning, som finder sted direkte på platformen. På den måde kan alle deltagere følge med, når vinderen trækkes vilkårligt – uden hverken TrustPrize eller den afholdende virksomhed kan blande sig.
Virksomhederne vinder troværdighed
For virksomhederne bliver hele processen med at afholde en konkurrence meget mere effektiv, når de bruger TrustPrize’s platform. Her kan de i løbet af få minutter oprette konkurrencen og hele det automatiske flow, som sørger for at aktivere brugerne og følge op på mail, så de senere kan bliver til kunder.
For startuppet skal platformen dog først og fremmest øge troværdigheden til online-konkurrencerne. De deltagende virksomheder får derfor et stempel, der viser, at kunderne kan stole på deres konkurrencer. Mens det er godt nyt for forbrugerne, er troværdigheden nemlig også en gevinst for virksomhederne selv.
”Vi har lavet undersøgelse, som viser, at brugere, der er skeptiske for at deltage, kan omvendes, hvis konkurrencen er verificeret,” forklarer Rabih Turk.
Hvor det kun er 5 procent af de adspurgte, der normalt ønsker at deltage i konkurrencer på nettet, stiger det tal til 61 procent, hvis konkurrencen er verificeret. Og begynder et nyt segment at deltage i konkurrencerne, fordi de stoler på dem, giver det virksomhederne adgang til et nyt potentielt kundesegment – hvilket jo er grunden til at afholde konkurrencerne i første omgang.
Store kunder er landet
Efter et halvt år med beta-test af platformen, er TrustPrize nu klar til at lancere den for den brede offentlighed. Startuppet håbet, at de på den måde kan sætte en ny standard for konkurrencer på nettet.
”Vi har først og fremmest bygget et fast regelsæt omkring konkurrencerne, så man kan stole på dem. Det betyder, at firmaerne er valideret under onboardingen, samt at vinderen af en given giveaway bliver bedt om at verificere, at de har modtaget præmien – så man kan stole på, at der faktisk er en præmie at vinde. Og vores retningslinjer betyder også, at man fx ikke kan give andre virksomheder adgang til den data, som bliver opsamlet gennem konkurrencen,” siger Rabih Turk.
Læs også: Ugens Startup: “Vi har fundet den hellige gral indenfor online markedspladser”
Modellen har indtil videre landet en række store virksomheder som Modstrøm og teleselskabet Hallo, mens flere er igang med at teste platformen. Og de første konkurrencer, som TrustPrize har kørt for sidstnævnte, har allerede vist, hvor gode resultater troværdighed kan give, fortæller Sune Csonka, Head of Sales i Hallo Mobil:
“Kunderne ved godt, når de signer op til konkurrencen, at det er med henblik på markedsføring. Og det er den ærlighed og gennemsigtighed der gør, at samtalerne med kunderne bliver så flydende. Så det har påvirket os rigtig positivt. Der er en konverteringsrate på over 80 procent af de kunder, vi får ind gennem leads fra TrustPrize,” siger han.